Ikke udenom, men gennem det lille savn…

“Vi kan face-time, hvis du stadig savner senere”, sagde moren fiksende. “Det er ikke det samme”, svarede den kede søn. Jeg satte mig på hug, så jeg kunne se ham i øjnene. “Nej, det er det ikke. Det er det bestemt ikke”. Så lykkedes det.

Han ville have jeg kom med op. Ikke noget dramatisk, bare en for kort kontakt, fordi lillesøster skulle afleveres hos far og han var ikke klar til at slippe.

Jeg havde af flere omgange mindet mig selv om at møde ham i savnet. I stedet for at fikse ham. Snakke udenom. Aflede. (Som om det er muligt med en 6-årig dreng, der har “været skilt” i snart 3 år). Alligevel var det kun lykkedes i korte glimt. Derfor hang han stadig fast i mig.

Det handlede ikke om æbleskiver. Eller om lillesøster. Eller om at det ikke er rart hos far. Det handlede om påmindelsen. Jeg ved, at min søn trives hos både mor og far. Men skiftene er hans udfordring. Der hvor han er landet hos den ene og så skal over til den anden. Og så når vi ses midt i ugen. Der rammer det.

Det rammer også mig. For det handler om vane og om tilvænning. Men når et menneske, stort eller lille, pludselig er i ens sfære, så er det en forstyrrelse.

Endnu en gang mindes jeg om, at der kun er én vej. Gennem.

Gennem savnet. Den lille sorg. Fraværet. At turde dvæle ved det lige der, sammen med det lille menneske. Uden at fikse. For det kan ikke fikses. Ikke når man deler. Det er ok. Men svært. Lige der, hvor mennesket forstyrrer vanen. Og man må gå igennem, ikke udenom. Sammen.

At miste halvdelen af en barndom #TBT

I dag er det Throwback Thrusday. Det slog mig, da jeg skrev om minder og lange lemmer den anden dag, at der også her sniger sig et deleperspektiv ind, som jeg blev opmærksom på, længe før det overgik mig selv at dele mine børn.

Skilsmisse var meget svært for mig at at forholde mig til dengang i 2008. Jeg var unuanceret. Og dømte mennesker, som ikke kunne få det til at fungere.

Der var dog et menneske, som i et fint og skrøbeligt øjeblik efter sin skilsmisse sagde noget, der gik lige i hjertet på mig, og som jeg siden har tænkt tilbage på mange gange:

“Jeg har ikke blot mistet min elsker og min bedste ven. Jeg har også mistet halvdelen af mit barns barndom”.

IMG_7124Det rørte mig. Det var så klart, at jeg allerede dengang kunne forstå det, på trods af at jeg delte verden op i sort og hvid, og skilsmisse hørte til i den sorte kategori. Jeg kunne forestille mig – med hovedet – hvor forfærdeligt det måtte være.

Senere har jeg i den grad mærket det i hjertet. Og når de børn vokser så hurtigt, som de gør i perioder, eksempelvis når de starter i skole, så kan en uge hos far godt føles som om, man lige er gået glip af en stor luns barndom.

Fra trekløver til tosomhed – og tilbage igen

Den torsdag, hvor jeg afleverer min store dreng til sin far, er helt hellig. Det er min og lille A’s aften. Hvor vi sidder helt tæt og helt stille i sofaen. Mærker hinanden efter en uge, hvor vi har været tre. En lidt mere “rigtig” familie på tre. Nu er vi to. Tøserne. Og vi læner os ind i det og i hinanden. Det føles særligt på den helt stille måde.

For der er stille, når tre bliver til to. En 2-årigs behov er nogle andre end en 6-årig og to børns behov nogle andre end et barns. Mest fordi der kun er et barn. Det ene barn er mere stille end hun plejer. Fordi hun også mærker tomheden. Og spørger efter sin storebror. Hun nikker, når jeg svarer, at han er hos far. Hun kender godt rutinen. Men det mindsker ikke savnet.

