Lykken er en storesøster…

Metanote: Hver torsdag vil jeg fra nu af dedikere til et minde. Måske en uge gammelt, måske 30 år, torsdage er tilbage i tiden. #TBT = Throwback Thursday – er nu blevet en del af bloggen.

Dengang jeg var lille, var jeg stadig den største. Jeg var storesøster og elskede min lillebror. En anden jeg elskede højt, var naboens store pige, som var 6 år ældre. Jeg husker så tydeligt en dag i børnehaven, hvor hun vinkede til mig inde fra klubben (!). Jeg blev et hoved højere. Mindst. Og da hun så præsenterede mig for sine veninder i klubben, som sin lillesøster, voksede jeg lige ind i himlen.

Det samme oplever jeg nu med lille A og naboens tvillingepiger. Egentlig er det storebrors legekammerater, men hver en chance hun får, sniger hun sig med ind, også nogle gange uden storebror, for at være sammen med de store piger. Ofte leger de ikke med hende. Så sidder hun blot mellem dem i sofaen og ser fjernsyn. Helt stille. Som om hun sluger hvert øjeblik råt og ikke tør røre sig af frygt for, at det så er forbi. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad hun ser i fjernsynet. Hun sidder der blot. Måske begynder hun efter lang tid at lege med de store pigers legetøj, men stadig helt tæt på dem, og helt stille.

Og jeg genkender mig selv. Endnu en gang . I hende. Og i den følelse, jeg er sikker på hun har. Af at kunne spejle sig i én af samme slags. Bare større. At se sig selv. Ude i fremtiden. Uden på nogen at være bevidst om nogle af de tanker.

Blot IMG_7636mærke tiltrækningskraften. Fascinationen. Suge til sig og lære. Og samtidig være under en tryg vinge. Fordi de store piger passer på den lille. At have en storesøster, oven i købet to, er bare lykken, når man er to år og er blevet den store i vuggestuen. Når man har fået et helt sprog til at opdage verden med og lege med de piger, som allerede er rykket i børnehaven. Når man på onsdag har sin første legeaftale. Oven i købet med én af pigerne fra børnehaven.

At blive så stor, som A gør i øjeblikket og så samtidig have mulighed for at være så lille, beskyttet og uendelig inspireret af naboens piger. Hvad end det er af kød og blod eller blot et sjælefællesskab, så er en storesøster lykken.

Goddag lethed. Farvel sorg.

Det gik meget godt, synes jeg. Indtil jeg mærkede letheden. Så forstod jeg. At nu gik det godt i ordets reneste forstand. Noget lettede. Noget vigtigt. Noget tungt. Endnu en rest af sorg havde sluppet mig. Eller jeg havde sluppet den.

IMG_7309Jeg har i flere uger forsøgt at beskrive den lethed. Som om mit blik løftede sig. Jeg kunne se ud over egen næse. (Det håber jeg at andre har oplevet, at jeg kunne tidligere, men nu det var én af fornemmelserne). Verden blev større. Farverne tydeligere. Perspektiverne flere.

Jeg kan rumme mere. Små og store ændringer eller skuffelser vælter mig ikke lige så nemt. De små, ligegyldige uheld, er færre. Altså af den slags hvor et glas vælter, hvor jeg glemmer nøglerne eller hvor vi kommer for sent (det gør jeg faktisk stadigvæk, men nu er det ikke pga. uheld).

Den bedste måde at beskrive det på, er hverdagen (er det ikke altid det?). Vi har i den seneste tid fået andre end de 12 hofretter, jeg har kørt med i de sidste 2 år. Jeg har improviseret i køkkenet. Da der manglede en ingrediens til frikadellerne og jeg til gengæld havde masser af thai-krydderier fik vi thai-spyd med nuddelsalat. Det kan synes af ingenting for dig, men for mig var det en regulær fest i køkkenet.

Jeg kunne genkende mig selv. Mit overskud. Min glæde ved at skabe.

Det gælder også bageriet. Jeg var holdt op med at bage. Nu sker det igen flere gange om ugen. Uden de store overvejelser eller overtalelser. Det sker bare.

