Fra trekløver til tosomhed – og tilbage igen

Den torsdag, hvor jeg afleverer min store dreng til sin far, er helt hellig. Det er min og lille A’s aften. Hvor vi sidder helt tæt og helt stille i sofaen. Mærker hinanden efter en uge, hvor vi har været tre. En lidt mere “rigtig” familie på tre. Nu er vi to. Tøserne. Og vi læner os ind i det og i hinanden. Det føles særligt på den helt stille måde.

For der er stille, når tre bliver til to. En 2-årigs behov er nogle andre end en 6-årig og to børns behov nogle andre end et barns. Mest fordi der kun er et barn. Det ene barn er mere stille end hun plejer. Fordi hun også mærker tomheden. Og spørger efter sin storebror. Hun nikker, når jeg svarer, at han er hos far. Hun kender godt rutinen. Men det mindsker ikke savnet.

Jeg spejler mig i hende. I hendes accept af virkeligheden. Også når den gør ondt. Eller er svær. Hun sætter ord på sine behov. Siger at hun savner ham. Spørger, hvornår hun skal over til far.

Virkeligheden er også, at hun har sin mor for sig selv. At vi pjatter og finder ind i den fineste lille symbiose (ligesom min store og hans far sikkert også gør den aften). Vi er helt tætte, lidt stille den første tid indtil kroppene vender sig til igen at være to.

Derefter hygger vi os og jeg kan føle mig helt skyldig over, hvor tæt jeg er med det lille menneske. Hvis tilstedeværelse i en tid holdt mig på benene uden at hun vidste det. Fordi jeg skulle. Fordi selv om jeg delte mit store barn, så var jeg stadig mor for et andet, når han blev afleveret.

Og selv om jeg til en hver tid vil foretrække mit lille trekløver (når nu kernefamilien ikke er en mulighed), så nyder jeg den tosomhed og nærhed, som ét barn kan have med én voksen.

En nærhed med den fineste, klogeste, sjoveste, mest temperamentsfulde lille lærermester. En tidlig og uspoleret version af mig selv. En tosomhed og en kærlighed, som overvælder mig.

IMG_7491Det sværeste? Dualismen. Der er altid den anden side. Som jeg også synes dette indlæg så fint illustrerer. Symbiosen er den ene side. Savnet den anden. Hele tiden hiver den anden side i mig, når jeg med umage nyder det jeg har.

Dualismen i hverdagen er først at slippe den store. For syv dage senere at tage imod ham igen. Lille A begynder som regel at spørge efter ham en dag eller to før. Og lige der trykker hun start på savnet. Så kan vi sammen glæde os og tælle ned til vi igen skal hente ham og blive et trekløver. Læne os ind i det og nyde den konstellation. Og sådan går hverdagen, i al sin almindelige absurditet.

Savnet…

Jeg har ønsket mig det så længe. Dengang fordi jeg havde brug for at komme til overfladen og trække vejret helt ned i lungerne. Helt ind i mig selv. Uden afbrydelser.

Jeg var flad og kørte på pumperne. Jeg trængte til pauser. Men ikke det gør jeg ikke mere. Ikke på samme måde. Som ordene om lethed gerne skulle beskrive i forrige indlæg.

Alligevel skal hun afleveres. Fordi hun savner sin far. Det siger hun selv. Og fordi hendes far gerne vil. Alt er, som det skal være.

Alligevel hiver længslen i mig. Jeg kan nemlig sagtens holde pauserne sammen med hende. Nu. Nu hvor hun ikke er der. For nu er hun hos sin far. Løb i hans arme. Efter at have hoppet, danset, grinet, talt og råbt “du kan ikke fange mig” hele vejen derover. Det er som det skal være.

Det er det her, jeg har ønsket så længe. For os alle. For mig. For hendes far. Og mest af alt for Anna.

Det betyder bare ikke, at det er rart. For det gør ondt. Savnet.

IMG_7582Og det er så nu, at jeg skal nyde min tid. Til at trække vejret helt ind. Komme til overfladen. Sove uafbrudt søvn (er så meget ud af træning, at det ikke sker, men det er heller ikke vigtigt. Mere).

Det bedste er at kunne tænke tanker til ende. Komme ud på den anden side af en tanke, og så… Ro. Og det næstbedste er ikke at skulle lave aftensmad. I går spiste jeg mysli med mælk på. Kl. 21.10.

Og så kan jeg gå ud. Mødes med voksne mennesker. Og fordybe mig i ord. Og arbejde. Alt sammen gode ting. Som jeg har savnet. Men ikke så meget, som jeg savner hende.

Jeg ved, at A er glad for sin far. Hun er sammen med sin bror, hvilket gør mig varm om hjertet. Hun har sikkert været sammen med sin farmor og farfar i går. Som hun er helt vild med. Det er så fint. Der er masser af kærlighed. Masser af omsorg. Det er, som det skal være. Og det er savnet vel egentlig også?

“Det må man ikke”

Sådan sagde min lille pige på 2 år i dag, da hendes far og storebror gik hjem til lejligheden på den anden side af broen og jeg sagde til hende, at hun skulle med mig.

Det har taget mig en aften med æbletrifli, en tåreperser på Apple TV’et og en hel del rastløshed at bryde sammen i gråd. For nej, det må man ikke.