Jeg spejler mig i hende. I hendes accept af virkeligheden. Også når den gør ondt. Eller er svær. Hun sætter ord på sine behov. Siger at hun savner ham. Spørger, hvornår hun skal over til far.

Virkeligheden er også, at hun har sin mor for sig selv. At vi pjatter og finder ind i den fineste lille symbiose (ligesom min store og hans far sikkert også gør den aften). Vi er helt tætte, lidt stille den første tid indtil kroppene vender sig til igen at være to.

Derefter hygger vi os og jeg kan føle mig helt skyldig over, hvor tæt jeg er med det lille menneske. Hvis tilstedeværelse i en tid holdt mig på benene uden at hun vidste det. Fordi jeg skulle. Fordi selv om jeg delte mit store barn, så var jeg stadig mor for et andet, når han blev afleveret.

Og selv om jeg til en hver tid vil foretrække mit lille trekløver (når nu kernefamilien ikke er en mulighed), så nyder jeg den tosomhed og nærhed, som ét barn kan have med én voksen.

En nærhed med den fineste, klogeste, sjoveste, mest temperamentsfulde lille lærermester. En tidlig og uspoleret version af mig selv. En tosomhed og en kærlighed, som overvælder mig.

IMG_7491Det sværeste? Dualismen. Der er altid den anden side. Som jeg også synes dette indlæg så fint illustrerer. Symbiosen er den ene side. Savnet den anden. Hele tiden hiver den anden side i mig, når jeg med umage nyder det jeg har.

Dualismen i hverdagen er først at slippe den store. For syv dage senere at tage imod ham igen. Lille A begynder som regel at spørge efter ham en dag eller to før. Og lige der trykker hun start på savnet. Så kan vi sammen glæde os og tælle ned til vi igen skal hente ham og blive et trekløver. Læne os ind i det og nyde den konstellation. Og sådan går hverdagen, i al sin almindelige absurditet.

Savnet…

Jeg har ønsket mig det så længe. Dengang fordi jeg havde brug for at komme til overfladen og trække vejret helt ned i lungerne. Helt ind i mig selv. Uden afbrydelser.

Jeg var flad og kørte på pumperne. Jeg trængte til pauser. Men ikke det gør jeg ikke mere. Ikke på samme måde. Som ordene om lethed gerne skulle beskrive i forrige indlæg.

Alligevel skal hun afleveres. Fordi hun savner sin far. Det siger hun selv. Og fordi hendes far gerne vil. Alt er, som det skal være.

Alligevel hiver længslen i mig. Jeg kan nemlig sagtens holde pauserne sammen med hende. Nu. Nu hvor hun ikke er der. For nu er hun hos sin far. Løb i hans arme. Efter at have hoppet, danset, grinet, talt og råbt “du kan ikke fange mig” hele vejen derover. Det er som det skal være.

Det er det her, jeg har ønsket så længe. For os alle. For mig. For hendes far. Og mest af alt for Anna.

Det betyder bare ikke, at det er rart. For det gør ondt. Savnet.

IMG_7582Og det er så nu, at jeg skal nyde min tid. Til at trække vejret helt ind. Komme til overfladen. Sove uafbrudt søvn (er så meget ud af træning, at det ikke sker, men det er heller ikke vigtigt. Mere).

Det bedste er at kunne tænke tanker til ende. Komme ud på den anden side af en tanke, og så… Ro. Og det næstbedste er ikke at skulle lave aftensmad. I går spiste jeg mysli med mælk på. Kl. 21.10.

Og så kan jeg gå ud. Mødes med voksne mennesker. Og fordybe mig i ord. Og arbejde. Alt sammen gode ting. Som jeg har savnet. Men ikke så meget, som jeg savner hende.

