Det handler ikke OM, du er blevet skilt. Men om HVORDAN, du bliver skilt. Nyt foredrag i København og Aarhus giver dig svaret.
I de første år efter mit eget brud var jeg meget optaget af at fordømme skilsmisse. Fordi jeg sådan skammede mig over at være en del af statistikken. Skammede mig over, at jeg ikke kunne holde sammen på min familie. Skammede mig over, at jeg ikke havde gjort mig umage.
For det vidste jeg inderst inde godt, at jeg ikke havde. Jeg havde taget kærligheden for givet. Den var så meningsfyldt, så stor, så altomsluttende i mit liv og i den familie, som var det bedste og vigtigste, jeg havde, at jeg paradoksalt nok kom til at tage lige præcis det for givet.
Derfor dømte jeg skilsmisse ude. Og jeg dømte alle der blev skilt ude sammen med den skam; vi kæmpede ikke nok. Vi bildte os ind, at græsset var grønnere på den anden side. Vi insisterede på retten til at være lykkelige. Vi var ikke villige til at kæmpe og slet ikke til at arbejde med det, der var svært. I stedet var vi bare på vej videre. Til mere lykke. Til mere frihed. Til mere af det sjove.
Det tror jeg stadig, er en lille del af sandheden om vores moderne samfund. Men i dag er jeg sikker på, at det bestemt ikke er hele sandheden.
For den anden del af sandheden er, at nogle af os bare ikke kan leve et helt liv sammen. Der er nogle af os, som i dag har ødelagt hinanden. Vi har slidt hinanden op. Fordi vi ikke vidste bedre. Vi har såret hinanden for dybt. Fordi det ellers gjorde for ondt på os selv. Måske var vi slet ikke rigtige for hinanden fra begyndelsen. Men valgte ud fra forvrængede billeder og forventninger. Eller vi var gode sammen, før vi fik børn.
Måske glemte vi at tage afkørslen på den tresporede motorvej, da vi kørte ind i 30’erne sammen med alle de andre. Destinationen hed pludselig ægteskab, familie, huskøb og karriere. Vi lå i overhalingsbanen, og det så jo meget godt ud, så hvorfor ikke? Måske glemte vi, at mærke efter om det, der var så rigtigt for alle de andre (hvis det overhovedet var det), også var det for os og det parforhold, vi levede i?
På vej mod 40’erne ser det godt nok ud som om at mere en halvdelen af os kollektivt kører mod skilsmisse, og det er en ulykkelig tendens.
Ikke fordi skilsmisse er forkert. Men fordi ligegyldigt hvor sunde og bevidste vi er, ligegyldigt hvor gode vi er til at passe på børnene og ligegyldigt hvor enige vi er, så er skilsmisse forbundet med sorg. Det gør ondt. Også selv om det er, det helt rigtige.
Men. Det handler ikke om antallet af skilsmisser. Det handler om, hvordan vi går fra hinanden.
Og vi kan først begynde at fokusere på, hvordan vil bliver skilt, når vi ikke længere skal skamme os. Når vi fjerner det tabu, der er omkring skilsmisse. Skilsmisser er i dag virkelighed for mange parforhold. Alt for mange kan vi mene, men hvis det er der, vores fokus ligger, kan vi ikke ændre den statistik. For vi bliver nødt til at lære af de skilsmisser. Åbne øjnene, blive bevidste og tænde lys i de mørke afkroge af de skilsmisser, som sker. Om vi vil det eller ej. Så hvorfor ikke bryde tabuet og give skilsmisserne mening?
For vi kan godt skabe hele, sunde og glade børn, selv om forældrene er skilt. Vi kan godt vise andre, os selv og børnene, hvad kærlighed er, og i hvor mange former den findes, ved at skabe ærlige, troværdige og autentiske relationer til eks’erne og i de nye familier, som opstår ud af skilsmisse.
Og det er her, jeg ønsker at sætte ind. Med bevidsthed. Og ansvar. Ansvaret for den gode skilsmisse.
Og det er ikke bare et praktisk ansvar. Det har de fleste styr på. Faktisk kaster mange sig energisk og hovedkuls ud i de praktiske udfordringer, fordi de så ikke behøver at forholde sig til de følelser, som buldrer indeni.
Vi tror, vi kan fikse børnenes følelsesstorm og forsøg på at navigere og forstå, hvordan deres fundament pludselig blev revet væk under dem, ved at sørge for det praktiske. Ved at indrette fine nye værelser og skabe ydre rammer.
Men det er ikke hele ansvaret. For der er et indre arbejde. Og kan vi ikke gøre det selv, kan vi ikke vise vores børn hvordan.
Kan vi ikke selv være følelsesmæssigt autentiske, hvordan skal vi så vise vores børn, hvordan de skal navigere?
Hvordan kan vi udvikle et sundt og stærk samarbejde med en eks om netop børnene, hvis nissen fra det forliste ægteskab, flytter med ind i den nye relation?
Det er nødvendigt at rydde op. Det er nødvendigt at tage et ansvar for det indre arbejde. Det er nødvendigt at sige farvel til nissen.
Hvis ikke, bliver din skilsmisse ikke det værd. Al den smerte. Al den sorg. Al det savn. Al den omvæltning. Giv det mening.
For det er dig, der bestemmer, om din skilsmisse bliver et sammenbrud eller et gennembrud.
Vil du lære hvordan, du tager det ansvar, rydder op, og siger farvel til nissen, så holder jeg foredrag i København d. 25. februar og Aarhus d. 3. marts.
OBS! Premiere-rabat: 1 person koster kr. 650,- og tager du en ven med betaler I kr. 400,- hver.
Læs mere og tilmeld dig i København d. 25. februar, 2016
Læs mere og tilmeld dig i Aarhus d. 3. marts, 2016
Jeg håber vi ses…
No comment yet, add your voice below!