Om minder, lange lemmer, små babyer og grove masker

Jeg har hukommelse som en si. Ikke når det kommer til nummerplader (hvad nytte har jeg af det), men når det kommer til minder. Særligt dem fra hverdagen. Jeg synes så mange fine små minder, øjeblikke, hvor verden stod stille, forsvinder ud gennem mit alt for grovmaskede net. Det gælder min egen barndom og opvækst, men nu også mine børns. Hvor er der mange minder, jeg ønsker at holde fast i. Sy fast i det grove net, så maskerne bliver mindre og ikke en eneste dag eller øjeblik kan smutte igennem.

FullSizeRenderI lørdags havde jeg gæster. De har en datter, der er tre måneder ældre end min ældste. Vi har fulgtes ad. Som familier. Og de som børn. Og nu skal du høre, hvad jeg kan huske. Jeg kan huske, hvor små de var. Da vi var på ferie i Frankrig og den ældste af dem fik sin første tand dernede og min lille dreng stadig kunne sove i sin lilla lift. Jeg husker, som var det i går, at de to små en nytårsdag, hvor hele familien havde overnattet, havde samme nattøj på fra H&M og vi dansede i rundkreds i stuen med de to tumlinge. Jeg husker alt muligt. Fra dengang de var helt små. Det er ikke længe siden. For så ville jeg ikke kunne huske det.

Så hvorfor sidder de så der, langlemmede og med et sprog og en viden, som imponerer. Som to rigtige mennesker med egne holdninger, tydelig personlighed og karaktertræk. Så selvstændige, at det nogle gange er irriterende. De kan indgå i en relation, passe på hinanden og sig selv. De kan føre dybsindige samtaler.

Hvor blev de små babyer af? De var her jo lige. Jeg ved det, for jeg kan huske det. Så det kan ikke være længe siden. Hvor blev tiden af? Hvordan blev de så store.

Det finmaskede net til at fange minderne i, bliver mere nødvendigt for hvert øjeblik, der flyver forbi. Jeg håber maskerne kan strikkes af taknemmelighed, nærvær og bloggen her.

Er jeg skole-klar?

Det burde da være mit barn, der spurgte mig om det. Men det gør han ikke. Det gør eg til gengæld.

Han glæder sig. Det er kun moren, som i sit hjerte frygter, hvordan det skal gå den lille dreng, som er blevet stor uden at jeg nåede at opdage det. “Han er så blød” tænker jeg. “Han er så mild”. Jeg elsker ham for det, men nu kan jeg godt blive bange for at det giver knubs.

Og mens jeg skriver det, sker der, som så ofte før, noget magisk. Jeg tænker. Knubs, de gør ondt ja, men jeg er lige her til at hjælpe ham med at forstå og navigere. Og knubs er også livsduelighed. Og får han ikke den nu, så kan det blive benspænd og styrt senere.

Tjek. Så er den klaret. I hovedet i hvert fald. Men hjertet, det er stadig blødt – og let blødende.

For han er blevet stor det sidste år. Og jeg tror faktisk på, at han er klar.

Men jeg er ikke. Jeg er da ikke mor til et skolebarn. Jeg er da baby-mor. Det er da små størrelser, jeg skal navigere i. Ikke madpakker, legegrupper, lektier og lærere. En hel anden kommunikation – og meget mindre kontrol – eller indsigt, er vel et pænere ord.

Jeg glæder mig til at skulle læse med mit barn og lave lektier. Jeg glæder mig til alle de spændende snakke, når han kommer hjem med ny viden. Jeg elsker hans videbegærlighed. Og jeg er sikker på vi begge bliver så kloge af det her.

Men min identitet skal også i skole. Den skal nemlig lære, at jeg nu er mor til et skolebarn. At jeg er blevet så voksen. Og det ved jeg faktisk ikke om jeg er helt klar til at være.

Søskendekærlighed

Det er ikke kun mig, der har nyd det uafbrudte samvær i de tre uger, vi har været på ferie.

