Ikke udenom, men gennem det lille savn…

“Vi kan face-time, hvis du stadig savner senere”, sagde moren fiksende. “Det er ikke det samme”, svarede den kede søn. Jeg satte mig på hug, så jeg kunne se ham i øjnene. “Nej, det er det ikke. Det er det bestemt ikke”. Så lykkedes det.

Han ville have jeg kom med op. Ikke noget dramatisk, bare en for kort kontakt, fordi lillesøster skulle afleveres hos far og han var ikke klar til at slippe.

Jeg havde af flere omgange mindet mig selv om at møde ham i savnet. I stedet for at fikse ham. Snakke udenom. Aflede. (Som om det er muligt med en 6-årig dreng, der har “været skilt” i snart 3 år). Alligevel var det kun lykkedes i korte glimt. Derfor hang han stadig fast i mig.

Det handlede ikke om æbleskiver. Eller om lillesøster. Eller om at det ikke er rart hos far. Det handlede om påmindelsen. Jeg ved, at min søn trives hos både mor og far. Men skiftene er hans udfordring. Der hvor han er landet hos den ene og så skal over til den anden. Og så når vi ses midt i ugen. Der rammer det.

Det rammer også mig. For det handler om vane og om tilvænning. Men når et menneske, stort eller lille, pludselig er i ens sfære, så er det en forstyrrelse.

Endnu en gang mindes jeg om, at der kun er én vej. Gennem.

Gennem savnet. Den lille sorg. Fraværet. At turde dvæle ved det lige der, sammen med det lille menneske. Uden at fikse. For det kan ikke fikses. Ikke når man deler. Det er ok. Men svært. Lige der, hvor mennesket forstyrrer vanen. Og man må gå igennem, ikke udenom. Sammen.

Fra trekløver til tosomhed – og tilbage igen

Den torsdag, hvor jeg afleverer min store dreng til sin far, er helt hellig. Det er min og lille A’s aften. Hvor vi sidder helt tæt og helt stille i sofaen. Mærker hinanden efter en uge, hvor vi har været tre. En lidt mere “rigtig” familie på tre. Nu er vi to. Tøserne. Og vi læner os ind i det og i hinanden. Det føles særligt på den helt stille måde.

For der er stille, når tre bliver til to. En 2-årigs behov er nogle andre end en 6-årig og to børns behov nogle andre end et barns. Mest fordi der kun er et barn. Det ene barn er mere stille end hun plejer. Fordi hun også mærker tomheden. Og spørger efter sin storebror. Hun nikker, når jeg svarer, at han er hos far. Hun kender godt rutinen. Men det mindsker ikke savnet.

Jeg spejler mig i hende. I hendes accept af virkeligheden. Også når den gør ondt. Eller er svær. Hun sætter ord på sine behov. Siger at hun savner ham. Spørger, hvornår hun skal over til far.

Virkeligheden er også, at hun har sin mor for sig selv. At vi pjatter og finder ind i den fineste lille symbiose (ligesom min store og hans far sikkert også gør den aften). Vi er helt tætte, lidt stille den første tid indtil kroppene vender sig til igen at være to.

Derefter hygger vi os og jeg kan føle mig helt skyldig over, hvor tæt jeg er med det lille menneske. Hvis tilstedeværelse i en tid holdt mig på benene uden at hun vidste det. Fordi jeg skulle. Fordi selv om jeg delte mit store barn, så var jeg stadig mor for et andet, når han blev afleveret.

Og selv om jeg til en hver tid vil foretrække mit lille trekløver (når nu kernefamilien ikke er en mulighed), så nyder jeg den tosomhed og nærhed, som ét barn kan have med én voksen.

En nærhed med den fineste, klogeste, sjoveste, mest temperamentsfulde lille lærermester. En tidlig og uspoleret version af mig selv. En tosomhed og en kærlighed, som overvælder mig.

IMG_7491Det sværeste? Dualismen. Der er altid den anden side. Som jeg også synes dette indlæg så fint illustrerer. Symbiosen er den ene side. Savnet den anden. Hele tiden hiver den anden side i mig, når jeg med umage nyder det jeg har.

Dualismen i hverdagen er først at slippe den store. For syv dage senere at tage imod ham igen. Lille A begynder som regel at spørge efter ham en dag eller to før. Og lige der trykker hun start på savnet. Så kan vi sammen glæde os og tælle ned til vi igen skal hente ham og blive et trekløver. Læne os ind i det og nyde den konstellation. Og sådan går hverdagen, i al sin almindelige absurditet.

