Et menneske fra fortiden #TBT

Jeg kan bedst huske følelsen. Tyngden. Sorgen. Trætheden. Tvivlen. I går mødte jeg hende igen. Og noterede mig, som jeg også har skrevet om her, at følelsen var den modsatte. Lethed. Kærlighed. Glæde. Tro.

IMG_7780Det var den ældre, garvede, omsorgsfulde sundhedsplejerske, som på en eller anden måde blev en klippe i de første måneder af lille A’s liv. Når hun sad i min sofa og anerkendende nikkede, troede jeg på, at det nok skulle gå. Hun lyttede. Og delte af sin livslange erfaring. Hun var ikke bekymret. Jeg gjore det godt (nok). Og lille A skulle nok klare sig. Hun havde hørt historier, der var værre end min. Og hun havde set mange komme ud på den anden side.

I modsætning til besøgene i forbindelse med mit første barn handlede det ikke om at skulle præstere, “gøre det rigtigt” og vise overskud, men udelukkende om at blive set. Jeg frygtede ikke dommen. Havde bare brug for den erfaring og sparring, som nu sad i min sofa i form af en garvet sundhedsplejerske, som også var mor til tre og bedstemor til to.

Jeg kunne stille alle de “små spørgsmål” om hverdagstingene og plejen af mit lille barn. Men hun kunne også rumme de store spørgsmål. De to flettede så fint ind i hinanden, bundet sammen af erfaring.

Alt det kom op som varme og taknemmelighed i kroppen i går. Et menneske der så A og jeg. Ikke som ofre. Men som to stærke feminine kræfter. Så os med erfaringens øjne og vidste, at vi nok skulle klare os. Det var den energi hun kom med.  Samtidig lyttede hun til mit “lige nu” og gav den omsorg, som hun instinktivt mærkede, vi havde brug for lige der.

Intet af dette så jeg dengang. Men nu står det klart.

Hjælpen kom – endnu en gang – fra uventet kant og én jeg bestemt ikke havde opfattet som spillende på mit hold i forbindelse med mit første barn.

Og. Det vi har brug for i orkanens øje er så enkelt, at det er svært at bede om. Vished. Omsorg. Og mest af alt; at blive set. Uden dom. Uden at skulle fikses. Bare set. Som jeg  og lille A blev det af sundhedsplejersken fra kommunen…

Savnet…

Jeg har ønsket mig det så længe. Dengang fordi jeg havde brug for at komme til overfladen og trække vejret helt ned i lungerne. Helt ind i mig selv. Uden afbrydelser.

Jeg var flad og kørte på pumperne. Jeg trængte til pauser. Men ikke det gør jeg ikke mere. Ikke på samme måde. Som ordene om lethed gerne skulle beskrive i forrige indlæg.

Alligevel skal hun afleveres. Fordi hun savner sin far. Det siger hun selv. Og fordi hendes far gerne vil. Alt er, som det skal være.

Alligevel hiver længslen i mig. Jeg kan nemlig sagtens holde pauserne sammen med hende. Nu. Nu hvor hun ikke er der. For nu er hun hos sin far. Løb i hans arme. Efter at have hoppet, danset, grinet, talt og råbt “du kan ikke fange mig” hele vejen derover. Det er som det skal være.

Det er det her, jeg har ønsket så længe. For os alle. For mig. For hendes far. Og mest af alt for Anna.

Det betyder bare ikke, at det er rart. For det gør ondt. Savnet.

IMG_7582Og det er så nu, at jeg skal nyde min tid. Til at trække vejret helt ind. Komme til overfladen. Sove uafbrudt søvn (er så meget ud af træning, at det ikke sker, men det er heller ikke vigtigt. Mere).

Det bedste er at kunne tænke tanker til ende. Komme ud på den anden side af en tanke, og så… Ro. Og det næstbedste er ikke at skulle lave aftensmad. I går spiste jeg mysli med mælk på. Kl. 21.10.

Og så kan jeg gå ud. Mødes med voksne mennesker. Og fordybe mig i ord. Og arbejde. Alt sammen gode ting. Som jeg har savnet. Men ikke så meget, som jeg savner hende.