Det har storebror og lillesøster også. De var tætte før og ingen tvivl om at de elsker hinandens selskab. Men den nærhed, det bånd og al det sjov og leg, de har haft de tre uger vi var i Frankrig er intet mindre end dybt rørende.

foto (12)

De har begge lært en hel del om grænser og konfliktløsning, om omsorg og leg, om dril og sjov. Den store kan altid nå sin søster, også når moren ikke kan og inviterer han til leg eller hygge, er hun er med det samme. Storebror er blevet meget bedre til at sætte grænser for sin viljestærke søster og lillesøster opfører sig som et lille børnehavebarn efter i 3 uger at have modelleret og observeret sin storebror. Jeg har elsket at være vidne til dem og det heltsærlige de bånd de har forstærket på denne ferie, både på bagsædet, i sofaen, i vand, i leg og ved sengetid.

N har altid elsket sin lillesøster højt og det er meget få gange, han har sagt højt, at han var træt af hende, også selv om hans tålmodighed i den grad er blevet sat på prøve. Hold op han har ventet, da lillesøster var mindre. Jeg kan få helt ondt i maven over, hvor mange timer han har ventet på mig, fordi lillesøsters behov kom først.

A har uden tvivl også elsket sin storebror fra første blik. Og de sidste måneder har hun tydeligt savnet ham, når han var hos far. Hun har ledt efter ham og spurgt efter ham lige siden hun kunne sige sine første ord.

Den store har til gengæld haft lidt svært ved at vænne sig til at lillesøster også skulle være hos far en gang i mellem. Har talt om alene-tid med far og proteresteret højlydt, når A skulle på besøg. Forståeligt, fordi det uden tvivl forstyrrede dem dybe tosomhed, han havde hos sin far.

Men den protest er helt aldeles forstummet nu. Det var N der bad om at lillesøster skulle med over til far, når de kom hjem fra ferie. Og det var ham, der græd hjerteskærende i morges, da hans far foreslog at lillesøster måske skulle hentes, fordi hun savnede mor.

De to har altid hørt sammen. Og gudskelov at de har hinanden og kan følges ad i dette deleri. Det er jeg dybt taknemmelig for, også selv om det kun er den store, der har oplevet sine forældre bo sammen og den lille endnu ikke sover fast hos far.

Og jeg tror, noget kommer til at ændre sig nu. Ikke fordi hverken mor eller far siger det. Men fordi søskendekærligheden har vokset sig så stor, at de ikke kan undvære hinanden en hel uge…

Det er rørende, når situationer finder deres egen løsning og timing viser sig. Det er ikke altid det sker, slet ikke i deleriets navn. Men tid, tillid og tålmodighed har virkelig været mine læremestre. Dog ikke overgået af de to søskende og deres accept og kærlighed. Til deres forældre, til livet, til omstændighederne. Og ikke mindst til hinanden.

Har jeg krammet nok?

Da solen skinnede på mig i sengen her til morgen lå jeg helt stille og lyttede til ungernes vejrtrækning. Og kom igen til at tænke på den gavmilde dag i går. Og hvor meget jeg havde krammet den store. Og pludselig slog det mig: har jeg krammet ham nok på denne ferie? Det er jo ham, jeg skal aflevere lige om lidt, har jeg fået nydt ham nok?

foto (11)

Delemorens svar er nej. Men moren i mit hjerte siger ja. Fordi jeg på denne ferie også har været vidne til en dreng, som er blevet stor. En dreng, som lige om lidt starter i skole. En dreng som har været storebror med stor S på denne ferie. En dreng som har vænnet sig til at bo to steder. En dreng, som på så mange måder er ved at blive stor og derfor ikke hele tiden søger sin mors favn (selv om han heldigvis stadig gør det).

Og det er kun hvis jeg sammenligner med alle de kram hans lillesøster har fået, at han ikke har fået nok. Og sammenligningerne tjener ingen. Hverken ham eller mig.

Måske har jeg ikke krammet nok. Eller rettere. Jeg kunne godt have tænkt mig at kramme endnu mere. Og måske er dette også en påmindelse om en dreng, som jeg har set vokse. Og som den næste tid får brug for sin mor på en anden måde (også). Fordi en ny og stor verden åbner sig for ham.

Og i mellem tiden har jeg spillet kort og matador og ludo. Vi har badet sammen. Jeg har grint med ham. Læst for ham. Om verden og fantasi. Og vi har talt om det hele. Og jeg har lyttet. Det er også kram i min bog.