De siger, det tager to år. At komme ovenpå igen. Efter en skilsmisse.
Vi var ikke gift. Men vi havde to børn. Eller en dreng på næsten 4 og en på vej. Så derfor tillader jeg mig at kalde det en skilsmisse alligevel. Så ved de fleste, hvad vi taler om.
Og så alligevel ikke. For det er netop, hvad denne blog handler om. Hvordan det er. Inde i mig. Og måske I mange andre. Men ikke mange taler om det. Og det kan jeg ikke forstå. Hvorfor noget, som væltede min verden så meget, som det gjorde og som stadig er på dagsordenen hver eneste uge, mindst én gang, når der er skiftedag, men ofte mange flere, fordi det – i hvert fald for mig – har stor indflydelse på min hverdag. Hvorfor taler vi ikke mere om det?
Det gør jeg så nu. Her på Delehjerte. Og hvilken bedre dag at starte end på min datters 2-års fødselsdag?
For de siger det tager 2 år. Det er så 2 år og 5 måneder siden det skete. Skilsmissen. Og en venden hjem til mig selv, som aldrig før. Var jeg begyndt tidligere, havde det været for tidligt. For sårbart. For tæt på. For alle.
Jeg troede mit delte hjerte ville vænne sig til det. At mine tanker ikke længere ville kredse om at dele. Men det gør de stadig.
Så nu tager jeg det på mig. Fordi jeg har så meget på det hjerte. Både om at dele. Men også om at blive hel. Og jeg har lyst til at dele det hele med dig. Her på Delehjerte. Tilbage er der kun at sige velkommen til. Og tillykke med de 2 år, smukke A. Du er mit vidne, mit bevis og min årsag til transformation. Til to år, som i sandhed har bragt mit tættere på mit hjerte. Og på alle andres. Fordi dit var så stærkt. Og stadig er. Du er min inspiration. Du er min lille kopi. Du er en mundfuld. Og du var min redning.