Jeg ved, at A er glad for sin far. Hun er sammen med sin bror, hvilket gør mig varm om hjertet. Hun har sikkert været sammen med sin farmor og farfar i går. Som hun er helt vild med. Det er så fint. Der er masser af kærlighed. Masser af omsorg. Det er, som det skal være. Og det er savnet vel egentlig også?

Tvang, ja-tak

Tænk, hvis vi var blevet tvunget. Tænk, hvis vi var blevet tvunget til at se hinanden i øjnene. Tænk hvis vi var blevet tvunget til at tale ud, tale om og tale færdig. Tænk hvis vi ikke kunne gå, hæve stemmen eller lægge på.

Tænk, hvis det nej, jeg mødte, da jeg foreslog terapi ikke var blevet accepteret. Tænk hvis vi var blevet tvunget til terapi.

Jeg er sikker på, at meget havde været anderledes i dag.

Så når der vedtages en ny skilsmissepakke uden tiltag omhandlende mægling mellem forældre, så er det som om de har sovet i timen. Når en morfar skyder en far og en advokat i retten, må noget gøres. Men det handler ikke kun om statsamt og fogedret. Det handler om forebyggelsen. Om at forstå smerten og følelserne bag. Om alt andet end jura.

Vi var begge uddannede coaches. Og selv mens det var værst, tvivlede jeg aldrig på, at vi var enige om intentionen; vi ville have det til at virke. Ingen forsøgte at sabotere det bevidst. Ingen handlede i ond vilje. Vi ville det samme mål. Vi var bare ikke enige om vejen derhen. Vi kunne bare ikke stå ved siden af hinanden. Ikke alene. Ikke lige der.

Selv vi faldt i. Om og om igen. Hvilket var dyrt for vores børn. Selv om vi gjorde os umage for at holde dem udenfor. Og lykkedes 95% af tiden. Men det kostede dyrt for dem, fordi vores relation tog så voldsomt skade.

Det var smerten. Smerten, der smed os af sporet hele tiden. Der var så meget smerte. Så mange knuste hjerter. Så meget ulykkelighed. Så meget, der blev ødelagt. Så stor en sorg.

Til at starte med gjorde smerten blind. Jeg så slet ikke, det var den, der gang på gang smed os ud på det dybe. Senere så jeg det. Da smerten aftog en my, men stadig havde taget i os. Alligevel kunne jeg ikke altid holde kursen. Det kunne han heller ikke.

Og i dag. I dag er skaden sket og der er langt tilbage, selv om vi virkelig arbejder på det. Selv om smerten er blevet en sorg, der er til at rumme. Men skaden er erfaringen. Alt det dårlige og svære vi opleve i en tid, der i forvejen var så umenneskelig svær. I dag er det blevet et filter, som jeg nogle gange kommer til at se ham og hans ord gennem, hvis jeg er ubevidst et øjeblik (og det er jeg).

Så ser jeg det, jeg så for to år siden, da konflikterne var på deres mest smertefulde. Og måske er det et spøgelse. Fra fortiden. Måske ser jeg ikke, at han faktisk prøver. At han faktisk ønsker at møde mig.

Det er min smertekrop, der reagerer. Det der gjorde så ondt dengang. Og som stadig sidder i mig. Fordi vi ikke fik hjælp til at bearbejde det. Og nogle gange tænker jeg, at det stadig gør mig blind.

Jeg er ikke stolt af at indrømme det. At vi ikke klarede det bedre. At vi med vores professionelle virke ikke kunne komme bedre igennem den første tid. Jeg skammer mig faktisk. Men jeg ved, at vi gjorde vores bedste. Jeg ved, at smerten gjorde os blind og tvang os i knæ.

Og når vi ikke kunne uden tvang. Hvad så med alle dem, som ikke en gang har de forudsætninger, vi havde?

Vi skal tvinges til at tale sammen, når smerten tager over. Når det handler om at dele vores børn. Når det handler om at skabe et trygt fundament for et barn, der skal flytte mellem sin mor og sin far. Når det handler om en relation, som nu ikke længere er naturlig, men som for børnene er den vigtigste relation for deres trivsel og barndom.