Om at give slip, igen og igen – og om kærlighed og synkronisitet fra parellelverdener

Jeg er begyndt at læse skønlitteratur igen. Jeg nærmest sluger det. Og kan ikke slippe de mennesker jeg møder i den fiktive verden. Jeg sætter min egen verden på pause og kaster mig ind i deres. Sniger mig til et kapitel og til samvær med min parallelverden, så snart jeg kan. Jeg nyder i fulde drag at være tæt på ordene igen. Og kan mærke de inspirerer.

Men. Jeg savner de fiktive mennesker, når jeg har læst sidste side. Jeg har forholdt mig til dem. Til deres glæde og smerte. Og jeg har ikke lyst til at slippe.

Temaet for de sidste to bøger har været kvinde, der forelsker sig i mand, der dør. Lagde først mærke til sammenfaldet her til aften. Jeg kendte ikke handlingerne på forhånd (og skal nok lade være med at fortælle, hvilke bøger, for så har jeg jo stjålet din rene læseglæde), og når sådanne tilfældigheder viser sig i mit liv, tror jeg på signaler, beskeder, symboler. Mening. Synkronisitet.

Der sker ting i det virkelige liv, som også kun er mavefornemmelser. Kun er små observationer. Når man kender et menneske godt, så ser man de helt små ændringer. Eller jeg gør; lidt mere distræt end sædvanligvis. Vinflaskerne. Den lidt for hurtige afvisning og de korte udtalelser, for ikke at komme til at sige for meget.

Jeg har i et to et halvt år øvet mig i at slippe. For det er ikke noget, du gør fra det ene øjeblik til det andet. At slippe et andet menneske er noget du gør om og om igen. I hvert fald hvis du ikke selv har valgt det til at begynde med. Men hver dag kan du vælge at slippe lidt mere.

Men det betyder ikke, at kærligheden dør. Kærlighed dør ikke, fordi forholdet gør. Den ændrer sig. Selvfølgelig. Det gør den også i et forhold.

I mit tilfælde elskede jeg meget højt, også selv om jeg slap. Og jeg aldrig blev ledt til at håbe igen. Jeg tror den store kærlighed var med til bevare den relation, som skal bestå for at kunne dele børn mellem sig. Jeg tror den store kærlighed var en pude af blødhed midt i en kamp, en hårdhed og hav af smerte, som kunne have ødelagt os. Og mest af alt tror jeg den kærlighed satte mig fri. Mindede mig om hvem jeg var. Helt inde ved kernen. Så jeg tilgav mig selv for stadig at elske. Også selv om det gjorde ondt, når han skubbede. Selv om jeg godt forstod, at han gjorde det. At han smerte var ikke at kunne gengælde kærligheden og derfor måtte han også skubbe min væk.

Og så en dag opdagede jeg at kærligheden havde transformeret sig. At den ikke rev og sled i hjertet længere. Og et øjeblik, eller faktisk mange øjeblikke, blev jeg bange. For hvad så? Og hvorfor var jeg holdt op med at elske? Ville jeg ikke altid gøre det?

I dag kender jeg svaret. Jo, jeg vil stadig elske. Men ikke på en måde. For vi har en historie og deler det mest dyrebare. Jeg mærker ikke kærligheden hver dag. I perioder mærker jeg faktisk ligegyldighed. Men det er også godt. Selv om det ikke altid føles sådan. Jeg fortæller mig selv, at det er tiden, som guider kærligheden et nyt sted hen.

Og når jeg læser disse bøger, opdager jeg, at jeg ikke er den eneste, som har svært ved at slippe. At al forandring er svær. Men de minder mig om, at kærlighed ikke har en ramme. At vi kan elske, også selv vi ikke er mere.

Men også om at vi skal slippe. Vi må godt sørge. Men vi skal slippe. Og respektere livet. Og valgene. Og at forandring er det eneste vi kan være sikre på. Vi kan ikke holde fast. Så jeg ser tegnene. Trækker vejret dybt. En hel masse. Og slipper. Igen.

