Ren kærlighed…

Jeg ved ikke, hvorfor jeg tuder hver gang jeg ser babyer blive badet.

Men det her er oven i købet tvillinger. Se lige, hvor meget kærlighed, ømhed og omsorg. Det er ren overgivelse. Ren kærlighed. Bare rent (no pun intented).

Og så kommer jeg til at tænke på dengang, jeg  selv badede lille A i håndvasken med en løbende vandhane (inspireret af netop disse videoer). Hun var helt ny og lille. Og hun lå bare der i vandet med sin rynkede hud. Og tog imod. Og nød. Og så faldt hun i søvn krøllet rundt om min ene hånd. Og jeg stod der og havde lyst til at trykke på livets pauseknap. Råbe til verden, at de skulle komme og opleve dette øjeblik sammen med mig.  Men havde ingen at dele det med, og var lige ved at implodere af kærhed, kærlighed og det rene, smukke liv. Måske derfor græder jeg:)

“Det må man ikke”

Sådan sagde min lille pige på 2 år i dag, da hendes far og storebror gik hjem til lejligheden på den anden side af broen og jeg sagde til hende, at hun skulle med mig.

Det har taget mig en aften med æbletrifli, en tåreperser på Apple TV’et og en hel del rastløshed at bryde sammen i gråd. For nej, det må man ikke.

Ungerne savner hinanden så meget, at den store græd, da jeg hentede den lille hos deres far den anden dag. Vi aftalte, de kunne kommer over, hvis det blev ved. Så aftensmad kom de over og vi badede alle 4.

foto (13)Efter badeturen var det så den lilles tur: “hvor skal far og N hen?”.  De skal hjem til far,  svarede jeg. “Jeg vil med”, sagde hun. Hun stod der. 2 år gammel. Hendes mor og far har aldrig i hendes lille liv boet sammen. Det her er den verden, hun kender. Jeg troede, det ville blive nemmere. Anderledes. Alligevel er hendes svar “det må man ikke”.

Og mit hjerte brister igen. Over det her deleri. Fordi det ikke kan fikses. Det bliver ved med at være sådan her. Vi vil hele tiden skulle deles på den ene eller anden måde.

Og selv hyggelige momenter som en aftenbadetur, er ikke helt ægte. For vi er jo ikke en familie i den forstand mere. Lige om lidt går vi hver til sit.

Og allerede da vi skal til at samle os og gå op fra badebroen, spørger den store, om han må sove hos mig. Og det må han godt. Men nåh nej, der var noget med lego og fodbold hos far. Så han vælger alligevel ham. Men han vil helst være der, hvor A er, siger han. Og vi lover, at de ses igen i morgen. Han krammer sin mor, vinker til sin søster og går med sin far.

Er jeg den eneste, der kan mærke absuditeten og smerten i det? Hvordan endte det der? Det er i øjeblikke som dem,  at jeg genoplever den sønderrivende smerte ved at skulle dele. Ikke så meget for mig selv. Jeg er jo den voksne. Men for mit barn. Og hans søster.

At se mit store barn foretage det valg, forholde sig til den smerte – fordi vi har været på tre ugers skøn ferie og han nu har vænnet sig til at være sammen med sin søster hver dag? Jeg ved, de har elsket det, men hvis det er så svært at vende hjem til deleriet igen, er det så det hele værd?

Lille A sagde “det må man ikke” og gik efter sin bror og far. Faren signalerede “skal vi bare gå hurtigt”, men noget i mig kunne ikke signalere et ja tilbage. Noget i mig ønskede stadig at en fe med magisk tryllestøv pludselig ville løse situationen, så det ikke gjorde ondt på nogen.

Må man overhovedet byde sine små børn det? Nej, det må man ikke. Bare spørg min lille A. Selv hun forstår det. Og hun har aldrig prøvet andet…

Hverdagens bagside

Det kom bag på mig.

Både at jeg ikke havde lyst til at aflevere begge børn og bare være mig selv, da jeg kørte ind over grænsen til Danmark. Da vi først var landet i lejligheden, havde jeg bare lyst til at fortsætte. Fortsætte med at være sammen. Fortsætte med hverdag. Fortsætte som trekøver.

Det kom også bag på mig, at jeg skulle aflevere BEGGE unger OG sove alene. Dagen efter vi var kommet hjem. Da jeg sagde farvel, kunne jeg mærke, at jeg blev ked af det. Men da jeg undersøgte det nærmere, var det måske bare historien om, at det farvel er svært. At det skulle det være, når der var gået tre uger. For lige der var mit fokus – helt ærligt – på, hvor glade de var for at se deres far og glædede sig til at skulle med ham. Og så selvfølgelig at den lille kørte af sted på løbecykel og ikke en gang jeg vidste, hvor meget styr hun havde på det, så jeg råbte en del – velmente – pas på’er og formaninger (til faren).