Sådan er arbejdet også. Det føles ikke som hårdt arbejde mere. Det har det gjort. I en tid. Det var ok. Jeg følte, at der var noget jeg skulle bevise. Overfor mig selv. At jeg ville det.

Nu kan jeg begynde at høste det, jeg såede. Hvor fortærsket begrebet end er, så er det måske blot flow?

Letheden er måske blot overskud? Goddag, overskud. Hvor har jeg savnet dig. Mere end jeg var klar over. Og godt for det.

Det tankevækkende er så, at jeg før denne lethed syntes, at jeg var kommet igennem. Ud på den anden side af en svær tid efter at min familie pludselig blev en anden og mit liv ligeså. Jeg syntes, det havde taget lang tid. Dengang.

Nu skriver jeg 2 år og 9 måneder. Siden han flyttede. Og i denne måned mærkede jeg letheden. Det er skræmmende lang tid at vente på overskud. Godt jeg ikke ventede bevidst. Godt jeg blot var i stand til at mærke, da det pludselig var der og kan glædes over det nu.

IMG_7031Godt sorg, livet og al udvikling er af den slags. Som er tydeligst i bakspejlet. Ellers var jeg ikke sikker på vi kom igennem. Godt jeg synes det også var rart for måneder siden. Nu er det blot endnu rarere.

Men mest af alt lettere. Jeg er let. Livet er let. Smukt. Fyldt med perspektiver. Også de svære. Men jeg kan bære dem nu. Fordi noget tungt slap mig eller jeg det. Så jeg kunne mærke letheden. Hej lethed. Jeg nyder dig i fulde drag. Og kan mærke, at jeg svæver. (Og jeg er ikke  en gang forelsket. Endnu…)

 

Når vanen skulle gøre det nemmere… (men ikke gør det)

Jeg kan ikke komme udenom det. Det vil jeg heller ikke. For den lille skal også have en far. Alligevel havde jeg troet det ville blive nemmere. Nemmere end første gang jeg skulle dele. Hvor jeg følte det som om mit hjerte bristede, hver gang jeg afleverede ham. Den store.

Nu er den lille blevet stor nok. Det er også nemmere. Fordi der er en vane. Og fordi det stadig er for så kort tid tid (24 timer).

Det er også noget andet. Fordi omstændighederne er nogle andre.

Men dele. Det skal jeg. Én gang til. Og igen spørger jeg mig selv hvorfor så mange lykkes med at gøre det uden at blive nødt til at sige det højt?

Selvfølgelig skal de dele. Selvfølgelig skal jeg dele. Et barn har brug for både en mor og en far. Men hvordan gør I det så naturligt? Eller er det slet ikke så naturligt? Fortier I bare? Stiltiende accept uden at fortælle at det river i hjertet? Får I aldrig lyst til at råbe?

foto (17)Det er anderledes at dele lille A, fordi hun har været hos mig. Uden ham. Og derfor kender han hende ikke så godt, som han kender den store. Det gør ondt at skrive det. Jeg ved, det gør også gør ondt på ham.

A er vild med sin far. Og han med hende. Ingen tvivl om det. Alligevel kan jeg ikke mønstre den samme tillid. Egentlig naturligt nok. Men svært at italesætte. Fordi det uvægerligt taler ind til kernen af smerten. Jeg tier ikke. Men får det alligevel ikke sagt klart. Når jeg skriver det her, kan jeg mærke, at det er et problem.

Ikke at sige det, der er. Fordi det er der. Lige der midt mellem to voksne, som skal dele én gang til. Det var ikke nemt første gang. Faktisk var det ulykkeligt og urimelig svært.

Situationen er en anden med lille A. Men fortielse tjener stadig ikke situationen.

I går kom hun hjem fra sin far. Satte sig ind i sofaen og kaldte på mig. Vi så en film. Helt tæt. Helt stille. Sådan sad vi længe. Og jeg kunne mærke, hvordan uroen langsomt blev afløst af ro. Hvordan skuldrene fladt på plads og spændingen forsvandt. Det er bare noget andet med hende her.

