Så blev det jul i det lille hjem

eller endnu en fortælling om, hvad overskud kan medføre…

IMG_7765Jeg har ønsket mig den nissedør i tre år. Og hvor svært kan det være at få den købt og sat op? Ikke så svært skulle man mene. Og så alligevel. 

For havde jeg sat den nissedør op forrige eller sidste år, så havde det blot føjet til mere pres på en i forvejen presset situation. Jeg har haft store uindfriede forventinger til julen de sidste to år. Ikke et ord – i dette indlæg – om at dele sine børn i julen, men nogle ord om forventninger, som jeg også har skrevet om før.

I år har letheden medført noget andet: overskud. Til jul. Julerier. Nissedøre. Konfekt. Juledekorationer. Drillenisser. Kalendergaver og julekalender – med en sund struktur omkring det hele, så det ikke betød al for sen sengetid og overstimulering. Det sidste lyder måske af lidt for meget struktur, men tidligere år har netop julekalender på DR kl. 19.30 kunne slå hele putterutinen i stykker.

Jeg har med andre ord givet den julegas. Ikke fra et sted af underskud, om end jeg kender  alt til den version. Men fra et sted af overskud. Derfor har det været sjovt. Og jeg har været overrasket over min egen glæde og kreativitet. Julestemning, som jeg ikke har oplevet den før. 

Fordi det ikke har været forceret. Og fordi jeg har sænket barren. Jeg opgav at købe alle kalendergaverne på én gang. Købte dem jeg havde fantasi til og tænkte, at jeg så nok fandt en løsning på resten. Har primært julet igennem med nissedør og drillenisser, når den store har været hos mig, fordi den lille ikke helt forstår det endnu.

IMG_7803Jeg har haft travlt med arbejdet denne december, mange opgaver og en del på farten. Så der har også været træthed. På de dage har jeg opgivet at finde på og drille. Og så alligevel. På vej i seng fik jeg en idé og ti minutter senere hang der strømper i hele stuen. Fordi jeg havde tilladt, at jeg ikke havde lyst og ikke orkede. Netop derfor, tror jeg, kom lysten til juleriet igen. På trods af træthed. Jeg fandt mit julehumør og intet har kunne ødelægge det.

I år blev det jul i det lille hjem. På en nye måde. På min måde. Nissedøren blev beviset og symbolet. 

Et menneske fra fortiden #TBT

Jeg kan bedst huske følelsen. Tyngden. Sorgen. Trætheden. Tvivlen. I går mødte jeg hende igen. Og noterede mig, som jeg også har skrevet om her, at følelsen var den modsatte. Lethed. Kærlighed. Glæde. Tro.

IMG_7780Det var den ældre, garvede, omsorgsfulde sundhedsplejerske, som på en eller anden måde blev en klippe i de første måneder af lille A’s liv. Når hun sad i min sofa og anerkendende nikkede, troede jeg på, at det nok skulle gå. Hun lyttede. Og delte af sin livslange erfaring. Hun var ikke bekymret. Jeg gjore det godt (nok). Og lille A skulle nok klare sig. Hun havde hørt historier, der var værre end min. Og hun havde set mange komme ud på den anden side.

I modsætning til besøgene i forbindelse med mit første barn handlede det ikke om at skulle præstere, “gøre det rigtigt” og vise overskud, men udelukkende om at blive set. Jeg frygtede ikke dommen. Havde bare brug for den erfaring og sparring, som nu sad i min sofa i form af en garvet sundhedsplejerske, som også var mor til tre og bedstemor til to.

Jeg kunne stille alle de “små spørgsmål” om hverdagstingene og plejen af mit lille barn. Men hun kunne også rumme de store spørgsmål. De to flettede så fint ind i hinanden, bundet sammen af erfaring.

Alt det kom op som varme og taknemmelighed i kroppen i går. Et menneske der så A og jeg. Ikke som ofre. Men som to stærke feminine kræfter. Så os med erfaringens øjne og vidste, at vi nok skulle klare os. Det var den energi hun kom med.  Samtidig lyttede hun til mit “lige nu” og gav den omsorg, som hun instinktivt mærkede, vi havde brug for lige der.

