Man skulle tro, jeg var klar over det nu. Når forventninger ikke indfries indtræder skuffelsen. Og skuffelse gør ikke noget godt for relationen mellem to mennesker. Slet ikke to, som en gang var elskende og nu deler børn.
Expectation is the root of all heartache. – William Shakespeare
Alligevel falder jeg i om og om igen. De fordømte forventinger. Og ønsker. Ønsket om at hvis vi ikke kan være sammen, så lad os i det mindste være sammen om vores børn.
Det er vi også. Vi har bare forskelllige definitioner af, hvad det betyder i praksis. Jeg render panden mod den mur om og om igen. Og det gør ondt. Hver gang.
Ondt i hjertet, fordi det jo stadig burde handle om kærligheden. Om den kærlighed vi stadig har til fælles. Kærligheden til børnene. Men så enkelt er det ikke. Når to voksne mennesker samtidig skal slippe hinanden og finde en ny måde at dele kærligheden til børnene på.
Og ondt i stoltheden. Nu fik jeg endnu et nej. Nu stillede jeg mig derud igen og sagde højt, hvad jeg ønskede. Og blev igen afvist. Det er i disse sammenhænge laveste fællesnævner, der bestemmer. For en tættere relation kan ikke forceres. Eller påtvinges.
Men stoltheden må jeg slippe. Den er der ikke plads til, når børnene er involveret. I stedet må jeg samle sårbarheden op. Den jeg smed fra mig, fordi jeg ikke orkede mere. Ikke kunne se, hvorfor jeg skulle blive ved. Jeg må sige det, der er. Stille mig derud. Tage samtalen.
Måske mere end én. I stedet for at gemme mine forventinger væk. Under overfladen lever de nemlig deres eget liv. Og dernede fra kan de gøre rigtig meget skade. Det kan sårbarheden ikke. Den er blot noget så irriterende. Og svær at arbejde med. Særligt hvis vreden og stoltheden også vil lege med.
Så bliver det nemmere at spille for det hårde hold. Fordi det ikke er nær så farligt. Fordi eksponeringen er mindre. Men mine erfaringer med at vinde på det hårde hold er blot, at jeg i sidste ende taber alligevel. Taber relationen.
Og det var den, jeg sagde ja til at spille for. Det var den forventning, jeg fik på banen med. Fordømte forventninger.