For som de sagde i TV i aften efter dokumentaren “Stop nu krigen, mor og far” på TV2: “Tvang er en god idé. Nogle har brug for det, andre har ikke. Men det skader ingen”.

Når vanen skulle gøre det nemmere… (men ikke gør det)

Jeg kan ikke komme udenom det. Det vil jeg heller ikke. For den lille skal også have en far. Alligevel havde jeg troet det ville blive nemmere. Nemmere end første gang jeg skulle dele. Hvor jeg følte det som om mit hjerte bristede, hver gang jeg afleverede ham. Den store.

Nu er den lille blevet stor nok. Det er også nemmere. Fordi der er en vane. Og fordi det stadig er for så kort tid tid (24 timer).

Det er også noget andet. Fordi omstændighederne er nogle andre.

Men dele. Det skal jeg. Én gang til. Og igen spørger jeg mig selv hvorfor så mange lykkes med at gøre det uden at blive nødt til at sige det højt?

Selvfølgelig skal de dele. Selvfølgelig skal jeg dele. Et barn har brug for både en mor og en far. Men hvordan gør I det så naturligt? Eller er det slet ikke så naturligt? Fortier I bare? Stiltiende accept uden at fortælle at det river i hjertet? Får I aldrig lyst til at råbe?

foto (17)Det er anderledes at dele lille A, fordi hun har været hos mig. Uden ham. Og derfor kender han hende ikke så godt, som han kender den store. Det gør ondt at skrive det. Jeg ved, det gør også gør ondt på ham.

A er vild med sin far. Og han med hende. Ingen tvivl om det. Alligevel kan jeg ikke mønstre den samme tillid. Egentlig naturligt nok. Men svært at italesætte. Fordi det uvægerligt taler ind til kernen af smerten. Jeg tier ikke. Men får det alligevel ikke sagt klart. Når jeg skriver det her, kan jeg mærke, at det er et problem.

Ikke at sige det, der er. Fordi det er der. Lige der midt mellem to voksne, som skal dele én gang til. Det var ikke nemt første gang. Faktisk var det ulykkeligt og urimelig svært.

Situationen er en anden med lille A. Men fortielse tjener stadig ikke situationen.

I går kom hun hjem fra sin far. Satte sig ind i sofaen og kaldte på mig. Vi så en film. Helt tæt. Helt stille. Sådan sad vi længe. Og jeg kunne mærke, hvordan uroen langsomt blev afløst af ro. Hvordan skuldrene fladt på plads og spændingen forsvandt. Det er bare noget andet med hende her.

Den kærlighed til hende har ikke været delt med noget andet menneske. Jeg har skulle rumme den indeni. Alene. Og gjort det. Med stor glæde og følelsen af at boble over. Nærmest hver gang jeg ser på hende. Men også savn. “Jeg er den”, plejer hendes far at sige. Og det er jeg. Jeg ville ønske, han også var. Men det er han ikke. Og jeg har ellers nok kærlighed indeni. Kunne sagtens hælde en liter eller to i ham. Men han må finde sin egen vej.

Det er så tydeligt for mig nu, at vi ikke er sammen om at dele hende her. At denne proces er en anden. Så det er forfra. Jeg kan mærke uroen, når jeg skriver det. Jeg ville gerne vide, at jeg havde gået på denne vej før. Fordi hullerne man falder i er som knive i hjertet. Det ved jeg. Fra tidligere.

Jeg må stille mig derud. I uvisheden. Men også i sårbarheden. Måske endda smerten. Smerten over at det er anderledes. Tale om det. Så vi sammen kan gå udenom hullerne. For de gør intet godt for os. Snarere tværtimod.

Der er dog én ting, der hjælper mig og som jeg ikke havde sidst. Vanen. At deleriet ikke længere er en fremmed disciplin.