Intet af dette så jeg dengang. Men nu står det klart.

Hjælpen kom – endnu en gang – fra uventet kant og én jeg bestemt ikke havde opfattet som spillende på mit hold i forbindelse med mit første barn.

Og. Det vi har brug for i orkanens øje er så enkelt, at det er svært at bede om. Vished. Omsorg. Og mest af alt; at blive set. Uden dom. Uden at skulle fikses. Bare set. Som jeg  og lille A blev det af sundhedsplejersken fra kommunen…

Ikke udenom, men gennem det lille savn…

“Vi kan face-time, hvis du stadig savner senere”, sagde moren fiksende. “Det er ikke det samme”, svarede den kede søn. Jeg satte mig på hug, så jeg kunne se ham i øjnene. “Nej, det er det ikke. Det er det bestemt ikke”. Så lykkedes det.

Han ville have jeg kom med op. Ikke noget dramatisk, bare en for kort kontakt, fordi lillesøster skulle afleveres hos far og han var ikke klar til at slippe.

Jeg havde af flere omgange mindet mig selv om at møde ham i savnet. I stedet for at fikse ham. Snakke udenom. Aflede. (Som om det er muligt med en 6-årig dreng, der har “været skilt” i snart 3 år). Alligevel var det kun lykkedes i korte glimt. Derfor hang han stadig fast i mig.

Det handlede ikke om æbleskiver. Eller om lillesøster. Eller om at det ikke er rart hos far. Det handlede om påmindelsen. Jeg ved, at min søn trives hos både mor og far. Men skiftene er hans udfordring. Der hvor han er landet hos den ene og så skal over til den anden. Og så når vi ses midt i ugen. Der rammer det.

Det rammer også mig. For det handler om vane og om tilvænning. Men når et menneske, stort eller lille, pludselig er i ens sfære, så er det en forstyrrelse.

Endnu en gang mindes jeg om, at der kun er én vej. Gennem.

Gennem savnet. Den lille sorg. Fraværet. At turde dvæle ved det lige der, sammen med det lille menneske. Uden at fikse. For det kan ikke fikses. Ikke når man deler. Det er ok. Men svært. Lige der, hvor mennesket forstyrrer vanen. Og man må gå igennem, ikke udenom. Sammen.

Om minder, lange lemmer, små babyer og grove masker

Jeg har hukommelse som en si. Ikke når det kommer til nummerplader (hvad nytte har jeg af det), men når det kommer til minder. Særligt dem fra hverdagen. Jeg synes så mange fine små minder, øjeblikke, hvor verden stod stille, forsvinder ud gennem mit alt for grovmaskede net. Det gælder min egen barndom og opvækst, men nu også mine børns. Hvor er der mange minder, jeg ønsker at holde fast i. Sy fast i det grove net, så maskerne bliver mindre og ikke en eneste dag eller øjeblik kan smutte igennem.

FullSizeRenderI lørdags havde jeg gæster. De har en datter, der er tre måneder ældre end min ældste. Vi har fulgtes ad. Som familier. Og de som børn. Og nu skal du høre, hvad jeg kan huske. Jeg kan huske, hvor små de var. Da vi var på ferie i Frankrig og den ældste af dem fik sin første tand dernede og min lille dreng stadig kunne sove i sin lilla lift. Jeg husker, som var det i går, at de to små en nytårsdag, hvor hele familien havde overnattet, havde samme nattøj på fra H&M og vi dansede i rundkreds i stuen med de to tumlinge. Jeg husker alt muligt. Fra dengang de var helt små. Det er ikke længe siden. For så ville jeg ikke kunne huske det.

Så hvorfor sidder de så der, langlemmede og med et sprog og en viden, som imponerer. Som to rigtige mennesker med egne holdninger, tydelig personlighed og karaktertræk. Så selvstændige, at det nogle gange er irriterende. De kan indgå i en relation, passe på hinanden og sig selv. De kan føre dybsindige samtaler.

Hvor blev de små babyer af? De var her jo lige. Jeg ved det, for jeg kan huske det. Så det kan ikke være længe siden. Hvor blev tiden af? Hvordan blev de så store.