Den kærlighed til hende har ikke været delt med noget andet menneske. Jeg har skulle rumme den indeni. Alene. Og gjort det. Med stor glæde og følelsen af at boble over. Nærmest hver gang jeg ser på hende. Men også savn. “Jeg er den”, plejer hendes far at sige. Og det er jeg. Jeg ville ønske, han også var. Men det er han ikke. Og jeg har ellers nok kærlighed indeni. Kunne sagtens hælde en liter eller to i ham. Men han må finde sin egen vej.

Det er så tydeligt for mig nu, at vi ikke er sammen om at dele hende her. At denne proces er en anden. Så det er forfra. Jeg kan mærke uroen, når jeg skriver det. Jeg ville gerne vide, at jeg havde gået på denne vej før. Fordi hullerne man falder i er som knive i hjertet. Det ved jeg. Fra tidligere.

Jeg må stille mig derud. I uvisheden. Men også i sårbarheden. Måske endda smerten. Smerten over at det er anderledes. Tale om det. Så vi sammen kan gå udenom hullerne. For de gør intet godt for os. Snarere tværtimod.

Der er dog én ting, der hjælper mig og som jeg ikke havde sidst. Vanen. At deleriet ikke længere er en fremmed disciplin.

Alligevel må jeg spørge igen: hvordan gør I det så naturligt? Eller er det slet ikke så naturligt? Fortier I bare? Stiltiende accept uden at fortælle, at det river i hjertet? Får I aldrig lyst til at råbe? Eller kan vanen virkelig læge alle sår?

Om at give slip, igen og igen – og om kærlighed og synkronisitet fra parellelverdener

Jeg er begyndt at læse skønlitteratur igen. Jeg nærmest sluger det. Og kan ikke slippe de mennesker jeg møder i den fiktive verden. Jeg sætter min egen verden på pause og kaster mig ind i deres. Sniger mig til et kapitel og til samvær med min parallelverden, så snart jeg kan. Jeg nyder i fulde drag at være tæt på ordene igen. Og kan mærke de inspirerer.

Men. Jeg savner de fiktive mennesker, når jeg har læst sidste side. Jeg har forholdt mig til dem. Til deres glæde og smerte. Og jeg har ikke lyst til at slippe.

Temaet for de sidste to bøger har været kvinde, der forelsker sig i mand, der dør. Lagde først mærke til sammenfaldet her til aften. Jeg kendte ikke handlingerne på forhånd (og skal nok lade være med at fortælle, hvilke bøger, for så har jeg jo stjålet din rene læseglæde), og når sådanne tilfældigheder viser sig i mit liv, tror jeg på signaler, beskeder, symboler. Mening. Synkronisitet.

Der sker ting i det virkelige liv, som også kun er mavefornemmelser. Kun er små observationer. Når man kender et menneske godt, så ser man de helt små ændringer. Eller jeg gør; lidt mere distræt end sædvanligvis. Vinflaskerne. Den lidt for hurtige afvisning og de korte udtalelser, for ikke at komme til at sige for meget.

Jeg har i et to et halvt år øvet mig i at slippe. For det er ikke noget, du gør fra det ene øjeblik til det andet. At slippe et andet menneske er noget du gør om og om igen. I hvert fald hvis du ikke selv har valgt det til at begynde med. Men hver dag kan du vælge at slippe lidt mere.

Men det betyder ikke, at kærligheden dør. Kærlighed dør ikke, fordi forholdet gør. Den ændrer sig. Selvfølgelig. Det gør den også i et forhold.

I mit tilfælde elskede jeg meget højt, også selv om jeg slap. Og jeg aldrig blev ledt til at håbe igen. Jeg tror den store kærlighed var med til bevare den relation, som skal bestå for at kunne dele børn mellem sig. Jeg tror den store kærlighed var en pude af blødhed midt i en kamp, en hårdhed og hav af smerte, som kunne have ødelagt os. Og mest af alt tror jeg den kærlighed satte mig fri. Mindede mig om hvem jeg var. Helt inde ved kernen. Så jeg tilgav mig selv for stadig at elske. Også selv om det gjorde ondt, når han skubbede. Selv om jeg godt forstod, at han gjorde det. At han smerte var ikke at kunne gengælde kærligheden og derfor måtte han også skubbe min væk.

