Et menneske fra fortiden #TBT

Jeg kan bedst huske følelsen. Tyngden. Sorgen. Trætheden. Tvivlen. I går mødte jeg hende igen. Og noterede mig, som jeg også har skrevet om her, at følelsen var den modsatte. Lethed. Kærlighed. Glæde. Tro.

IMG_7780Det var den ældre, garvede, omsorgsfulde sundhedsplejerske, som på en eller anden måde blev en klippe i de første måneder af lille A’s liv. Når hun sad i min sofa og anerkendende nikkede, troede jeg på, at det nok skulle gå. Hun lyttede. Og delte af sin livslange erfaring. Hun var ikke bekymret. Jeg gjore det godt (nok). Og lille A skulle nok klare sig. Hun havde hørt historier, der var værre end min. Og hun havde set mange komme ud på den anden side.

I modsætning til besøgene i forbindelse med mit første barn handlede det ikke om at skulle præstere, “gøre det rigtigt” og vise overskud, men udelukkende om at blive set. Jeg frygtede ikke dommen. Havde bare brug for den erfaring og sparring, som nu sad i min sofa i form af en garvet sundhedsplejerske, som også var mor til tre og bedstemor til to.

Jeg kunne stille alle de “små spørgsmål” om hverdagstingene og plejen af mit lille barn. Men hun kunne også rumme de store spørgsmål. De to flettede så fint ind i hinanden, bundet sammen af erfaring.

Alt det kom op som varme og taknemmelighed i kroppen i går. Et menneske der så A og jeg. Ikke som ofre. Men som to stærke feminine kræfter. Så os med erfaringens øjne og vidste, at vi nok skulle klare os. Det var den energi hun kom med.  Samtidig lyttede hun til mit “lige nu” og gav den omsorg, som hun instinktivt mærkede, vi havde brug for lige der.

Intet af dette så jeg dengang. Men nu står det klart.

Hjælpen kom – endnu en gang – fra uventet kant og én jeg bestemt ikke havde opfattet som spillende på mit hold i forbindelse med mit første barn.

Og. Det vi har brug for i orkanens øje er så enkelt, at det er svært at bede om. Vished. Omsorg. Og mest af alt; at blive set. Uden dom. Uden at skulle fikses. Bare set. Som jeg  og lille A blev det af sundhedsplejersken fra kommunen…

At miste halvdelen af en barndom #TBT

I dag er det Throwback Thrusday. Det slog mig, da jeg skrev om minder og lange lemmer den anden dag, at der også her sniger sig et deleperspektiv ind, som jeg blev opmærksom på, længe før det overgik mig selv at dele mine børn.

Skilsmisse var meget svært for mig at at forholde mig til dengang i 2008. Jeg var unuanceret. Og dømte mennesker, som ikke kunne få det til at fungere.

Der var dog et menneske, som i et fint og skrøbeligt øjeblik efter sin skilsmisse sagde noget, der gik lige i hjertet på mig, og som jeg siden har tænkt tilbage på mange gange:

“Jeg har ikke blot mistet min elsker og min bedste ven. Jeg har også mistet halvdelen af mit barns barndom”.

IMG_7124Det rørte mig. Det var så klart, at jeg allerede dengang kunne forstå det, på trods af at jeg delte verden op i sort og hvid, og skilsmisse hørte til i den sorte kategori. Jeg kunne forestille mig – med hovedet – hvor forfærdeligt det måtte være.

Senere har jeg i den grad mærket det i hjertet. Og når de børn vokser så hurtigt, som de gør i perioder, eksempelvis når de starter i skole, så kan en uge hos far godt føles som om, man lige er gået glip af en stor luns barndom.

Lykken er en storesøster…

Metanote: Hver torsdag vil jeg fra nu af dedikere til et minde. Måske en uge gammelt, måske 30 år, torsdage er tilbage i tiden. #TBT = Throwback Thursday – er nu blevet en del af bloggen.

Dengang jeg var lille, var jeg stadig den største. Jeg var storesøster og elskede min lillebror. En anden jeg elskede højt, var naboens store pige, som var 6 år ældre. Jeg husker så tydeligt en dag i børnehaven, hvor hun vinkede til mig inde fra klubben (!). Jeg blev et hoved højere. Mindst. Og da hun så præsenterede mig for sine veninder i klubben, som sin lillesøster, voksede jeg lige ind i himlen.

Det samme oplever jeg nu med lille A og naboens tvillingepiger. Egentlig er det storebrors legekammerater, men hver en chance hun får, sniger hun sig med ind, også nogle gange uden storebror, for at være sammen med de store piger. Ofte leger de ikke med hende. Så sidder hun blot mellem dem i sofaen og ser fjernsyn. Helt stille. Som om hun sluger hvert øjeblik råt og ikke tør røre sig af frygt for, at det så er forbi. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad hun ser i fjernsynet. Hun sidder der blot. Måske begynder hun efter lang tid at lege med de store pigers legetøj, men stadig helt tæt på dem, og helt stille.

Og jeg genkender mig selv. Endnu en gang . I hende. Og i den følelse, jeg er sikker på hun har. Af at kunne spejle sig i én af samme slags. Bare større. At se sig selv. Ude i fremtiden. Uden på nogen at være bevidst om nogle af de tanker.

Blot IMG_7636mærke tiltrækningskraften. Fascinationen. Suge til sig og lære. Og samtidig være under en tryg vinge. Fordi de store piger passer på den lille. At have en storesøster, oven i købet to, er bare lykken, når man er to år og er blevet den store i vuggestuen. Når man har fået et helt sprog til at opdage verden med og lege med de piger, som allerede er rykket i børnehaven. Når man på onsdag har sin første legeaftale. Oven i købet med én af pigerne fra børnehaven.

At blive så stor, som A gør i øjeblikket og så samtidig have mulighed for at være så lille, beskyttet og uendelig inspireret af naboens piger. Hvad end det er af kød og blod eller blot et sjælefællesskab, så er en storesøster lykken.