Det finmaskede net til at fange minderne i, bliver mere nødvendigt for hvert øjeblik, der flyver forbi. Jeg håber maskerne kan strikkes af taknemmelighed, nærvær og bloggen her.

Goddag lethed. Farvel sorg.

Det gik meget godt, synes jeg. Indtil jeg mærkede letheden. Så forstod jeg. At nu gik det godt i ordets reneste forstand. Noget lettede. Noget vigtigt. Noget tungt. Endnu en rest af sorg havde sluppet mig. Eller jeg havde sluppet den.

IMG_7309Jeg har i flere uger forsøgt at beskrive den lethed. Som om mit blik løftede sig. Jeg kunne se ud over egen næse. (Det håber jeg at andre har oplevet, at jeg kunne tidligere, men nu det var én af fornemmelserne). Verden blev større. Farverne tydeligere. Perspektiverne flere.

Jeg kan rumme mere. Små og store ændringer eller skuffelser vælter mig ikke lige så nemt. De små, ligegyldige uheld, er færre. Altså af den slags hvor et glas vælter, hvor jeg glemmer nøglerne eller hvor vi kommer for sent (det gør jeg faktisk stadigvæk, men nu er det ikke pga. uheld).

Den bedste måde at beskrive det på, er hverdagen (er det ikke altid det?). Vi har i den seneste tid fået andre end de 12 hofretter, jeg har kørt med i de sidste 2 år. Jeg har improviseret i køkkenet. Da der manglede en ingrediens til frikadellerne og jeg til gengæld havde masser af thai-krydderier fik vi thai-spyd med nuddelsalat. Det kan synes af ingenting for dig, men for mig var det en regulær fest i køkkenet.

Jeg kunne genkende mig selv. Mit overskud. Min glæde ved at skabe.

Det gælder også bageriet. Jeg var holdt op med at bage. Nu sker det igen flere gange om ugen. Uden de store overvejelser eller overtalelser. Det sker bare.

Sådan er arbejdet også. Det føles ikke som hårdt arbejde mere. Det har det gjort. I en tid. Det var ok. Jeg følte, at der var noget jeg skulle bevise. Overfor mig selv. At jeg ville det.

Nu kan jeg begynde at høste det, jeg såede. Hvor fortærsket begrebet end er, så er det måske blot flow?

Letheden er måske blot overskud? Goddag, overskud. Hvor har jeg savnet dig. Mere end jeg var klar over. Og godt for det.

Det tankevækkende er så, at jeg før denne lethed syntes, at jeg var kommet igennem. Ud på den anden side af en svær tid efter at min familie pludselig blev en anden og mit liv ligeså. Jeg syntes, det havde taget lang tid. Dengang.

Nu skriver jeg 2 år og 9 måneder. Siden han flyttede. Og i denne måned mærkede jeg letheden. Det er skræmmende lang tid at vente på overskud. Godt jeg ikke ventede bevidst. Godt jeg blot var i stand til at mærke, da det pludselig var der og kan glædes over det nu.

IMG_7031Godt sorg, livet og al udvikling er af den slags. Som er tydeligst i bakspejlet. Ellers var jeg ikke sikker på vi kom igennem. Godt jeg synes det også var rart for måneder siden. Nu er det blot endnu rarere.

Men mest af alt lettere. Jeg er let. Livet er let. Smukt. Fyldt med perspektiver. Også de svære. Men jeg kan bære dem nu. Fordi noget tungt slap mig eller jeg det. Så jeg kunne mærke letheden. Hej lethed. Jeg nyder dig i fulde drag. Og kan mærke, at jeg svæver. (Og jeg er ikke  en gang forelsket. Endnu…)

 

Tvang, ja-tak

Tænk, hvis vi var blevet tvunget. Tænk, hvis vi var blevet tvunget til at se hinanden i øjnene. Tænk hvis vi var blevet tvunget til at tale ud, tale om og tale færdig. Tænk hvis vi ikke kunne gå, hæve stemmen eller lægge på.