Og så en dag opdagede jeg at kærligheden havde transformeret sig. At den ikke rev og sled i hjertet længere. Og et øjeblik, eller faktisk mange øjeblikke, blev jeg bange. For hvad så? Og hvorfor var jeg holdt op med at elske? Ville jeg ikke altid gøre det?

I dag kender jeg svaret. Jo, jeg vil stadig elske. Men ikke på en måde. For vi har en historie og deler det mest dyrebare. Jeg mærker ikke kærligheden hver dag. I perioder mærker jeg faktisk ligegyldighed. Men det er også godt. Selv om det ikke altid føles sådan. Jeg fortæller mig selv, at det er tiden, som guider kærligheden et nyt sted hen.

Og når jeg læser disse bøger, opdager jeg, at jeg ikke er den eneste, som har svært ved at slippe. At al forandring er svær. Men de minder mig om, at kærlighed ikke har en ramme. At vi kan elske, også selv vi ikke er mere.

Men også om at vi skal slippe. Vi må godt sørge. Men vi skal slippe. Og respektere livet. Og valgene. Og at forandring er det eneste vi kan være sikre på. Vi kan ikke holde fast. Så jeg ser tegnene. Trækker vejret dybt. En hel masse. Og slipper. Igen.

Og jeg kan gøre det, fordi disse bøger minder mig om, at kærlighed ikke dør. Den har sit eget liv. Som vi ikke skal forsøge at definere. Vores opgave er blot at tage imod. Turde mærke den og åbne os for den. Og være taknemmelige. For det hele. Også sorgen. For den er vores vidne. Vores bevis. Bevis på kærligheden.

En rokketand og en lorteble senere…

Så er vi i gang. Med en ny uge. Det har allerede været rigtig mandag. Men jeg har taget søndagen med ind i denne uge, så det lykkedes mig at tage både lorteble på vej ud af døren og en rokketand til morgenmad med oprejst pande, smil og dybe vejrtrækninger. Jeg elsker, når det lykkes. Og lægger mærke til det. Måske fordi det lige så ofte går galt…

Og det her med rokketanden er altså noget af en bedrift. Når man skal tage tre dybe vejrtrækninger bare for at mærke en tand, der rokker. Havde ellers håbet den kunne vente til han kom hjem til sin far. Men nu skulle den ud. Før morgenmad og ikke mindst morgenkaffe.  Men da N for tredje gang græd over bløde havregryn, fordi det gjorde ondt, kunne jeg mærke mor-modet indfinde sig. Lige der, hvor man får superheltekappen udleveret i døren til køleskabet. Samtidig kunne jeg mærke at al den morgenmad, jeg ikke havde fået, vende sig i maven, men barnet skulle ikke sidde midt i madpakken med blod, tand og stadig forholdsvis fremmede voksne omkring sig. Derfor fik jeg udleveret en ny uniform.

Således kan jeg nu sige, med god og entusiastisk hjælp fra ejermanden selv, at jeg har hevet en tand ud. Og hans lettelse og stolthed var det hele værd.

På cyklen, kun 5 minutter for sent på den, på trods af både tand og 2 bleskift indenfor 7 minutter, kunne jeg mærke, at jeg kunne takke min søndag for, at det ikke var gået helt galt.

foto (15)En søndag, hvor vi absolut intet lavede. Hvor vi alle tre fik lov at passe os selv. Læse bøger, se film, lege med Ipad og lego. Gå tur uden at have et formål, så der blev rigelig tid til at gå på line og på trapper. Op og ned. Op og ned. Opdage at solen faktisk varmede. Og vinden ikke helt havde taget efteråret med sig endnu.

Læse et kapitel i en roman (!) med en iskaffe mens den mindste fandt ind i sin middagslur. Og snige sig til en halv lur, af den slags, hvor man døser ind og ud,  med et bagtæppe af fantasi, fordi den største var i gang med at redde menneskeheden med sin Hero Factory (og jo, der var også en en lille djævel, som hældte dårlig samvittighed ned i halsen på mig, over at jeg ikke reddede planeterne sammen med ham. Jeg bygger gerne de mænd med ham. Men at lade dem flyve gennem luften bagefter, det rækker min fantasi ikke til).