Nu er det blevet aften. Og stille. Og jeg føler mig slet ikke klar. Til at have afleveret dem begge. Nu melder savnet sig. Det startede som et småt ubehag helt nederst og bagerst. Men da jeg først så det, så kom det rullende. Op igennem maven og nu sidder det som en klump i halsen. Og som tårer der trænger sig på.  Og som en hovedpine.

Hovedpinen kommer af modstanden. Den mentale modstand mod det deleri, som jeg har holdt ferie fra. Og ferien sluttede lidt for brat. Og uden at jeg nåede at forberede mig på, at jeg skulle undvære dem begge. Men det samme.

Det er svært at nyde roen. Der er alt for stille. Jeg ved, jeg vænner mig til det. Men inden jeg gør det, er den lille tilbage. Det er også godt nok. Men ville så gerne have nydt alenetiden. Når der nu ikke er så meget af den. Men det kan jeg ikke. Ikke lige nu.

Lige nu kan jeg kun mærke tomheden. Som at mangle en del af mig selv. Det her er den del af hverdagen, jeg bestemt ikke har glædet mig til at komme tilbage til. Og meningsløsheden melder sig igen. Smerten kigger frem. Fordi det er sådan her. Og fordi det ikke går væk. Deleriet er en realitet. Nogle gange gør det bare meget mere ondt end andre. I dag er én af de dage. Og det kom bag på mig. Også selv om (jeg troede) jeg havde forberedt mig.

3 uger i forglemmelsens land

Så lå jeg for sidste gang mellem mine to guldklumper i det blå værelse i huset på bakken i den lille franske landsby Latour. Mellem to lækre, solvarme kroppe og afbleget lyst hår efter den perfekte afslutning på en ferie, som altid vil stå som noget særligt. Min første ferie som delemor helt alene med mine unger. I hele 3 uger.

Jeg lå der i sengen. Gennem det åbne vindue kunne jeg se stjernehimlen, som stadig var dyb blå, som kun en ægte sommerhimmel kan være det. Mærkede den varme sommerluft gennem det åbne vindue med en lille buttet brun hånd i min ene hånd, ovenpå lå en lidt større brun hånd og til slut min anden.  Jeg sang godnatsange. Mens et par tårer trillede ned af kinderne. Af taknemmelighed. For den fineste dag. Det smukkeste hav. De skønneste unger.

Det bedste ved denne ferie har for ungerne været variationer over temaet badeferie, på trods af at huset ikke ejer hverken pool og har mere end 30 minutter til vandet. Men det har ikke stoppet os. Min største har lært at svømme og er blevet bidt af en gal snorkler (det glæder jeg mig til at bygge videre på). Min mindste er gået fra at være decideret utryg ved vand til selv at plaske rundt med svømmevest, både i pool og hav.

foto 2 (1)Det har været vidunderligt at være vidne til den læringskurve. Uden afbræk. Med tid til at fejre, udvikle videre og forfine det nye, de lærte. Fordi de ikke skulle afleveres. Det bedste for mig ved denne ferie har uden tvivl været ikke at skulle dele (selv om jeg helt sikkert har savnet den anden forældre at dele de stolte og læringsrige øjeblikke med).

I tre uger har de unger været mine. Helt og aldeles. Uden stress og jag over at skulle nå noget inden den største igen skulle afleveres hos far. Med tid til at sige, “det gør vi i morgen” eller oven i købet “det når vi i næste uge”. Med tid til at lære den store at spille intet mindre end 5 forskellige kortspil. Og derudover repetere klassikerne. Ludo. Og matador.

Alt det og flere fine oplevelser trillede tårerne for.

Men det var også tårer med sorg. Som jeg lå der mellem dem og knugede deres hænder. Netop fordi jeg kan mærke, at deleriet trænger sig på igen. Og det er som om det er et helet sår, som pludselig skal rives op igen. Eller tre uger i absolut forglemmelse. Nu melder virkeligheden sig. Det gør mere ondt end jeg havde regnet med.

For jeg har jo vænnet mig til det. Deleriet. Derhjemme. Men hernede har jeg haft helle. Og jeg har elsket hvert et øjeblik.

Det bliver godt at komme hjem. Jeg er ved at savne hverdagen. Men deleriet. Det har ikke jeg ikke savnet…