Ikke udenom, men gennem det lille savn…

“Vi kan face-time, hvis du stadig savner senere”, sagde moren fiksende. “Det er ikke det samme”, svarede den kede søn. Jeg satte mig på hug, så jeg kunne se ham i øjnene. “Nej, det er det ikke. Det er det bestemt ikke”. Så lykkedes det.

Han ville have jeg kom med op. Ikke noget dramatisk, bare en for kort kontakt, fordi lillesøster skulle afleveres hos far og han var ikke klar til at slippe.

Jeg havde af flere omgange mindet mig selv om at møde ham i savnet. I stedet for at fikse ham. Snakke udenom. Aflede. (Som om det er muligt med en 6-årig dreng, der har “været skilt” i snart 3 år). Alligevel var det kun lykkedes i korte glimt. Derfor hang han stadig fast i mig.

Det handlede ikke om æbleskiver. Eller om lillesøster. Eller om at det ikke er rart hos far. Det handlede om påmindelsen. Jeg ved, at min søn trives hos både mor og far. Men skiftene er hans udfordring. Der hvor han er landet hos den ene og så skal over til den anden. Og så når vi ses midt i ugen. Der rammer det.

Det rammer også mig. For det handler om vane og om tilvænning. Men når et menneske, stort eller lille, pludselig er i ens sfære, så er det en forstyrrelse.

Endnu en gang mindes jeg om, at der kun er én vej. Gennem.

Gennem savnet. Den lille sorg. Fraværet. At turde dvæle ved det lige der, sammen med det lille menneske. Uden at fikse. For det kan ikke fikses. Ikke når man deler. Det er ok. Men svært. Lige der, hvor mennesket forstyrrer vanen. Og man må gå igennem, ikke udenom. Sammen.

Savnet…

Jeg har ønsket mig det så længe. Dengang fordi jeg havde brug for at komme til overfladen og trække vejret helt ned i lungerne. Helt ind i mig selv. Uden afbrydelser.

Jeg var flad og kørte på pumperne. Jeg trængte til pauser. Men ikke det gør jeg ikke mere. Ikke på samme måde. Som ordene om lethed gerne skulle beskrive i forrige indlæg.

Alligevel skal hun afleveres. Fordi hun savner sin far. Det siger hun selv. Og fordi hendes far gerne vil. Alt er, som det skal være.

Alligevel hiver længslen i mig. Jeg kan nemlig sagtens holde pauserne sammen med hende. Nu. Nu hvor hun ikke er der. For nu er hun hos sin far. Løb i hans arme. Efter at have hoppet, danset, grinet, talt og råbt “du kan ikke fange mig” hele vejen derover. Det er som det skal være.

Det er det her, jeg har ønsket så længe. For os alle. For mig. For hendes far. Og mest af alt for Anna.

Det betyder bare ikke, at det er rart. For det gør ondt. Savnet.

IMG_7582Og det er så nu, at jeg skal nyde min tid. Til at trække vejret helt ind. Komme til overfladen. Sove uafbrudt søvn (er så meget ud af træning, at det ikke sker, men det er heller ikke vigtigt. Mere).

Det bedste er at kunne tænke tanker til ende. Komme ud på den anden side af en tanke, og så… Ro. Og det næstbedste er ikke at skulle lave aftensmad. I går spiste jeg mysli med mælk på. Kl. 21.10.

Og så kan jeg gå ud. Mødes med voksne mennesker. Og fordybe mig i ord. Og arbejde. Alt sammen gode ting. Som jeg har savnet. Men ikke så meget, som jeg savner hende.

Jeg ved, at A er glad for sin far. Hun er sammen med sin bror, hvilket gør mig varm om hjertet. Hun har sikkert været sammen med sin farmor og farfar i går. Som hun er helt vild med. Det er så fint. Der er masser af kærlighed. Masser af omsorg. Det er, som det skal være. Og det er savnet vel egentlig også?

Om at vælge sit eget selskab til

Det var én af de dage, hvor der skete lige rigeligt på indersiden. Samtaler som klemte op i en krog. Følelser, der var genkendelige, men ikke velkomne. Skuffelsen over at være der, én gang til. Uindfriede forventinger. Igen. Alt det som en relation til en eks også kan være. Og det bliver faktisk sværere at acceptere, jo sjældnere det sker. Fordi jeg vænner mig til at, at vi kan. At vi er gode. Og at vi gør os umage. Men lige præcis vanen er også den, der får mig til at falde i. Fordi jeg glemmer, at det stadig er en knivsæg. At vejen (stadig) er smal. At jeg skal gøre mig umage.

Umiddelbart ville automatreaktionen have været at ringe til en ven. Så kunne jeg lufte al larmen på indersiden og så plejer det at give ro. Men noget indeni sagde mig, at jeg skulle vælge mit eget selskab. På trods af uro. Fordi jeg ikke var helt færdig med at bearbejde dagen. Og hvis jeg skulle lære af det, så var det nødvendigt at blive ved det. Dvæle lidt i det.

foto 1 (3)Så selv om jeg lige umiddelbart havde lyst til at dulme alle følelserne med snak og samvær, så valgte jeg mit eget selskab i stedet. Eller mit eget og så selvfølgelig Mads Langers (sommerballetten), fordi jeg tænkte at han kunne sætte en fin scene omkring min sindstilstand. Det og så et glas hvidvin og Bellevue strand.