Vi var sammen. Hver for sig. Og fandt hinanden i kram, sjov og snak. For så at søge ind i hver vores igen. Vi var “bare” sammen.

Så kan jeg det hele dagen efter. Ligegyldig hvor meget mandag, der blev smidt efter mig.

Om glidende tacklinger, tryghedsnarkomaner og rutsjebaner

Bam, så lå jeg der. Livet havde lavet en absolut uelegant glidende tackling. Jeg kom helt ned at bide i græsset. Og lige der, i knæ, så livet smukkere og finere ud end nogensinde før. Med al den råhed, smerte og kærlighed et menneskeliv, kan byde på.

Jeg har altid troet, jeg var tryghedsnarkoman. Men måske er det mere sådan, jeg er vokset op. I trygge rammer (og tak for det mor og far). Vi vidste hvad vi havde og ikke, hvad vi fik hvis vi tog en chance. Og jeg har truffet mange valg – også mange ubevidste – ud fra den devise.

Men langsomt, mens jeg faktisk endnu en gang er i knæ, dog med mindre dramatisk fortegn end hjertesmerte, mærker jeg, at jeg er bedst i udsvingene. Jeg vil gerne nedturene (måske fordi jeg ikke forestiller mig at smerte kan blive  værre end den, jeg allerede har oplevet)., fordi det så betyder, at opturene er tydeligere (og jeg elsker de bobler i maven). Jeg vil faktisk gerne rutsjebanen.  Både følelsesmæssigt. Men også i hverdagen. Kedsomme, trætte dage som på grund af livets naturlige vekselvirkning og dynamik pludselig åbenbarer den slags hverdagsoplevelser, som virkelig giver kulør. Og også økonomisk. Leve på en sten (som nok stadig er end del større end så mange andre oplever) af havregryn og se hvor langt madbudgettet kan række (fordi det også kan ende med en optur), for så at rejse ud og se i verden og bo på smukke steder lige ned til vandet.

Der er en enorm frihed i ikke at skulle vælge vejen på midten. Men det er også en svær balancegang. Fordi den lokker. Den store, brede hovedvej. Trygheden. Særligt, når man har ansvar for noget, som føles større end en selv.

For det frihedsideal må aldrig blive på bekostning af børnene og deres tryghed. Og så alligevel. Jeg vil også gerne vise dem udsvingene. At vi kan lære af livet. At vi kan vende de situationer, som vi står i til vores fordel. Det er på en eller anden måde, de kort en skilsmisse allerede giver én på hånden. Skiftene. Savnet. Men også intensitetten. Og den fulde opmærksomhed.

De kender allerede rutsjebanen. Og så er det min opgave at pege til, at selv i smerte og med modstand, kan vi finde taknemmeligheden og glæden. Og for at vise dem, at vi ikke skal tage noget som helst for givet. For det er første skridt hen mod den glidende tackling.

En svær kamel at sluge!

Det har været svært at komme hjem fra ferie. Jeg synes, prisen har været høj.

Ikke så meget for mig. Jeg synes jeg har vænnet mig til savnet, som heller ikke denne gang udeblev.

Men jeg har været vidne til to søskende, som virkelig har savnet hinanden. Som aldrig nogensinde har været sammen i 3 uger i træk før. Og det har været så rørende at være vidne til det bånd, som allerede var stærkt, men som nu virker udbrydeligt. De har på skift grædt, når den ene er blevet hentet og den anden skulle blive. Den lille har spurgt efter den store, som det første, når hun vågnede om morgenen.

Det er allerede bevet bedre. Men det har gjort ondt.

Så ondt at jeg har haft svært ved at koncentrere mig om arbejdet. Og haft svært ved stilheden om aftenen.

Og så slog det mig pludselig. Det er i tider som disse, at jeg simpelthen bliver nødt til at læne mig op ad min spiritualitet. En spiritualitet, som blev markant stærkere, da børnenes far flyttede. Fordi det gjorde ondt. Fordi jeg var magtesløs. Fordi det ikke gav mening overhovedet.

Jeg forstod ingenting. Og havde massiv modstand på virkeligheden, hvis jeg tænkte for meget over det.