Jeg ved, at A er glad for sin far. Hun er sammen med sin bror, hvilket gør mig varm om hjertet. Hun har sikkert været sammen med sin farmor og farfar i går. Som hun er helt vild med. Det er så fint. Der er masser af kærlighed. Masser af omsorg. Det er, som det skal være. Og det er savnet vel egentlig også?

Om den rå virkelighed – og de fine nuancer den medfører

“Where she better or you sicker, then the stars would not be so terribly crossed. But it is the nature of stars to cross, and never was Shakespeare more wrong, than we he had Cassius note:  “The fault, dear Brutus, is not in our stars. But in ourselves.” Easy enough to say, when you’re a Roman nobleman (or Shakespeare!), but here is no shortage of fault to be found amid our stars.”

En bog om virkeligheden. Den rå af slagsen. Som alligevel er helt almindelig. Og hverdagsagtig. I al sin absuritet. Mens man venter på at dø. Selv der finder kærligheden os. Eller måske netop der, hvor vi har givet os over til livet. Hvor intet er så skræmmende som fremtidsudsigterne. Eller manglen på dem.

the fault in our stars3Måske læste du mit Learning Letter (som, jeg udsender ifm min selvstændige forrretning som coach) om min kærlige besættelse af “The Fault in our Stars”?

Når jeg skamroser bogen, har jeg flere gange fået svaret; “så må jeg hellere låne den af min teenage-datter”. Og jeg smiler, fordi det lyder som om, jeg har forelsket mig i en ungdomsbog. Men det gør ikke bogen mindre smuk. Og jeg glædes på vores børns vegne, hvis det er, hvad de læser som teenagere. Så skal det nok gå dem godt.

For den bog fortæller mere om at stå i livet end de fleste voksne mennesker kan finde ud af. Den handler om at stå midt i en virkelighed, som man har al mulig grund til at have modstand på. Den råhed, som ligger i at vide at døden venter forude. Lige om hjørnet. På mindre ubestemt tid end for de fleste af os andre.

Det skaber en intensitet i livet, som de fleste af os længes efter, men alligevel ikke tør, fordi det bliver for farligt.

Fault in our stars1Det er refleksionen bag den hverdag, som beskrives, der hiver i mig, får mig til at rykke tættere på mig selv, når jeg læser. Det er selvfølgelig ordenen alene. De små one-liners og de mange hilsner til smilebåndet. For den bog har en lethed, som er så fin og befriende. Men mest af alt er det den råhed hovedpersonerne lever med, som gør dem til uhyre præcise observatører af vores liv.

Og så er der smerten. Den fysiske. Selvfølgelig. Men også den psykiske. Tabet og sorgen. Når den ligger lige under overfladen og med jævne mellemrum kigger frem i sin fulde størrelse og river alt med. Min egen erfaring med at leve lige der, på knivsæggen mellem smerten og glæden, med en altid tilstedeværende viden om, at den næste bølger kommer. Sorgen ligger der. Altid.

Det er også den knivsæg, som viser mig hvor smukt livet og verden er. Det er de briller, som gør mig i stand til at se de små ting. Og dyrke taknemmeligheden. Det er også den knivsæg, som gør, at jeg tager chancen. Stiller mig ud, hvor der er noget på spil. Der hvor det er sårbart. Siger det, der skal siges (nogle gange. Andre gange observerer jeg, at jeg ikke har modet. Endnu. Og det prøver jeg så at give plads til).

Hver gang jeg så meget som tænker på bogen, får jeg lyst til at læse den forfra. Og har fået anbefalet at gøre lige præcis det. Fordi den er endnu bedre anden gang.

Og sådan er det jo egentlig med mange gode ting;)

Om at give slip, igen og igen – og om kærlighed og synkronisitet fra parellelverdener

Jeg er begyndt at læse skønlitteratur igen. Jeg nærmest sluger det. Og kan ikke slippe de mennesker jeg møder i den fiktive verden. Jeg sætter min egen verden på pause og kaster mig ind i deres. Sniger mig til et kapitel og til samvær med min parallelverden, så snart jeg kan. Jeg nyder i fulde drag at være tæt på ordene igen. Og kan mærke de inspirerer.