Alligevel må jeg spørge igen: hvordan gør I det så naturligt? Eller er det slet ikke så naturligt? Fortier I bare? Stiltiende accept uden at fortælle, at det river i hjertet? Får I aldrig lyst til at råbe? Eller kan vanen virkelig læge alle sår?

En aften med tilskuere på…

Jeg følte, vi havde tilskuere på. Jeg blev så selvbevidst. Og så skammede jeg mig. Igen. Stadigvæk.

Den anden dag, da vi havde været nede og bade alle 4 og skulle gå hver til sit, to og to, skete det lige foran afslutningen på en børnefødselsdag  i stuelejligheden. Og det var jeg meget bevidst om. Ikke at det påvirkede mig. Ikke at jeg gjorde eller sagde noget anderledes til mine børn i den svære situation.

Men jeg kunne mærke skammen.

foto (14)Den samme skam, som da vi sad på kanten efter at have badet og den store spurgte om han måtte sove hos mig sammen med sin lillesøster. Og jeg svarede at han jo var hos far i dag og at vi skulle ses i morgen. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at de to fyre, som netop var kommet op af vandet og nu stod og tørrede sig og nød aftenen, helt sikkert havde troet at vi var en “almindelig” familie (jeg var lige ved at skrive “rigtig familie”). At vi bare var nede at bade og lige om lidt skulle hjem (til det samme hjem).

Men nu overhørte de så, at sådan hang det ikke sammen.

Måske lagde de ikke mærke til det. Det kan sagtens være mit indre spotlight, der lyser så stærkt, at jeg tror, alle andre kan se det. Det er egentlig ikke vigtigt. Men det er til gengæld min skam. At jeg stadig ikke har sluttet fred med situationen.

Måske er det også derfor, jeg ikke helt kan nyde og give mig hen til at vi faktisk – efter mere end to års gode intentioner blandet med smerte og masser af fald i store, grimme huller -endelig er der, hvor vi kan lave noget sammen alle 4. Jeg oplever – ofte bagefter – at jeg flytter mig fra det og ikke har kunne finde ro i det. Fordi jeg ved, at det ikke er sandt. Fordi vi jo ikke er en familie på den måde, vi var en gang.

Når jeg skriver det, er jeg helt med på, at her er et indre arbejde, jeg ikke er færdig med. Jeg føler mig utaknemmelig. For med alt det, der har været, er det her så fint. Og når jeg skriver, er jeg faktisk taknemmelig. For at vi er nået hertil.

Men der er stadig en modstand mod virkeligheden. Måske fordi en del af mig, den lille pige, som voksede op i en kernefamilie og som barn ikke kendte en eneste familie, der var skilt, stadig længes efter at være “en rigtig familie”.

Og så pyt med tilskuerne. De bliver bare en påmindelse om den lille pige, som stadig skammer sig over den nye familie og længes efter den gamle…

Men i skrivende stund går det op for mig, at det også bliver en påmindelse om noget andet. Om ikke at være tilskuer i mit eget liv. Men være lige der, hvor det er. Træde ind på virkelighedens scenen. Der, hvor vi ikke er den familie vi var en gang. Men en ny slags. Fordi der også er masser af fine, smukke og kærlige øjeblikke lige der. Hvis jeg lader være med at fortælle historien om et før og efter. Hvis jeg lader være med at være tilskuer. Så det vil jeg øve mig på…

“Det må man ikke”

Sådan sagde min lille pige på 2 år i dag, da hendes far og storebror gik hjem til lejligheden på den anden side af broen og jeg sagde til hende, at hun skulle med mig.

Det har taget mig en aften med æbletrifli, en tåreperser på Apple TV’et og en hel del rastløshed at bryde sammen i gråd. For nej, det må man ikke.

