Et menneske fra fortiden #TBT

Jeg kan bedst huske følelsen. Tyngden. Sorgen. Trætheden. Tvivlen. I går mødte jeg hende igen. Og noterede mig, som jeg også har skrevet om her, at følelsen var den modsatte. Lethed. Kærlighed. Glæde. Tro.

IMG_7780Det var den ældre, garvede, omsorgsfulde sundhedsplejerske, som på en eller anden måde blev en klippe i de første måneder af lille A’s liv. Når hun sad i min sofa og anerkendende nikkede, troede jeg på, at det nok skulle gå. Hun lyttede. Og delte af sin livslange erfaring. Hun var ikke bekymret. Jeg gjore det godt (nok). Og lille A skulle nok klare sig. Hun havde hørt historier, der var værre end min. Og hun havde set mange komme ud på den anden side.

I modsætning til besøgene i forbindelse med mit første barn handlede det ikke om at skulle præstere, “gøre det rigtigt” og vise overskud, men udelukkende om at blive set. Jeg frygtede ikke dommen. Havde bare brug for den erfaring og sparring, som nu sad i min sofa i form af en garvet sundhedsplejerske, som også var mor til tre og bedstemor til to.

Jeg kunne stille alle de “små spørgsmål” om hverdagstingene og plejen af mit lille barn. Men hun kunne også rumme de store spørgsmål. De to flettede så fint ind i hinanden, bundet sammen af erfaring.

Alt det kom op som varme og taknemmelighed i kroppen i går. Et menneske der så A og jeg. Ikke som ofre. Men som to stærke feminine kræfter. Så os med erfaringens øjne og vidste, at vi nok skulle klare os. Det var den energi hun kom med.  Samtidig lyttede hun til mit “lige nu” og gav den omsorg, som hun instinktivt mærkede, vi havde brug for lige der.

Intet af dette så jeg dengang. Men nu står det klart.

Hjælpen kom – endnu en gang – fra uventet kant og én jeg bestemt ikke havde opfattet som spillende på mit hold i forbindelse med mit første barn.

Og. Det vi har brug for i orkanens øje er så enkelt, at det er svært at bede om. Vished. Omsorg. Og mest af alt; at blive set. Uden dom. Uden at skulle fikses. Bare set. Som jeg  og lille A blev det af sundhedsplejersken fra kommunen…

At miste halvdelen af en barndom #TBT

I dag er det Throwback Thrusday. Det slog mig, da jeg skrev om minder og lange lemmer den anden dag, at der også her sniger sig et deleperspektiv ind, som jeg blev opmærksom på, længe før det overgik mig selv at dele mine børn.

Skilsmisse var meget svært for mig at at forholde mig til dengang i 2008. Jeg var unuanceret. Og dømte mennesker, som ikke kunne få det til at fungere.

Der var dog et menneske, som i et fint og skrøbeligt øjeblik efter sin skilsmisse sagde noget, der gik lige i hjertet på mig, og som jeg siden har tænkt tilbage på mange gange:

“Jeg har ikke blot mistet min elsker og min bedste ven. Jeg har også mistet halvdelen af mit barns barndom”.

IMG_7124Det rørte mig. Det var så klart, at jeg allerede dengang kunne forstå det, på trods af at jeg delte verden op i sort og hvid, og skilsmisse hørte til i den sorte kategori. Jeg kunne forestille mig – med hovedet – hvor forfærdeligt det måtte være.

Senere har jeg i den grad mærket det i hjertet. Og når de børn vokser så hurtigt, som de gør i perioder, eksempelvis når de starter i skole, så kan en uge hos far godt føles som om, man lige er gået glip af en stor luns barndom.

Goddag lethed. Farvel sorg.

Det gik meget godt, synes jeg. Indtil jeg mærkede letheden. Så forstod jeg. At nu gik det godt i ordets reneste forstand. Noget lettede. Noget vigtigt. Noget tungt. Endnu en rest af sorg havde sluppet mig. Eller jeg havde sluppet den.

IMG_7309Jeg har i flere uger forsøgt at beskrive den lethed. Som om mit blik løftede sig. Jeg kunne se ud over egen næse. (Det håber jeg at andre har oplevet, at jeg kunne tidligere, men nu det var én af fornemmelserne). Verden blev større. Farverne tydeligere. Perspektiverne flere.

Jeg kan rumme mere. Små og store ændringer eller skuffelser vælter mig ikke lige så nemt. De små, ligegyldige uheld, er færre. Altså af den slags hvor et glas vælter, hvor jeg glemmer nøglerne eller hvor vi kommer for sent (det gør jeg faktisk stadigvæk, men nu er det ikke pga. uheld).

Den bedste måde at beskrive det på, er hverdagen (er det ikke altid det?). Vi har i den seneste tid fået andre end de 12 hofretter, jeg har kørt med i de sidste 2 år. Jeg har improviseret i køkkenet. Da der manglede en ingrediens til frikadellerne og jeg til gengæld havde masser af thai-krydderier fik vi thai-spyd med nuddelsalat. Det kan synes af ingenting for dig, men for mig var det en regulær fest i køkkenet.

Jeg kunne genkende mig selv. Mit overskud. Min glæde ved at skabe.

Det gælder også bageriet. Jeg var holdt op med at bage. Nu sker det igen flere gange om ugen. Uden de store overvejelser eller overtalelser. Det sker bare.

Sådan er arbejdet også. Det føles ikke som hårdt arbejde mere. Det har det gjort. I en tid. Det var ok. Jeg følte, at der var noget jeg skulle bevise. Overfor mig selv. At jeg ville det.