Kun når jeg mindende mig selv om, at jeg ikke kunne regne livet ud, at jeg ikke vidste, hvad meningen var, men hele tiden kunne vælge at have tillid til, at der var en mening. At der var et smukkere liv for både mig og mine unger. Og for deres far.  Og at den smerte, som vi påførte dem, ville gøre dem til de mennsker, som det var meningen, de skulle blive. At det ville være med til at forme dem. Til det, de var ment til at skulle udrette i verden.

Foto: MagnetTV og @pernillesdaily (Instagram) - sig endelig til hvis jeg skal fjerne det.
Foto: MagnetTV og @pernillesdaily (Instagram) – sig endelig til hvis jeg skal fjerne det.

Det fjerner ikke smerten. Men det fjerner modstanden. Og kampen. Mod virkeligheden. Som er en kamp vi altid taber, og som er umådelig hård at kæmpe. Det gør smerten renere. Og lige der kan taknemmeligheden også vise sig. Taknemmeligheden over alt det, som trods alt er.

Alligevel kan jeg, i de øjeblik hvor sætningen dukker op i mit hoved, have lyst til at sparke, råbe og skrige. Det er modstanden, der taler. Men hvis jeg læner mig ind i den modstand, så smelter den, og jeg  mærker overgivelsen. Blødheden. Og tilliden. Det er den samme krampetrækning hver gang. Og nogle gange, hvis det virkelig gør ondt, udebliver forløsningen.

Men langt de fleste gange, så er den overgivelse den eneste løsning. Det andet gør simpelthen for ondt. For længe. Og jeg kan kæmpe nok så meget, men virkeligheden vinder alligevel. Så alt er godt. Også smerten. Bare den er renset for modstand.

For så kan der, lige der i den rene smerte også opstå den dybeste kærlighed. For det giver mening. For mig. Jo dybere smerte, jo dybere kærlighed. Og jeg har virkelig elsket. Og ud af de kom mine børn. Så ja, alt er godt. Også selv om det er en kamel at sluge en gang i mellem.

Er jeg skole-klar?

Det burde da være mit barn, der spurgte mig om det. Men det gør han ikke. Det gør eg til gengæld.

Han glæder sig. Det er kun moren, som i sit hjerte frygter, hvordan det skal gå den lille dreng, som er blevet stor uden at jeg nåede at opdage det. “Han er så blød” tænker jeg. “Han er så mild”. Jeg elsker ham for det, men nu kan jeg godt blive bange for at det giver knubs.

Og mens jeg skriver det, sker der, som så ofte før, noget magisk. Jeg tænker. Knubs, de gør ondt ja, men jeg er lige her til at hjælpe ham med at forstå og navigere. Og knubs er også livsduelighed. Og får han ikke den nu, så kan det blive benspænd og styrt senere.

Tjek. Så er den klaret. I hovedet i hvert fald. Men hjertet, det er stadig blødt – og let blødende.

For han er blevet stor det sidste år. Og jeg tror faktisk på, at han er klar.

Men jeg er ikke. Jeg er da ikke mor til et skolebarn. Jeg er da baby-mor. Det er da små størrelser, jeg skal navigere i. Ikke madpakker, legegrupper, lektier og lærere. En hel anden kommunikation – og meget mindre kontrol – eller indsigt, er vel et pænere ord.

Jeg glæder mig til at skulle læse med mit barn og lave lektier. Jeg glæder mig til alle de spændende snakke, når han kommer hjem med ny viden. Jeg elsker hans videbegærlighed. Og jeg er sikker på vi begge bliver så kloge af det her.

Men min identitet skal også i skole. Den skal nemlig lære, at jeg nu er mor til et skolebarn. At jeg er blevet så voksen. Og det ved jeg faktisk ikke om jeg er helt klar til at være.

Søskendekærlighed

Det er ikke kun mig, der har nyd det uafbrudte samvær i de tre uger, vi har været på ferie.