Og jeg kan gøre det, fordi disse bøger minder mig om, at kærlighed ikke dør. Den har sit eget liv. Som vi ikke skal forsøge at definere. Vores opgave er blot at tage imod. Turde mærke den og åbne os for den. Og være taknemmelige. For det hele. Også sorgen. For den er vores vidne. Vores bevis. Bevis på kærligheden.

Hverdagens bagside

Det kom bag på mig.

Både at jeg ikke havde lyst til at aflevere begge børn og bare være mig selv, da jeg kørte ind over grænsen til Danmark. Da vi først var landet i lejligheden, havde jeg bare lyst til at fortsætte. Fortsætte med at være sammen. Fortsætte med hverdag. Fortsætte som trekøver.

Det kom også bag på mig, at jeg skulle aflevere BEGGE unger OG sove alene. Dagen efter vi var kommet hjem. Da jeg sagde farvel, kunne jeg mærke, at jeg blev ked af det. Men da jeg undersøgte det nærmere, var det måske bare historien om, at det farvel er svært. At det skulle det være, når der var gået tre uger. For lige der var mit fokus – helt ærligt – på, hvor glade de var for at se deres far og glædede sig til at skulle med ham. Og så selvfølgelig at den lille kørte af sted på løbecykel og ikke en gang jeg vidste, hvor meget styr hun havde på det, så jeg råbte en del – velmente – pas på’er og formaninger (til faren).

Nu er det blevet aften. Og stille. Og jeg føler mig slet ikke klar. Til at have afleveret dem begge. Nu melder savnet sig. Det startede som et småt ubehag helt nederst og bagerst. Men da jeg først så det, så kom det rullende. Op igennem maven og nu sidder det som en klump i halsen. Og som tårer der trænger sig på.  Og som en hovedpine.

Hovedpinen kommer af modstanden. Den mentale modstand mod det deleri, som jeg har holdt ferie fra. Og ferien sluttede lidt for brat. Og uden at jeg nåede at forberede mig på, at jeg skulle undvære dem begge. Men det samme.

Det er svært at nyde roen. Der er alt for stille. Jeg ved, jeg vænner mig til det. Men inden jeg gør det, er den lille tilbage. Det er også godt nok. Men ville så gerne have nydt alenetiden. Når der nu ikke er så meget af den. Men det kan jeg ikke. Ikke lige nu.

Lige nu kan jeg kun mærke tomheden. Som at mangle en del af mig selv. Det her er den del af hverdagen, jeg bestemt ikke har glædet mig til at komme tilbage til. Og meningsløsheden melder sig igen. Smerten kigger frem. Fordi det er sådan her. Og fordi det ikke går væk. Deleriet er en realitet. Nogle gange gør det bare meget mere ondt end andre. I dag er én af de dage. Og det kom bag på mig. Også selv om (jeg troede) jeg havde forberedt mig.

En gavmild dag…

Så er det sidste morgen på terrassen. Kaffen er god, solen skinner, forkælet med friskpresset juice og det der særlige – lidt febrilske – nærvær, når man ved at noget er ved at lakke mod enden, så man gør hvad man kan for at få det sidste med.

Jeg er stadig fyldt op af den gavmilde dag i går. Da jeg havde skrevet om det, hjertet var fyldt af – og følte jeg havde æret mindet om dagen på bedste vis, var jeg pludselig også blevet klar til at sige farvel. Derfor kiggede jeg i taknemmelighed op på den smukke himmel et ganske kort øjeblik. Og med det samme blev jeg belønnet (sådan føltes det) med et stjerneskud. Bare sådan lige for at knibe mig i armen. Bare sådan lige for at understrege, at den var god nok. Og mens jeg stod der, endnu en gang rørt til tårer (ja, jeg havde følelserne udenpå tøjet i går), trumfede dem eller det, som bestemt holdt hånden under mig hele dagen, ved at sende mig endnu et stjerneskud. Jeg var så tæt på lige der. På mig selv. På mine unger. På livet.

Og det slog mig endnu en gang. Lykken er lige der på knivsæggen for mig, og faktisk kan det gøre mig lidt trist, at jeg ikke rigtig kan mærke den med mindre et farvel eller en sorg kan gøre konturerne tydelige som kontrast til en gavmild dag.

Men sådan er det. Og i stedet for at slå mig selv oven i hovedet med den kendsgerning, vil jeg finde taknemmeligheden for at sådan en knivsæg er i mit liv. For ellers giver det ikke mening. Ellers er det spild af liv. Og gavmildhed.