Tænk, hvis det nej, jeg mødte, da jeg foreslog terapi ikke var blevet accepteret. Tænk hvis vi var blevet tvunget til terapi.

Jeg er sikker på, at meget havde været anderledes i dag.

Så når der vedtages en ny skilsmissepakke uden tiltag omhandlende mægling mellem forældre, så er det som om de har sovet i timen. Når en morfar skyder en far og en advokat i retten, må noget gøres. Men det handler ikke kun om statsamt og fogedret. Det handler om forebyggelsen. Om at forstå smerten og følelserne bag. Om alt andet end jura.

Vi var begge uddannede coaches. Og selv mens det var værst, tvivlede jeg aldrig på, at vi var enige om intentionen; vi ville have det til at virke. Ingen forsøgte at sabotere det bevidst. Ingen handlede i ond vilje. Vi ville det samme mål. Vi var bare ikke enige om vejen derhen. Vi kunne bare ikke stå ved siden af hinanden. Ikke alene. Ikke lige der.

Selv vi faldt i. Om og om igen. Hvilket var dyrt for vores børn. Selv om vi gjorde os umage for at holde dem udenfor. Og lykkedes 95% af tiden. Men det kostede dyrt for dem, fordi vores relation tog så voldsomt skade.

Det var smerten. Smerten, der smed os af sporet hele tiden. Der var så meget smerte. Så mange knuste hjerter. Så meget ulykkelighed. Så meget, der blev ødelagt. Så stor en sorg.

Til at starte med gjorde smerten blind. Jeg så slet ikke, det var den, der gang på gang smed os ud på det dybe. Senere så jeg det. Da smerten aftog en my, men stadig havde taget i os. Alligevel kunne jeg ikke altid holde kursen. Det kunne han heller ikke.

Og i dag. I dag er skaden sket og der er langt tilbage, selv om vi virkelig arbejder på det. Selv om smerten er blevet en sorg, der er til at rumme. Men skaden er erfaringen. Alt det dårlige og svære vi opleve i en tid, der i forvejen var så umenneskelig svær. I dag er det blevet et filter, som jeg nogle gange kommer til at se ham og hans ord gennem, hvis jeg er ubevidst et øjeblik (og det er jeg).

Så ser jeg det, jeg så for to år siden, da konflikterne var på deres mest smertefulde. Og måske er det et spøgelse. Fra fortiden. Måske ser jeg ikke, at han faktisk prøver. At han faktisk ønsker at møde mig.

Det er min smertekrop, der reagerer. Det der gjorde så ondt dengang. Og som stadig sidder i mig. Fordi vi ikke fik hjælp til at bearbejde det. Og nogle gange tænker jeg, at det stadig gør mig blind.

Jeg er ikke stolt af at indrømme det. At vi ikke klarede det bedre. At vi med vores professionelle virke ikke kunne komme bedre igennem den første tid. Jeg skammer mig faktisk. Men jeg ved, at vi gjorde vores bedste. Jeg ved, at smerten gjorde os blind og tvang os i knæ.

Og når vi ikke kunne uden tvang. Hvad så med alle dem, som ikke en gang har de forudsætninger, vi havde?

Vi skal tvinges til at tale sammen, når smerten tager over. Når det handler om at dele vores børn. Når det handler om at skabe et trygt fundament for et barn, der skal flytte mellem sin mor og sin far. Når det handler om en relation, som nu ikke længere er naturlig, men som for børnene er den vigtigste relation for deres trivsel og barndom.

For som de sagde i TV i aften efter dokumentaren “Stop nu krigen, mor og far” på TV2: “Tvang er en god idé. Nogle har brug for det, andre har ikke. Men det skader ingen”.

Om at give slip, igen og igen – og om kærlighed og synkronisitet fra parellelverdener

Jeg er begyndt at læse skønlitteratur igen. Jeg nærmest sluger det. Og kan ikke slippe de mennesker jeg møder i den fiktive verden. Jeg sætter min egen verden på pause og kaster mig ind i deres. Sniger mig til et kapitel og til samvær med min parallelverden, så snart jeg kan. Jeg nyder i fulde drag at være tæt på ordene igen. Og kan mærke de inspirerer.