Men. Jeg savner de fiktive mennesker, når jeg har læst sidste side. Jeg har forholdt mig til dem. Til deres glæde og smerte. Og jeg har ikke lyst til at slippe.

Temaet for de sidste to bøger har været kvinde, der forelsker sig i mand, der dør. Lagde først mærke til sammenfaldet her til aften. Jeg kendte ikke handlingerne på forhånd (og skal nok lade være med at fortælle, hvilke bøger, for så har jeg jo stjålet din rene læseglæde), og når sådanne tilfældigheder viser sig i mit liv, tror jeg på signaler, beskeder, symboler. Mening. Synkronisitet.

Der sker ting i det virkelige liv, som også kun er mavefornemmelser. Kun er små observationer. Når man kender et menneske godt, så ser man de helt små ændringer. Eller jeg gør; lidt mere distræt end sædvanligvis. Vinflaskerne. Den lidt for hurtige afvisning og de korte udtalelser, for ikke at komme til at sige for meget.

Jeg har i et to et halvt år øvet mig i at slippe. For det er ikke noget, du gør fra det ene øjeblik til det andet. At slippe et andet menneske er noget du gør om og om igen. I hvert fald hvis du ikke selv har valgt det til at begynde med. Men hver dag kan du vælge at slippe lidt mere.

Men det betyder ikke, at kærligheden dør. Kærlighed dør ikke, fordi forholdet gør. Den ændrer sig. Selvfølgelig. Det gør den også i et forhold.

I mit tilfælde elskede jeg meget højt, også selv om jeg slap. Og jeg aldrig blev ledt til at håbe igen. Jeg tror den store kærlighed var med til bevare den relation, som skal bestå for at kunne dele børn mellem sig. Jeg tror den store kærlighed var en pude af blødhed midt i en kamp, en hårdhed og hav af smerte, som kunne have ødelagt os. Og mest af alt tror jeg den kærlighed satte mig fri. Mindede mig om hvem jeg var. Helt inde ved kernen. Så jeg tilgav mig selv for stadig at elske. Også selv om det gjorde ondt, når han skubbede. Selv om jeg godt forstod, at han gjorde det. At han smerte var ikke at kunne gengælde kærligheden og derfor måtte han også skubbe min væk.

Og så en dag opdagede jeg at kærligheden havde transformeret sig. At den ikke rev og sled i hjertet længere. Og et øjeblik, eller faktisk mange øjeblikke, blev jeg bange. For hvad så? Og hvorfor var jeg holdt op med at elske? Ville jeg ikke altid gøre det?

I dag kender jeg svaret. Jo, jeg vil stadig elske. Men ikke på en måde. For vi har en historie og deler det mest dyrebare. Jeg mærker ikke kærligheden hver dag. I perioder mærker jeg faktisk ligegyldighed. Men det er også godt. Selv om det ikke altid føles sådan. Jeg fortæller mig selv, at det er tiden, som guider kærligheden et nyt sted hen.

Og når jeg læser disse bøger, opdager jeg, at jeg ikke er den eneste, som har svært ved at slippe. At al forandring er svær. Men de minder mig om, at kærlighed ikke har en ramme. At vi kan elske, også selv vi ikke er mere.

Men også om at vi skal slippe. Vi må godt sørge. Men vi skal slippe. Og respektere livet. Og valgene. Og at forandring er det eneste vi kan være sikre på. Vi kan ikke holde fast. Så jeg ser tegnene. Trækker vejret dybt. En hel masse. Og slipper. Igen.

Og jeg kan gøre det, fordi disse bøger minder mig om, at kærlighed ikke dør. Den har sit eget liv. Som vi ikke skal forsøge at definere. Vores opgave er blot at tage imod. Turde mærke den og åbne os for den. Og være taknemmelige. For det hele. Også sorgen. For den er vores vidne. Vores bevis. Bevis på kærligheden.

Ren kærlighed…

Jeg ved ikke, hvorfor jeg tuder hver gang jeg ser babyer blive badet.