Ungerne savner hinanden så meget, at den store græd, da jeg hentede den lille hos deres far den anden dag. Vi aftalte, de kunne kommer over, hvis det blev ved. Så aftensmad kom de over og vi badede alle 4.

foto (13)Efter badeturen var det så den lilles tur: “hvor skal far og N hen?”.  De skal hjem til far,  svarede jeg. “Jeg vil med”, sagde hun. Hun stod der. 2 år gammel. Hendes mor og far har aldrig i hendes lille liv boet sammen. Det her er den verden, hun kender. Jeg troede, det ville blive nemmere. Anderledes. Alligevel er hendes svar “det må man ikke”.

Og mit hjerte brister igen. Over det her deleri. Fordi det ikke kan fikses. Det bliver ved med at være sådan her. Vi vil hele tiden skulle deles på den ene eller anden måde.

Og selv hyggelige momenter som en aftenbadetur, er ikke helt ægte. For vi er jo ikke en familie i den forstand mere. Lige om lidt går vi hver til sit.

Og allerede da vi skal til at samle os og gå op fra badebroen, spørger den store, om han må sove hos mig. Og det må han godt. Men nåh nej, der var noget med lego og fodbold hos far. Så han vælger alligevel ham. Men han vil helst være der, hvor A er, siger han. Og vi lover, at de ses igen i morgen. Han krammer sin mor, vinker til sin søster og går med sin far.

Er jeg den eneste, der kan mærke absuditeten og smerten i det? Hvordan endte det der? Det er i øjeblikke som dem,  at jeg genoplever den sønderrivende smerte ved at skulle dele. Ikke så meget for mig selv. Jeg er jo den voksne. Men for mit barn. Og hans søster.

At se mit store barn foretage det valg, forholde sig til den smerte – fordi vi har været på tre ugers skøn ferie og han nu har vænnet sig til at være sammen med sin søster hver dag? Jeg ved, de har elsket det, men hvis det er så svært at vende hjem til deleriet igen, er det så det hele værd?

Lille A sagde “det må man ikke” og gik efter sin bror og far. Faren signalerede “skal vi bare gå hurtigt”, men noget i mig kunne ikke signalere et ja tilbage. Noget i mig ønskede stadig at en fe med magisk tryllestøv pludselig ville løse situationen, så det ikke gjorde ondt på nogen.

Må man overhovedet byde sine små børn det? Nej, det må man ikke. Bare spørg min lille A. Selv hun forstår det. Og hun har aldrig prøvet andet…

Søskendekærlighed

Det er ikke kun mig, der har nyd det uafbrudte samvær i de tre uger, vi har været på ferie.

Det har storebror og lillesøster også. De var tætte før og ingen tvivl om at de elsker hinandens selskab. Men den nærhed, det bånd og al det sjov og leg, de har haft de tre uger vi var i Frankrig er intet mindre end dybt rørende.

foto (12)

De har begge lært en hel del om grænser og konfliktløsning, om omsorg og leg, om dril og sjov. Den store kan altid nå sin søster, også når moren ikke kan og inviterer han til leg eller hygge, er hun er med det samme. Storebror er blevet meget bedre til at sætte grænser for sin viljestærke søster og lillesøster opfører sig som et lille børnehavebarn efter i 3 uger at have modelleret og observeret sin storebror. Jeg har elsket at være vidne til dem og det heltsærlige de bånd de har forstærket på denne ferie, både på bagsædet, i sofaen, i vand, i leg og ved sengetid.

N har altid elsket sin lillesøster højt og det er meget få gange, han har sagt højt, at han var træt af hende, også selv om hans tålmodighed i den grad er blevet sat på prøve. Hold op han har ventet, da lillesøster var mindre. Jeg kan få helt ondt i maven over, hvor mange timer han har ventet på mig, fordi lillesøsters behov kom først.

A har uden tvivl også elsket sin storebror fra første blik. Og de sidste måneder har hun tydeligt savnet ham, når han var hos far. Hun har ledt efter ham og spurgt efter ham lige siden hun kunne sige sine første ord.