Men. Jeg savner de fiktive mennesker, når jeg har læst sidste side. Jeg har forholdt mig til dem. Til deres glæde og smerte. Og jeg har ikke lyst til at slippe.

Temaet for de sidste to bøger har været kvinde, der forelsker sig i mand, der dør. Lagde først mærke til sammenfaldet her til aften. Jeg kendte ikke handlingerne på forhånd (og skal nok lade være med at fortælle, hvilke bøger, for så har jeg jo stjålet din rene læseglæde), og når sådanne tilfældigheder viser sig i mit liv, tror jeg på signaler, beskeder, symboler. Mening. Synkronisitet.

Der sker ting i det virkelige liv, som også kun er mavefornemmelser. Kun er små observationer. Når man kender et menneske godt, så ser man de helt små ændringer. Eller jeg gør; lidt mere distræt end sædvanligvis. Vinflaskerne. Den lidt for hurtige afvisning og de korte udtalelser, for ikke at komme til at sige for meget.

Jeg har i et to et halvt år øvet mig i at slippe. For det er ikke noget, du gør fra det ene øjeblik til det andet. At slippe et andet menneske er noget du gør om og om igen. I hvert fald hvis du ikke selv har valgt det til at begynde med. Men hver dag kan du vælge at slippe lidt mere.

Men det betyder ikke, at kærligheden dør. Kærlighed dør ikke, fordi forholdet gør. Den ændrer sig. Selvfølgelig. Det gør den også i et forhold.

I mit tilfælde elskede jeg meget højt, også selv om jeg slap. Og jeg aldrig blev ledt til at håbe igen. Jeg tror den store kærlighed var med til bevare den relation, som skal bestå for at kunne dele børn mellem sig. Jeg tror den store kærlighed var en pude af blødhed midt i en kamp, en hårdhed og hav af smerte, som kunne have ødelagt os. Og mest af alt tror jeg den kærlighed satte mig fri. Mindede mig om hvem jeg var. Helt inde ved kernen. Så jeg tilgav mig selv for stadig at elske. Også selv om det gjorde ondt, når han skubbede. Selv om jeg godt forstod, at han gjorde det. At han smerte var ikke at kunne gengælde kærligheden og derfor måtte han også skubbe min væk.

Og så en dag opdagede jeg at kærligheden havde transformeret sig. At den ikke rev og sled i hjertet længere. Og et øjeblik, eller faktisk mange øjeblikke, blev jeg bange. For hvad så? Og hvorfor var jeg holdt op med at elske? Ville jeg ikke altid gøre det?

I dag kender jeg svaret. Jo, jeg vil stadig elske. Men ikke på en måde. For vi har en historie og deler det mest dyrebare. Jeg mærker ikke kærligheden hver dag. I perioder mærker jeg faktisk ligegyldighed. Men det er også godt. Selv om det ikke altid føles sådan. Jeg fortæller mig selv, at det er tiden, som guider kærligheden et nyt sted hen.

Og når jeg læser disse bøger, opdager jeg, at jeg ikke er den eneste, som har svært ved at slippe. At al forandring er svær. Men de minder mig om, at kærlighed ikke har en ramme. At vi kan elske, også selv vi ikke er mere.

Men også om at vi skal slippe. Vi må godt sørge. Men vi skal slippe. Og respektere livet. Og valgene. Og at forandring er det eneste vi kan være sikre på. Vi kan ikke holde fast. Så jeg ser tegnene. Trækker vejret dybt. En hel masse. Og slipper. Igen.

Og jeg kan gøre det, fordi disse bøger minder mig om, at kærlighed ikke dør. Den har sit eget liv. Som vi ikke skal forsøge at definere. Vores opgave er blot at tage imod. Turde mærke den og åbne os for den. Og være taknemmelige. For det hele. Også sorgen. For den er vores vidne. Vores bevis. Bevis på kærligheden.

En aften med tilskuere på…

Jeg følte, vi havde tilskuere på. Jeg blev så selvbevidst. Og så skammede jeg mig. Igen. Stadigvæk.

