Det gik meget godt, synes jeg. Indtil jeg mærkede letheden. Så forstod jeg. At nu gik det godt i ordets reneste forstand. Noget lettede. Noget vigtigt. Noget tungt. Endnu en rest af sorg havde sluppet mig. Eller jeg havde sluppet den.
Jeg har i flere uger forsøgt at beskrive den lethed. Som om mit blik løftede sig. Jeg kunne se ud over egen næse. (Det håber jeg at andre har oplevet, at jeg kunne tidligere, men nu det var én af fornemmelserne). Verden blev større. Farverne tydeligere. Perspektiverne flere.
Jeg kan rumme mere. Små og store ændringer eller skuffelser vælter mig ikke lige så nemt. De små, ligegyldige uheld, er færre. Altså af den slags hvor et glas vælter, hvor jeg glemmer nøglerne eller hvor vi kommer for sent (det gør jeg faktisk stadigvæk, men nu er det ikke pga. uheld).
Den bedste måde at beskrive det på, er hverdagen (er det ikke altid det?). Vi har i den seneste tid fået andre end de 12 hofretter, jeg har kørt med i de sidste 2 år. Jeg har improviseret i køkkenet. Da der manglede en ingrediens til frikadellerne og jeg til gengæld havde masser af thai-krydderier fik vi thai-spyd med nuddelsalat. Det kan synes af ingenting for dig, men for mig var det en regulær fest i køkkenet.
Jeg kunne genkende mig selv. Mit overskud. Min glæde ved at skabe.
Det gælder også bageriet. Jeg var holdt op med at bage. Nu sker det igen flere gange om ugen. Uden de store overvejelser eller overtalelser. Det sker bare.
Sådan er arbejdet også. Det føles ikke som hårdt arbejde mere. Det har det gjort. I en tid. Det var ok. Jeg følte, at der var noget jeg skulle bevise. Overfor mig selv. At jeg ville det.
Nu kan jeg begynde at høste det, jeg såede. Hvor fortærsket begrebet end er, så er det måske blot flow?
Letheden er måske blot overskud? Goddag, overskud. Hvor har jeg savnet dig. Mere end jeg var klar over. Og godt for det.
Det tankevækkende er så, at jeg før denne lethed syntes, at jeg var kommet igennem. Ud på den anden side af en svær tid efter at min familie pludselig blev en anden og mit liv ligeså. Jeg syntes, det havde taget lang tid. Dengang.
Nu skriver jeg 2 år og 9 måneder. Siden han flyttede. Og i denne måned mærkede jeg letheden. Det er skræmmende lang tid at vente på overskud. Godt jeg ikke ventede bevidst. Godt jeg blot var i stand til at mærke, da det pludselig var der og kan glædes over det nu.
Godt sorg, livet og al udvikling er af den slags. Som er tydeligst i bakspejlet. Ellers var jeg ikke sikker på vi kom igennem. Godt jeg synes det også var rart for måneder siden. Nu er det blot endnu rarere.
Men mest af alt lettere. Jeg er let. Livet er let. Smukt. Fyldt med perspektiver. Også de svære. Men jeg kan bære dem nu. Fordi noget tungt slap mig eller jeg det. Så jeg kunne mærke letheden. Hej lethed. Jeg nyder dig i fulde drag. Og kan mærke, at jeg svæver. (Og jeg er ikke en gang forelsket. Endnu…)
No comment yet, add your voice below!