Men det her er oven i købet tvillinger. Se lige, hvor meget kærlighed, ømhed og omsorg. Det er ren overgivelse. Ren kærlighed. Bare rent (no pun intented).

Og så kommer jeg til at tænke på dengang, jeg  selv badede lille A i håndvasken med en løbende vandhane (inspireret af netop disse videoer). Hun var helt ny og lille. Og hun lå bare der i vandet med sin rynkede hud. Og tog imod. Og nød. Og så faldt hun i søvn krøllet rundt om min ene hånd. Og jeg stod der og havde lyst til at trykke på livets pauseknap. Råbe til verden, at de skulle komme og opleve dette øjeblik sammen med mig.  Men havde ingen at dele det med, og var lige ved at implodere af kærhed, kærlighed og det rene, smukke liv. Måske derfor græder jeg:)

Det lille, tavse kærlighedsritual

Det startede som en nødvendighed. Når A var ked i cykelsædet og at stoppe op ikke var en mulighed. Så rakte jeg om bag mig og tog hendes lille bløde hånd. For at signalere at jeg ikke var ligeglad med hendes gråd. Og jeg aede hendes lille hånd uden ord. Og kunne mærke, hvordan hun faldt til ro bag mig.

Mange morgener har jeg gentaget den samme handling. Uden helt at tænke over det. På det samme sted på cykelturen til vuggestuen. På samme måde. Uden ord. Som vores eget lille farvel-ritual. Som en sidste nærhed og samvær inden adskillelse.

Den lille hånd. Så blød. Og buttet. Hendes lille hånd, som også lukker sig så godt den kan om min. Så jeg kan mærke gengældelsen. At hun også forstår.  Mine fingre, der aer. Igen og igen. Og roen der spreder sig. Kærligheden, som bare sniger sig ind på den der måde, som i virkeligheden er alt for stor til sådan en helt almindelig hverdag.

Jeg kan få tårer i øjnene, når jeg beskriver det. Fordi jeg kan mærke hende. Og hendes hånd. Og kærligheden. Og det er rørende, fordi det er ordløst.  Midt i morgentrafik, almindeligheder og arbejdsdag, lukker vi det hele ude og træder ind i vores egen verden.

En lille handling, som er kæmpestor. Fordi den er indbegrebet af alt det, som er vigtigt.

Søskendekærlighed

Det er ikke kun mig, der har nyd det uafbrudte samvær i de tre uger, vi har været på ferie.

Det har storebror og lillesøster også. De var tætte før og ingen tvivl om at de elsker hinandens selskab. Men den nærhed, det bånd og al det sjov og leg, de har haft de tre uger vi var i Frankrig er intet mindre end dybt rørende.

foto (12)

De har begge lært en hel del om grænser og konfliktløsning, om omsorg og leg, om dril og sjov. Den store kan altid nå sin søster, også når moren ikke kan og inviterer han til leg eller hygge, er hun er med det samme. Storebror er blevet meget bedre til at sætte grænser for sin viljestærke søster og lillesøster opfører sig som et lille børnehavebarn efter i 3 uger at have modelleret og observeret sin storebror. Jeg har elsket at være vidne til dem og det heltsærlige de bånd de har forstærket på denne ferie, både på bagsædet, i sofaen, i vand, i leg og ved sengetid.

N har altid elsket sin lillesøster højt og det er meget få gange, han har sagt højt, at han var træt af hende, også selv om hans tålmodighed i den grad er blevet sat på prøve. Hold op han har ventet, da lillesøster var mindre. Jeg kan få helt ondt i maven over, hvor mange timer han har ventet på mig, fordi lillesøsters behov kom først.

A har uden tvivl også elsket sin storebror fra første blik. Og de sidste måneder har hun tydeligt savnet ham, når han var hos far. Hun har ledt efter ham og spurgt efter ham lige siden hun kunne sige sine første ord.

Den store har til gengæld haft lidt svært ved at vænne sig til at lillesøster også skulle være hos far en gang i mellem. Har talt om alene-tid med far og proteresteret højlydt, når A skulle på besøg. Forståeligt, fordi det uden tvivl forstyrrede dem dybe tosomhed, han havde hos sin far.