Den anden dag, da vi havde været nede og bade alle 4 og skulle gå hver til sit, to og to, skete det lige foran afslutningen på en børnefødselsdag  i stuelejligheden. Og det var jeg meget bevidst om. Ikke at det påvirkede mig. Ikke at jeg gjorde eller sagde noget anderledes til mine børn i den svære situation.

Men jeg kunne mærke skammen.

foto (14)Den samme skam, som da vi sad på kanten efter at have badet og den store spurgte om han måtte sove hos mig sammen med sin lillesøster. Og jeg svarede at han jo var hos far i dag og at vi skulle ses i morgen. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at de to fyre, som netop var kommet op af vandet og nu stod og tørrede sig og nød aftenen, helt sikkert havde troet at vi var en “almindelig” familie (jeg var lige ved at skrive “rigtig familie”). At vi bare var nede at bade og lige om lidt skulle hjem (til det samme hjem).

Men nu overhørte de så, at sådan hang det ikke sammen.

Måske lagde de ikke mærke til det. Det kan sagtens være mit indre spotlight, der lyser så stærkt, at jeg tror, alle andre kan se det. Det er egentlig ikke vigtigt. Men det er til gengæld min skam. At jeg stadig ikke har sluttet fred med situationen.

Måske er det også derfor, jeg ikke helt kan nyde og give mig hen til at vi faktisk – efter mere end to års gode intentioner blandet med smerte og masser af fald i store, grimme huller -endelig er der, hvor vi kan lave noget sammen alle 4. Jeg oplever – ofte bagefter – at jeg flytter mig fra det og ikke har kunne finde ro i det. Fordi jeg ved, at det ikke er sandt. Fordi vi jo ikke er en familie på den måde, vi var en gang.

Når jeg skriver det, er jeg helt med på, at her er et indre arbejde, jeg ikke er færdig med. Jeg føler mig utaknemmelig. For med alt det, der har været, er det her så fint. Og når jeg skriver, er jeg faktisk taknemmelig. For at vi er nået hertil.

Men der er stadig en modstand mod virkeligheden. Måske fordi en del af mig, den lille pige, som voksede op i en kernefamilie og som barn ikke kendte en eneste familie, der var skilt, stadig længes efter at være “en rigtig familie”.

Og så pyt med tilskuerne. De bliver bare en påmindelse om den lille pige, som stadig skammer sig over den nye familie og længes efter den gamle…

Men i skrivende stund går det op for mig, at det også bliver en påmindelse om noget andet. Om ikke at være tilskuer i mit eget liv. Men være lige der, hvor det er. Træde ind på virkelighedens scenen. Der, hvor vi ikke er den familie vi var en gang. Men en ny slags. Fordi der også er masser af fine, smukke og kærlige øjeblikke lige der. Hvis jeg lader være med at fortælle historien om et før og efter. Hvis jeg lader være med at være tilskuer. Så det vil jeg øve mig på…

“Det må man ikke”

Sådan sagde min lille pige på 2 år i dag, da hendes far og storebror gik hjem til lejligheden på den anden side af broen og jeg sagde til hende, at hun skulle med mig.

Det har taget mig en aften med æbletrifli, en tåreperser på Apple TV’et og en hel del rastløshed at bryde sammen i gråd. For nej, det må man ikke.

Ungerne savner hinanden så meget, at den store græd, da jeg hentede den lille hos deres far den anden dag. Vi aftalte, de kunne kommer over, hvis det blev ved. Så aftensmad kom de over og vi badede alle 4.

foto (13)Efter badeturen var det så den lilles tur: “hvor skal far og N hen?”.  De skal hjem til far,  svarede jeg. “Jeg vil med”, sagde hun. Hun stod der. 2 år gammel. Hendes mor og far har aldrig i hendes lille liv boet sammen. Det her er den verden, hun kender. Jeg troede, det ville blive nemmere. Anderledes. Alligevel er hendes svar “det må man ikke”.

Og mit hjerte brister igen. Over det her deleri. Fordi det ikke kan fikses. Det bliver ved med at være sådan her. Vi vil hele tiden skulle deles på den ene eller anden måde.