Det kræver faktisk vedholdenhed at vælge sit eget selskab. Og kontinuerligt vende fokus indad, når alle andre sidder eller står med nogle andre. Min erfaring er dog, at oplevelsen kan blive mere intens. Fordi du bliver nødt til at holde den indeni. Den kan ikke deles.

Hvilket så heller ikke passer, for der var jo ikke tale om et silent retreat. Så jeg tillod mig selv omgang med de sociale medier. Og så deler man jo alligevel. Eller er i kontakt. Om end ikke på den dybe måde. Men det var jo netop pointen. Jeg valgte ikke aleneheden for ensomhedens skyld. Men for refleksionens skyld. Og for at læne mig lidt ind i alt det, som var sket i løbet af dagen.

Første akt var uroligt. Anden akt gav kuldegysninger. Så kunne jeg mærke, at jeg begyndte at lande. Indeni.

foto 2 (4)Jeg var kommet ud på den anden side. Havde lænet mig ind i ubehaget og stormen af følelser og frustration. Holdt hånden under mit eget hjerte uden at dulme eller fikse. Hver gang jeg tør vælge den vej, kommer jeg en lille smule tættere på mig selv.

Så derfor bød jeg på middag, selv om det er én af de største overvindelser. At spise ude. Alene. Men som jeg sad der med min risotto, trøffelbrie, bourgogne og Kindle (e-bogslæser) var jeg alt andet end alene.

Jeg var i det bedste selskab. Mit eget.

Hverdagens bagside

Det kom bag på mig.

Både at jeg ikke havde lyst til at aflevere begge børn og bare være mig selv, da jeg kørte ind over grænsen til Danmark. Da vi først var landet i lejligheden, havde jeg bare lyst til at fortsætte. Fortsætte med at være sammen. Fortsætte med hverdag. Fortsætte som trekøver.

Det kom også bag på mig, at jeg skulle aflevere BEGGE unger OG sove alene. Dagen efter vi var kommet hjem. Da jeg sagde farvel, kunne jeg mærke, at jeg blev ked af det. Men da jeg undersøgte det nærmere, var det måske bare historien om, at det farvel er svært. At det skulle det være, når der var gået tre uger. For lige der var mit fokus – helt ærligt – på, hvor glade de var for at se deres far og glædede sig til at skulle med ham. Og så selvfølgelig at den lille kørte af sted på løbecykel og ikke en gang jeg vidste, hvor meget styr hun havde på det, så jeg råbte en del – velmente – pas på’er og formaninger (til faren).

Nu er det blevet aften. Og stille. Og jeg føler mig slet ikke klar. Til at have afleveret dem begge. Nu melder savnet sig. Det startede som et småt ubehag helt nederst og bagerst. Men da jeg først så det, så kom det rullende. Op igennem maven og nu sidder det som en klump i halsen. Og som tårer der trænger sig på.  Og som en hovedpine.

Hovedpinen kommer af modstanden. Den mentale modstand mod det deleri, som jeg har holdt ferie fra. Og ferien sluttede lidt for brat. Og uden at jeg nåede at forberede mig på, at jeg skulle undvære dem begge. Men det samme.

Det er svært at nyde roen. Der er alt for stille. Jeg ved, jeg vænner mig til det. Men inden jeg gør det, er den lille tilbage. Det er også godt nok. Men ville så gerne have nydt alenetiden. Når der nu ikke er så meget af den. Men det kan jeg ikke. Ikke lige nu.

Lige nu kan jeg kun mærke tomheden. Som at mangle en del af mig selv. Det her er den del af hverdagen, jeg bestemt ikke har glædet mig til at komme tilbage til. Og meningsløsheden melder sig igen. Smerten kigger frem. Fordi det er sådan her. Og fordi det ikke går væk. Deleriet er en realitet. Nogle gange gør det bare meget mere ondt end andre. I dag er én af de dage. Og det kom bag på mig. Også selv om (jeg troede) jeg havde forberedt mig.

“Sådan en dag, jeg putter i hjertet”

Det var min konklusion på dagen i dag. Jeg landede i det helt lave gear. I nærvær og taknemmelighed. Og der har jeg bestemt ikke været alle dage på denne ferie.

Og jeg var ikke ene om at synes, at det var en god stranddag. Vi havde svært ved at tage hjem. Det har været den skønneste dag på den hyggeligste strandbar med det klareste vand.

foto 1 (1)

Hen på den tidlige aften fandt vi hver vores at tulle med. Den lille gik rundt i sin ble mellem solsengene med sin badedukke og kom forbi med jævne mellemrum for at fylde sutteflasken med havvand. Den store var gået ned i vandkanten. Han gik tydeligvis og havde en dialog med sig selv. Kastede sten i vandet. Han var i sine egen verden. En god verden. Uden tvivl. Men alligevel så han også så lille og alene ud. Så da han kom tilbage trak jeg ham over på min solseng og krammede. Krammede og beundrede den smukke sten, han havde fundet.

Og vi talte om at sige farvel. Hvor hurtigt tre uger var gået. Hverken Noah eller jeg er gode til farvel. Det sentimentale sneg sig ind på os (godt at have en at dele det med). Og så blev vi enige om at blive lidt længere på stranden. Selv om klokken var mange. For her var så fint. Og smukt. Og ret stille. Strandbarens rytmer i baggrunden var ren hygge.

Og vi blev enige om at bade. Tage en sidste tur i Middelhavet. Og så vores snit til at det kun var os to. A var midt i en leg. Og så ud i bølgen. Med den nye svømmer. Som stadig havde brug for lidt hjælp i bølgerne. Heldigvis. Så jeg kunne holde ham tæt en gang til…