Nu kan jeg begynde at høste det, jeg såede. Hvor fortærsket begrebet end er, så er det måske blot flow?

Letheden er måske blot overskud? Goddag, overskud. Hvor har jeg savnet dig. Mere end jeg var klar over. Og godt for det.

Det tankevækkende er så, at jeg før denne lethed syntes, at jeg var kommet igennem. Ud på den anden side af en svær tid efter at min familie pludselig blev en anden og mit liv ligeså. Jeg syntes, det havde taget lang tid. Dengang.

Nu skriver jeg 2 år og 9 måneder. Siden han flyttede. Og i denne måned mærkede jeg letheden. Det er skræmmende lang tid at vente på overskud. Godt jeg ikke ventede bevidst. Godt jeg blot var i stand til at mærke, da det pludselig var der og kan glædes over det nu.

IMG_7031Godt sorg, livet og al udvikling er af den slags. Som er tydeligst i bakspejlet. Ellers var jeg ikke sikker på vi kom igennem. Godt jeg synes det også var rart for måneder siden. Nu er det blot endnu rarere.

Men mest af alt lettere. Jeg er let. Livet er let. Smukt. Fyldt med perspektiver. Også de svære. Men jeg kan bære dem nu. Fordi noget tungt slap mig eller jeg det. Så jeg kunne mærke letheden. Hej lethed. Jeg nyder dig i fulde drag. Og kan mærke, at jeg svæver. (Og jeg er ikke  en gang forelsket. Endnu…)

 

Tvang, ja-tak

Tænk, hvis vi var blevet tvunget. Tænk, hvis vi var blevet tvunget til at se hinanden i øjnene. Tænk hvis vi var blevet tvunget til at tale ud, tale om og tale færdig. Tænk hvis vi ikke kunne gå, hæve stemmen eller lægge på.

Tænk, hvis det nej, jeg mødte, da jeg foreslog terapi ikke var blevet accepteret. Tænk hvis vi var blevet tvunget til terapi.

Jeg er sikker på, at meget havde været anderledes i dag.

Så når der vedtages en ny skilsmissepakke uden tiltag omhandlende mægling mellem forældre, så er det som om de har sovet i timen. Når en morfar skyder en far og en advokat i retten, må noget gøres. Men det handler ikke kun om statsamt og fogedret. Det handler om forebyggelsen. Om at forstå smerten og følelserne bag. Om alt andet end jura.

Vi var begge uddannede coaches. Og selv mens det var værst, tvivlede jeg aldrig på, at vi var enige om intentionen; vi ville have det til at virke. Ingen forsøgte at sabotere det bevidst. Ingen handlede i ond vilje. Vi ville det samme mål. Vi var bare ikke enige om vejen derhen. Vi kunne bare ikke stå ved siden af hinanden. Ikke alene. Ikke lige der.

Selv vi faldt i. Om og om igen. Hvilket var dyrt for vores børn. Selv om vi gjorde os umage for at holde dem udenfor. Og lykkedes 95% af tiden. Men det kostede dyrt for dem, fordi vores relation tog så voldsomt skade.

Det var smerten. Smerten, der smed os af sporet hele tiden. Der var så meget smerte. Så mange knuste hjerter. Så meget ulykkelighed. Så meget, der blev ødelagt. Så stor en sorg.

Til at starte med gjorde smerten blind. Jeg så slet ikke, det var den, der gang på gang smed os ud på det dybe. Senere så jeg det. Da smerten aftog en my, men stadig havde taget i os. Alligevel kunne jeg ikke altid holde kursen. Det kunne han heller ikke.

Og i dag. I dag er skaden sket og der er langt tilbage, selv om vi virkelig arbejder på det. Selv om smerten er blevet en sorg, der er til at rumme. Men skaden er erfaringen. Alt det dårlige og svære vi opleve i en tid, der i forvejen var så umenneskelig svær. I dag er det blevet et filter, som jeg nogle gange kommer til at se ham og hans ord gennem, hvis jeg er ubevidst et øjeblik (og det er jeg).

Så ser jeg det, jeg så for to år siden, da konflikterne var på deres mest smertefulde. Og måske er det et spøgelse. Fra fortiden. Måske ser jeg ikke, at han faktisk prøver. At han faktisk ønsker at møde mig.

Det er min smertekrop, der reagerer. Det der gjorde så ondt dengang. Og som stadig sidder i mig. Fordi vi ikke fik hjælp til at bearbejde det. Og nogle gange tænker jeg, at det stadig gør mig blind.

Jeg er ikke stolt af at indrømme det. At vi ikke klarede det bedre. At vi med vores professionelle virke ikke kunne komme bedre igennem den første tid. Jeg skammer mig faktisk. Men jeg ved, at vi gjorde vores bedste. Jeg ved, at smerten gjorde os blind og tvang os i knæ.

Og når vi ikke kunne uden tvang. Hvad så med alle dem, som ikke en gang har de forudsætninger, vi havde?

Vi skal tvinges til at tale sammen, når smerten tager over. Når det handler om at dele vores børn. Når det handler om at skabe et trygt fundament for et barn, der skal flytte mellem sin mor og sin far. Når det handler om en relation, som nu ikke længere er naturlig, men som for børnene er den vigtigste relation for deres trivsel og barndom.

For som de sagde i TV i aften efter dokumentaren “Stop nu krigen, mor og far” på TV2: “Tvang er en god idé. Nogle har brug for det, andre har ikke. Men det skader ingen”.