Ungerne savner hinanden så meget, at den store græd, da jeg hentede den lille hos deres far den anden dag. Vi aftalte, de kunne kommer over, hvis det blev ved. Så aftensmad kom de over og vi badede alle 4.

foto (13)Efter badeturen var det så den lilles tur: “hvor skal far og N hen?”.  De skal hjem til far,  svarede jeg. “Jeg vil med”, sagde hun. Hun stod der. 2 år gammel. Hendes mor og far har aldrig i hendes lille liv boet sammen. Det her er den verden, hun kender. Jeg troede, det ville blive nemmere. Anderledes. Alligevel er hendes svar “det må man ikke”.

Og mit hjerte brister igen. Over det her deleri. Fordi det ikke kan fikses. Det bliver ved med at være sådan her. Vi vil hele tiden skulle deles på den ene eller anden måde.

Og selv hyggelige momenter som en aftenbadetur, er ikke helt ægte. For vi er jo ikke en familie i den forstand mere. Lige om lidt går vi hver til sit.

Og allerede da vi skal til at samle os og gå op fra badebroen, spørger den store, om han må sove hos mig. Og det må han godt. Men nåh nej, der var noget med lego og fodbold hos far. Så han vælger alligevel ham. Men han vil helst være der, hvor A er, siger han. Og vi lover, at de ses igen i morgen. Han krammer sin mor, vinker til sin søster og går med sin far.

Er jeg den eneste, der kan mærke absuditeten og smerten i det? Hvordan endte det der? Det er i øjeblikke som dem,  at jeg genoplever den sønderrivende smerte ved at skulle dele. Ikke så meget for mig selv. Jeg er jo den voksne. Men for mit barn. Og hans søster.

At se mit store barn foretage det valg, forholde sig til den smerte – fordi vi har været på tre ugers skøn ferie og han nu har vænnet sig til at være sammen med sin søster hver dag? Jeg ved, de har elsket det, men hvis det er så svært at vende hjem til deleriet igen, er det så det hele værd?

Lille A sagde “det må man ikke” og gik efter sin bror og far. Faren signalerede “skal vi bare gå hurtigt”, men noget i mig kunne ikke signalere et ja tilbage. Noget i mig ønskede stadig at en fe med magisk tryllestøv pludselig ville løse situationen, så det ikke gjorde ondt på nogen.

Må man overhovedet byde sine små børn det? Nej, det må man ikke. Bare spørg min lille A. Selv hun forstår det. Og hun har aldrig prøvet andet…

Søskendekærlighed

Det er ikke kun mig, der har nyd det uafbrudte samvær i de tre uger, vi har været på ferie.

Det har storebror og lillesøster også. De var tætte før og ingen tvivl om at de elsker hinandens selskab. Men den nærhed, det bånd og al det sjov og leg, de har haft de tre uger vi var i Frankrig er intet mindre end dybt rørende.

foto (12)

De har begge lært en hel del om grænser og konfliktløsning, om omsorg og leg, om dril og sjov. Den store kan altid nå sin søster, også når moren ikke kan og inviterer han til leg eller hygge, er hun er med det samme. Storebror er blevet meget bedre til at sætte grænser for sin viljestærke søster og lillesøster opfører sig som et lille børnehavebarn efter i 3 uger at have modelleret og observeret sin storebror. Jeg har elsket at være vidne til dem og det heltsærlige de bånd de har forstærket på denne ferie, både på bagsædet, i sofaen, i vand, i leg og ved sengetid.

N har altid elsket sin lillesøster højt og det er meget få gange, han har sagt højt, at han var træt af hende, også selv om hans tålmodighed i den grad er blevet sat på prøve. Hold op han har ventet, da lillesøster var mindre. Jeg kan få helt ondt i maven over, hvor mange timer han har ventet på mig, fordi lillesøsters behov kom først.

A har uden tvivl også elsket sin storebror fra første blik. Og de sidste måneder har hun tydeligt savnet ham, når han var hos far. Hun har ledt efter ham og spurgt efter ham lige siden hun kunne sige sine første ord.

Den store har til gengæld haft lidt svært ved at vænne sig til at lillesøster også skulle være hos far en gang i mellem. Har talt om alene-tid med far og proteresteret højlydt, når A skulle på besøg. Forståeligt, fordi det uden tvivl forstyrrede dem dybe tosomhed, han havde hos sin far.

Men den protest er helt aldeles forstummet nu. Det var N der bad om at lillesøster skulle med over til far, når de kom hjem fra ferie. Og det var ham, der græd hjerteskærende i morges, da hans far foreslog at lillesøster måske skulle hentes, fordi hun savnede mor.

De to har altid hørt sammen. Og gudskelov at de har hinanden og kan følges ad i dette deleri. Det er jeg dybt taknemmelig for, også selv om det kun er den store, der har oplevet sine forældre bo sammen og den lille endnu ikke sover fast hos far.

Og jeg tror, noget kommer til at ændre sig nu. Ikke fordi hverken mor eller far siger det. Men fordi søskendekærligheden har vokset sig så stor, at de ikke kan undvære hinanden en hel uge…

Det er rørende, når situationer finder deres egen løsning og timing viser sig. Det er ikke altid det sker, slet ikke i deleriets navn. Men tid, tillid og tålmodighed har virkelig været mine læremestre. Dog ikke overgået af de to søskende og deres accept og kærlighed. Til deres forældre, til livet, til omstændighederne. Og ikke mindst til hinanden.