Og selv hyggelige momenter som en aftenbadetur, er ikke helt ægte. For vi er jo ikke en familie i den forstand mere. Lige om lidt går vi hver til sit.

Og allerede da vi skal til at samle os og gå op fra badebroen, spørger den store, om han må sove hos mig. Og det må han godt. Men nåh nej, der var noget med lego og fodbold hos far. Så han vælger alligevel ham. Men han vil helst være der, hvor A er, siger han. Og vi lover, at de ses igen i morgen. Han krammer sin mor, vinker til sin søster og går med sin far.

Er jeg den eneste, der kan mærke absuditeten og smerten i det? Hvordan endte det der? Det er i øjeblikke som dem,  at jeg genoplever den sønderrivende smerte ved at skulle dele. Ikke så meget for mig selv. Jeg er jo den voksne. Men for mit barn. Og hans søster.

At se mit store barn foretage det valg, forholde sig til den smerte – fordi vi har været på tre ugers skøn ferie og han nu har vænnet sig til at være sammen med sin søster hver dag? Jeg ved, de har elsket det, men hvis det er så svært at vende hjem til deleriet igen, er det så det hele værd?

Lille A sagde “det må man ikke” og gik efter sin bror og far. Faren signalerede “skal vi bare gå hurtigt”, men noget i mig kunne ikke signalere et ja tilbage. Noget i mig ønskede stadig at en fe med magisk tryllestøv pludselig ville løse situationen, så det ikke gjorde ondt på nogen.

Må man overhovedet byde sine små børn det? Nej, det må man ikke. Bare spørg min lille A. Selv hun forstår det. Og hun har aldrig prøvet andet…

Hverdagens bagside

Det kom bag på mig.

Både at jeg ikke havde lyst til at aflevere begge børn og bare være mig selv, da jeg kørte ind over grænsen til Danmark. Da vi først var landet i lejligheden, havde jeg bare lyst til at fortsætte. Fortsætte med at være sammen. Fortsætte med hverdag. Fortsætte som trekøver.

Det kom også bag på mig, at jeg skulle aflevere BEGGE unger OG sove alene. Dagen efter vi var kommet hjem. Da jeg sagde farvel, kunne jeg mærke, at jeg blev ked af det. Men da jeg undersøgte det nærmere, var det måske bare historien om, at det farvel er svært. At det skulle det være, når der var gået tre uger. For lige der var mit fokus – helt ærligt – på, hvor glade de var for at se deres far og glædede sig til at skulle med ham. Og så selvfølgelig at den lille kørte af sted på løbecykel og ikke en gang jeg vidste, hvor meget styr hun havde på det, så jeg råbte en del – velmente – pas på’er og formaninger (til faren).

Nu er det blevet aften. Og stille. Og jeg føler mig slet ikke klar. Til at have afleveret dem begge. Nu melder savnet sig. Det startede som et småt ubehag helt nederst og bagerst. Men da jeg først så det, så kom det rullende. Op igennem maven og nu sidder det som en klump i halsen. Og som tårer der trænger sig på.  Og som en hovedpine.

Hovedpinen kommer af modstanden. Den mentale modstand mod det deleri, som jeg har holdt ferie fra. Og ferien sluttede lidt for brat. Og uden at jeg nåede at forberede mig på, at jeg skulle undvære dem begge. Men det samme.

Det er svært at nyde roen. Der er alt for stille. Jeg ved, jeg vænner mig til det. Men inden jeg gør det, er den lille tilbage. Det er også godt nok. Men ville så gerne have nydt alenetiden. Når der nu ikke er så meget af den. Men det kan jeg ikke. Ikke lige nu.

Lige nu kan jeg kun mærke tomheden. Som at mangle en del af mig selv. Det her er den del af hverdagen, jeg bestemt ikke har glædet mig til at komme tilbage til. Og meningsløsheden melder sig igen. Smerten kigger frem. Fordi det er sådan her. Og fordi det ikke går væk. Deleriet er en realitet. Nogle gange gør det bare meget mere ondt end andre. I dag er én af de dage. Og det kom bag på mig. Også selv om (jeg troede) jeg havde forberedt mig.