Men den protest er helt aldeles forstummet nu. Det var N der bad om at lillesøster skulle med over til far, når de kom hjem fra ferie. Og det var ham, der græd hjerteskærende i morges, da hans far foreslog at lillesøster måske skulle hentes, fordi hun savnede mor.

De to har altid hørt sammen. Og gudskelov at de har hinanden og kan følges ad i dette deleri. Det er jeg dybt taknemmelig for, også selv om det kun er den store, der har oplevet sine forældre bo sammen og den lille endnu ikke sover fast hos far.

Og jeg tror, noget kommer til at ændre sig nu. Ikke fordi hverken mor eller far siger det. Men fordi søskendekærligheden har vokset sig så stor, at de ikke kan undvære hinanden en hel uge…

Det er rørende, når situationer finder deres egen løsning og timing viser sig. Det er ikke altid det sker, slet ikke i deleriets navn. Men tid, tillid og tålmodighed har virkelig været mine læremestre. Dog ikke overgået af de to søskende og deres accept og kærlighed. Til deres forældre, til livet, til omstændighederne. Og ikke mindst til hinanden.

3 uger i forglemmelsens land

Så lå jeg for sidste gang mellem mine to guldklumper i det blå værelse i huset på bakken i den lille franske landsby Latour. Mellem to lækre, solvarme kroppe og afbleget lyst hår efter den perfekte afslutning på en ferie, som altid vil stå som noget særligt. Min første ferie som delemor helt alene med mine unger. I hele 3 uger.

Jeg lå der i sengen. Gennem det åbne vindue kunne jeg se stjernehimlen, som stadig var dyb blå, som kun en ægte sommerhimmel kan være det. Mærkede den varme sommerluft gennem det åbne vindue med en lille buttet brun hånd i min ene hånd, ovenpå lå en lidt større brun hånd og til slut min anden.  Jeg sang godnatsange. Mens et par tårer trillede ned af kinderne. Af taknemmelighed. For den fineste dag. Det smukkeste hav. De skønneste unger.

Det bedste ved denne ferie har for ungerne været variationer over temaet badeferie, på trods af at huset ikke ejer hverken pool og har mere end 30 minutter til vandet. Men det har ikke stoppet os. Min største har lært at svømme og er blevet bidt af en gal snorkler (det glæder jeg mig til at bygge videre på). Min mindste er gået fra at være decideret utryg ved vand til selv at plaske rundt med svømmevest, både i pool og hav.

foto 2 (1)Det har været vidunderligt at være vidne til den læringskurve. Uden afbræk. Med tid til at fejre, udvikle videre og forfine det nye, de lærte. Fordi de ikke skulle afleveres. Det bedste for mig ved denne ferie har uden tvivl været ikke at skulle dele (selv om jeg helt sikkert har savnet den anden forældre at dele de stolte og læringsrige øjeblikke med).

I tre uger har de unger været mine. Helt og aldeles. Uden stress og jag over at skulle nå noget inden den største igen skulle afleveres hos far. Med tid til at sige, “det gør vi i morgen” eller oven i købet “det når vi i næste uge”. Med tid til at lære den store at spille intet mindre end 5 forskellige kortspil. Og derudover repetere klassikerne. Ludo. Og matador.

Alt det og flere fine oplevelser trillede tårerne for.

Men det var også tårer med sorg. Som jeg lå der mellem dem og knugede deres hænder. Netop fordi jeg kan mærke, at deleriet trænger sig på igen. Og det er som om det er et helet sår, som pludselig skal rives op igen. Eller tre uger i absolut forglemmelse. Nu melder virkeligheden sig. Det gør mere ondt end jeg havde regnet med.

For jeg har jo vænnet mig til det. Deleriet. Derhjemme. Men hernede har jeg haft helle. Og jeg har elsket hvert et øjeblik.

Det bliver godt at komme hjem. Jeg er ved at savne hverdagen. Men deleriet. Det har ikke jeg ikke savnet…