Den store har til gengæld haft lidt svært ved at vænne sig til at lillesøster også skulle være hos far en gang i mellem. Har talt om alene-tid med far og proteresteret højlydt, når A skulle på besøg. Forståeligt, fordi det uden tvivl forstyrrede dem dybe tosomhed, han havde hos sin far.

Men den protest er helt aldeles forstummet nu. Det var N der bad om at lillesøster skulle med over til far, når de kom hjem fra ferie. Og det var ham, der græd hjerteskærende i morges, da hans far foreslog at lillesøster måske skulle hentes, fordi hun savnede mor.

De to har altid hørt sammen. Og gudskelov at de har hinanden og kan følges ad i dette deleri. Det er jeg dybt taknemmelig for, også selv om det kun er den store, der har oplevet sine forældre bo sammen og den lille endnu ikke sover fast hos far.

Og jeg tror, noget kommer til at ændre sig nu. Ikke fordi hverken mor eller far siger det. Men fordi søskendekærligheden har vokset sig så stor, at de ikke kan undvære hinanden en hel uge…

Det er rørende, når situationer finder deres egen løsning og timing viser sig. Det er ikke altid det sker, slet ikke i deleriets navn. Men tid, tillid og tålmodighed har virkelig været mine læremestre. Dog ikke overgået af de to søskende og deres accept og kærlighed. Til deres forældre, til livet, til omstændighederne. Og ikke mindst til hinanden.

Hverdagens bagside

Det kom bag på mig.

Både at jeg ikke havde lyst til at aflevere begge børn og bare være mig selv, da jeg kørte ind over grænsen til Danmark. Da vi først var landet i lejligheden, havde jeg bare lyst til at fortsætte. Fortsætte med at være sammen. Fortsætte med hverdag. Fortsætte som trekøver.

Det kom også bag på mig, at jeg skulle aflevere BEGGE unger OG sove alene. Dagen efter vi var kommet hjem. Da jeg sagde farvel, kunne jeg mærke, at jeg blev ked af det. Men da jeg undersøgte det nærmere, var det måske bare historien om, at det farvel er svært. At det skulle det være, når der var gået tre uger. For lige der var mit fokus – helt ærligt – på, hvor glade de var for at se deres far og glædede sig til at skulle med ham. Og så selvfølgelig at den lille kørte af sted på løbecykel og ikke en gang jeg vidste, hvor meget styr hun havde på det, så jeg råbte en del – velmente – pas på’er og formaninger (til faren).

Nu er det blevet aften. Og stille. Og jeg føler mig slet ikke klar. Til at have afleveret dem begge. Nu melder savnet sig. Det startede som et småt ubehag helt nederst og bagerst. Men da jeg først så det, så kom det rullende. Op igennem maven og nu sidder det som en klump i halsen. Og som tårer der trænger sig på.  Og som en hovedpine.

Hovedpinen kommer af modstanden. Den mentale modstand mod det deleri, som jeg har holdt ferie fra. Og ferien sluttede lidt for brat. Og uden at jeg nåede at forberede mig på, at jeg skulle undvære dem begge. Men det samme.

Det er svært at nyde roen. Der er alt for stille. Jeg ved, jeg vænner mig til det. Men inden jeg gør det, er den lille tilbage. Det er også godt nok. Men ville så gerne have nydt alenetiden. Når der nu ikke er så meget af den. Men det kan jeg ikke. Ikke lige nu.

Lige nu kan jeg kun mærke tomheden. Som at mangle en del af mig selv. Det her er den del af hverdagen, jeg bestemt ikke har glædet mig til at komme tilbage til. Og meningsløsheden melder sig igen. Smerten kigger frem. Fordi det er sådan her. Og fordi det ikke går væk. Deleriet er en realitet. Nogle gange gør det bare meget mere ondt end andre. I dag er én af de dage. Og det kom bag på mig. Også selv om (jeg troede) jeg havde forberedt mig.