Det var én af de dage, hvor der skete lige rigeligt på indersiden. Samtaler som klemte op i en krog. Følelser, der var genkendelige, men ikke velkomne. Skuffelsen over at være der, én gang til. Uindfriede forventinger. Igen. Alt det som en relation til en eks også kan være. Og det bliver faktisk sværere at acceptere, jo sjældnere det sker. Fordi jeg vænner mig til at, at vi kan. At vi er gode. Og at vi gør os umage. Men lige præcis vanen er også den, der får mig til at falde i. Fordi jeg glemmer, at det stadig er en knivsæg. At vejen (stadig) er smal. At jeg skal gøre mig umage.
Umiddelbart ville automatreaktionen have været at ringe til en ven. Så kunne jeg lufte al larmen på indersiden og så plejer det at give ro. Men noget indeni sagde mig, at jeg skulle vælge mit eget selskab. På trods af uro. Fordi jeg ikke var helt færdig med at bearbejde dagen. Og hvis jeg skulle lære af det, så var det nødvendigt at blive ved det. Dvæle lidt i det.
Så selv om jeg lige umiddelbart havde lyst til at dulme alle følelserne med snak og samvær, så valgte jeg mit eget selskab i stedet. Eller mit eget og så selvfølgelig Mads Langers (sommerballetten), fordi jeg tænkte at han kunne sætte en fin scene omkring min sindstilstand. Det og så et glas hvidvin og Bellevue strand.
Det kræver faktisk vedholdenhed at vælge sit eget selskab. Og kontinuerligt vende fokus indad, når alle andre sidder eller står med nogle andre. Min erfaring er dog, at oplevelsen kan blive mere intens. Fordi du bliver nødt til at holde den indeni. Den kan ikke deles.
Hvilket så heller ikke passer, for der var jo ikke tale om et silent retreat. Så jeg tillod mig selv omgang med de sociale medier. Og så deler man jo alligevel. Eller er i kontakt. Om end ikke på den dybe måde. Men det var jo netop pointen. Jeg valgte ikke aleneheden for ensomhedens skyld. Men for refleksionens skyld. Og for at læne mig lidt ind i alt det, som var sket i løbet af dagen.
Første akt var uroligt. Anden akt gav kuldegysninger. Så kunne jeg mærke, at jeg begyndte at lande. Indeni.
Jeg var kommet ud på den anden side. Havde lænet mig ind i ubehaget og stormen af følelser og frustration. Holdt hånden under mit eget hjerte uden at dulme eller fikse. Hver gang jeg tør vælge den vej, kommer jeg en lille smule tættere på mig selv.
Så derfor bød jeg på middag, selv om det er én af de største overvindelser. At spise ude. Alene. Men som jeg sad der med min risotto, trøffelbrie, bourgogne og Kindle (e-bogslæser) var jeg alt andet end alene.
Jeg var i det bedste selskab. Mit eget.
