En rokketand og en lorteble senere…

Så er vi i gang. Med en ny uge. Det har allerede været rigtig mandag. Men jeg har taget søndagen med ind i denne uge, så det lykkedes mig at tage både lorteble på vej ud af døren og en rokketand til morgenmad med oprejst pande, smil og dybe vejrtrækninger. Jeg elsker, når det lykkes. Og lægger mærke til det. Måske fordi det lige så ofte går galt…

Og det her med rokketanden er altså noget af en bedrift. Når man skal tage tre dybe vejrtrækninger bare for at mærke en tand, der rokker. Havde ellers håbet den kunne vente til han kom hjem til sin far. Men nu skulle den ud. Før morgenmad og ikke mindst morgenkaffe.  Men da N for tredje gang græd over bløde havregryn, fordi det gjorde ondt, kunne jeg mærke mor-modet indfinde sig. Lige der, hvor man får superheltekappen udleveret i døren til køleskabet. Samtidig kunne jeg mærke at al den morgenmad, jeg ikke havde fået, vende sig i maven, men barnet skulle ikke sidde midt i madpakken med blod, tand og stadig forholdsvis fremmede voksne omkring sig. Derfor fik jeg udleveret en ny uniform.

Således kan jeg nu sige, med god og entusiastisk hjælp fra ejermanden selv, at jeg har hevet en tand ud. Og hans lettelse og stolthed var det hele værd.

På cyklen, kun 5 minutter for sent på den, på trods af både tand og 2 bleskift indenfor 7 minutter, kunne jeg mærke, at jeg kunne takke min søndag for, at det ikke var gået helt galt.

En søndag, hvor vi absolut intet lavede. Hvor vi alle tre fik lov at passe os selv. Læse bøger, se film, lege med Ipad og lego. Gå tur uden at have et formål, så der blev rigelig tid til at gå på line og på trapper. Op og ned. Op og ned. Opdage at solen faktisk varmede. Og vinden ikke helt havde taget efteråret med sig endnu.

Læse et kapitel i en roman (!) med en iskaffe mens den mindste fandt ind i sin middagslur. Og snige sig til en halv lur, af den slags, hvor man døser ind og ud,  med et bagtæppe af fantasi, fordi den største var i gang med at redde menneskeheden med sin Hero Factory (og jo, der var også en en lille djævel, som hældte dårlig samvittighed ned i halsen på mig, over at jeg ikke reddede planeterne sammen med ham. Jeg bygger gerne de mænd med ham. Men at lade dem flyve gennem luften bagefter, det rækker min fantasi ikke til).

Vi var sammen. Hver for sig. Og fandt hinanden i kram, sjov og snak. For så at søge ind i hver vores igen. Vi var “bare” sammen.

Så kan jeg det hele dagen efter. Ligegyldig hvor meget mandag, der blev smidt efter mig.