Det har storebror og lillesøster også. De var tætte før og ingen tvivl om at de elsker hinandens selskab. Men den nærhed, det bånd og al det sjov og leg, de har haft de tre uger vi var i Frankrig er intet mindre end dybt rørende.

foto (12)

De har begge lært en hel del om grænser og konfliktløsning, om omsorg og leg, om dril og sjov. Den store kan altid nå sin søster, også når moren ikke kan og inviterer han til leg eller hygge, er hun er med det samme. Storebror er blevet meget bedre til at sætte grænser for sin viljestærke søster og lillesøster opfører sig som et lille børnehavebarn efter i 3 uger at have modelleret og observeret sin storebror. Jeg har elsket at være vidne til dem og det heltsærlige de bånd de har forstærket på denne ferie, både på bagsædet, i sofaen, i vand, i leg og ved sengetid.

N har altid elsket sin lillesøster højt og det er meget få gange, han har sagt højt, at han var træt af hende, også selv om hans tålmodighed i den grad er blevet sat på prøve. Hold op han har ventet, da lillesøster var mindre. Jeg kan få helt ondt i maven over, hvor mange timer han har ventet på mig, fordi lillesøsters behov kom først.

A har uden tvivl også elsket sin storebror fra første blik. Og de sidste måneder har hun tydeligt savnet ham, når han var hos far. Hun har ledt efter ham og spurgt efter ham lige siden hun kunne sige sine første ord.

Den store har til gengæld haft lidt svært ved at vænne sig til at lillesøster også skulle være hos far en gang i mellem. Har talt om alene-tid med far og proteresteret højlydt, når A skulle på besøg. Forståeligt, fordi det uden tvivl forstyrrede dem dybe tosomhed, han havde hos sin far.

Men den protest er helt aldeles forstummet nu. Det var N der bad om at lillesøster skulle med over til far, når de kom hjem fra ferie. Og det var ham, der græd hjerteskærende i morges, da hans far foreslog at lillesøster måske skulle hentes, fordi hun savnede mor.

De to har altid hørt sammen. Og gudskelov at de har hinanden og kan følges ad i dette deleri. Det er jeg dybt taknemmelig for, også selv om det kun er den store, der har oplevet sine forældre bo sammen og den lille endnu ikke sover fast hos far.

Og jeg tror, noget kommer til at ændre sig nu. Ikke fordi hverken mor eller far siger det. Men fordi søskendekærligheden har vokset sig så stor, at de ikke kan undvære hinanden en hel uge…

Det er rørende, når situationer finder deres egen løsning og timing viser sig. Det er ikke altid det sker, slet ikke i deleriets navn. Men tid, tillid og tålmodighed har virkelig været mine læremestre. Dog ikke overgået af de to søskende og deres accept og kærlighed. Til deres forældre, til livet, til omstændighederne. Og ikke mindst til hinanden.

Har jeg krammet nok?

Da solen skinnede på mig i sengen her til morgen lå jeg helt stille og lyttede til ungernes vejrtrækning. Og kom igen til at tænke på den gavmilde dag i går. Og hvor meget jeg havde krammet den store. Og pludselig slog det mig: har jeg krammet ham nok på denne ferie? Det er jo ham, jeg skal aflevere lige om lidt, har jeg fået nydt ham nok?

foto (11)

Delemorens svar er nej. Men moren i mit hjerte siger ja. Fordi jeg på denne ferie også har været vidne til en dreng, som er blevet stor. En dreng, som lige om lidt starter i skole. En dreng som har været storebror med stor S på denne ferie. En dreng som har vænnet sig til at bo to steder. En dreng, som på så mange måder er ved at blive stor og derfor ikke hele tiden søger sin mors favn (selv om han heldigvis stadig gør det).

Og det er kun hvis jeg sammenligner med alle de kram hans lillesøster har fået, at han ikke har fået nok. Og sammenligningerne tjener ingen. Hverken ham eller mig.

Måske har jeg ikke krammet nok. Eller rettere. Jeg kunne godt have tænkt mig at kramme endnu mere. Og måske er dette også en påmindelse om en dreng, som jeg har set vokse. Og som den næste tid får brug for sin mor på en anden måde (også). Fordi en ny og stor verden åbner sig for ham.

Og i mellem tiden har jeg spillet kort og matador og ludo. Vi har badet sammen. Jeg har grint med ham. Læst for ham. Om verden og fantasi. Og vi har talt om det hele. Og jeg har lyttet. Det er også kram i min bog.