At være et søgende menneske. Det har taget mig lang tid at acceptere. Og derfor blev den søgen også hvileløs. Og jeg ledte alle de forkerte steder. Udenfor mig selv. Udenfor min familie. Udenfor.
Og det kom til at koste mig min familie. Ikke at kunne finde lykken, der hvor jeg var. Der hvor, den var. Lige der. I nu’et. I min familie. I mit fine liv.
Mange siger, at de ikke ville være foruden krisen. Fordi de fik noget værdifuldt. Det gjorde jeg også. Jeg fandt hjem. Men kun fordi jeg blev skrællet helt ind til benet. Måske kunne det have været gjort mere elegant?
Da jeg mistede min familie, fandt jeg absurd nok lykken. I det helt simple. Skrællet ind til benet. Jeg så det, der havde været hele tiden. En tidlig morgen, når solens stråler ramte mig. Et kram med tykke børnearme. Venner der rakte ud og hjalp. Jeg så det gode liv, som havde været hele tiden, men som jeg havde overset. Det gjorde ondt.
En smerte af den slags, som kun fortrydelse og indsigt i bagklogskabens ulidelige lys, kan skabe. Uden mulighed for at gå tilbage. Selv om jeg havde forstået budskabet. Jeg synes prisen var så urimelig høj. For høj, for jeg ville hellere have mine børn hver dag. Og kunne dele dem med deres far.
I dag ved jeg at lykken for mig ligger på knivsæggen mellem glæden og smerten. Troede at jeg befandt mig bedst midt i mellem. I det trygge. Men jo mere jeg udforsker den knivsæg, jo mere oplever jeg, at jeg mærker livet mest og smukkest, når påmindelsen om sorgen elle smerten på en eller anden underlige måde også er til stede. Jeg glemmer det dog stadig. Og søger det trygge. Fordi, ja vel fordi det er netop trygt. Men det er ikke der lykken bor. For mig. Og uden tæppet under fødderne, sikkerhedsnettet i form af tryghed, kan jeg bedre mærke det.
Fakta
Hjem… Jeg bor på Sluseholmen i børnenes barndomshjem. Ovre på den anden side af broen, på Teglholmen, bor børnenes far, den stores skole og den lilles vuggestue. Det område er rammen om vores liv og et (et forholdvis ukendt) paradis for småbørn og deres forældre med havnebad, initiativrige mennesker som laver idrætsforeninger og arrangementer en masse, smukke gårde og legepladser og forholdsvist bilfrit, så ungerne kan boltre sig.
Arbejde… Jeg er selvstændig coach, konsulent og underviser i egen forretning under overskriften “closing the gap between head and heart”. Jeg laver kurser og forløb i virksomheder, som tager udgangspunkt i den enkelte i stedet for værktøjet. Jeg afholder retreats i Frankrig og arbejder på at udbyde en alternativ lederuddannelse i januar 2015. Jeg skriver også et Learning Letter, som jeg er stolt over og får ros for. Du kan læse mere på det officielle site.
Lyster… Bøger. Børnebøger. Yoga (når jeg kan finde tid). Løb. Chick-flicks (håbløs romantiker), amerikansk politik, rejse med mine unger (gerne meget mere og længere), personlig udvikling, indretning (selv om jeg ikke er god til det, elsker bare den æstetiske følelse). Vinterbadning, hav, vand. Sejlads.
Laster… God mad og champagne (ok, al salgs vin og gode drinks). Webshopping (tæt på en afhængighed). Personlig udvikling (står også under lyster, men det er et tveægget sværd).
Savner… Mere tid med venner. Flere ritualer og traditioner – den håbløse romantiker og tryghedsnarkoman i én. (Flere) dybe samtaler. At være en “rigtig” familie (den arbejder jeg stadig med). Berøring. Middagsselskaber og fester. Flere store armbevægelser. Spontanitet.
Elsker… Livet. Min lejlighed. Mit arbejde. Mærke min krop (øver mig stadig i også at lytte til den i stedet for udelukkende fornuft og rationale). Skrive og læse. At være mor. At være selvstændig.
Drømme… Forfatterier. Udlandsophold. Vise mine unger verden. Et sommerhus, gerne på vand. At sejle i Stillehavet. Rejse mere med mit arbejde – og tage mine unger med.
No comment yet, add your voice below!