En mors bekendelser (om også at skulle være faren)

Han havde faktisk bare ikke tillid til mig. Han sagde han var utryg. Men det var på grund af mig. Han tvivlede på mine evner som scooter-kører. Da jeg spurgte ham, om det havde været anderledes, hvis det var hans far, han skulle køre med, svarede han tøvende ja. Så blev jeg først rigtig træt af det. Omvendt bekræftede det min mistanke. Og så er det, jeg mander mig op.

IMG_0073Til gengæld var det desto større, da han sad med armene om mig, bag på scooteren, på vej af de hullede grusstier ind til vandfaldet gennem junglen og jeg hørte ham sige; “jeg har den sejeste mor i verden”. Jeg tror ikke der er mange, der er så seje som dig, mor. Du er virkelig god til at køre på scooter. Og det er så fedt. Jeg er glad for, at jeg tog med”.

Jeg smilede for mig selv foran ham. Jeg vil gerne være den sejeste mor. Men jeg ved også, hvorfor jeg gør mig så umage for at være det. Fordi der ikke er nogen far med.

Jeg skulle være sej en gang til. Da Noah fandt det smukkeste og største konkylie jeg har set i levende live under vand. Vi snorklede ud for en lille øde ø, som Noah har døbt Hawaii (fordi det er det den ligner, når vi sidder og nyder solnedgangen og øen ligger overfor med alle sine palmer og er sin helt egen). Konkyliet lå, så jeg næsten kunne nå det, uden at skulle dykke ned. Men kun næsten. Så der lå jeg så, i overfladen, og samlede mod til mig. For jeg elsker at dykke. Men jeg behøver bestemt ikke røre ved noget af det, jeg ser.

IMG_0072Men sådan er det ikke, når jeg har børnene med. Det var det heller ikke i sommer, da vi samlede på søpindsvin i de græske farvande. Nu var jeg på den igen. Da jeg endelig trak vejret dybt, holdt vejret, dykkede ned og greb forsigtigt om konkylien, blev jeg så forskrækket over hvor tung og stor den var, at jeg slap den igen, kun for at den sank endnu længere ned. Okay, også fordi den så noget så ulækker ud, da jeg vendte den rundt og så den største, sorte snegl, som havde til huse indeni.

Men på den igen. For han lå jo lige der i overfladen. Min søn. Og holdt vejret sammen med mig. Op til overfladen kom den. Og ombord i kajakken.

Han gentog sig selv; “du er den sejeste, mor”. Og det er jeg måske nok. Fordi jeg skal være det. Jeg skal være moren. Men også faren. Sådan er det, når man deler sine børn og far ikke er med på ferie. For havde han været det, så havde det bestemt ikke været mig, der havde samlet det konkylie op.

Min grænse blev trukket, da vi kom hjem på resortet med konkyliet. Egentlig ville jeg så gerne, at vi selv havde tage livet af den meget livlige – og store – snegl indeni. Men hertil og ikke længere. Så da de søde drenge på stedet pludselig tog den med og sagde “sixty minutes” kom jeg bestemt ikke med indvendinger. Bagefter tænkte jeg, at Noah skulle have været vidne til det.

Men det må blive sammen med hans far. Eller en anden mand. For mig bliver det ikke med.

Jeg vil blot nyde mindet om drengen, der sad bag mig på scooteren og til tider kyssede min bare skulder. Mindet om drengen, der gik rundt på resortet og viste hele personalet sin konkylie. Og drengen der faldt i søvn, mens han lå og lyttede til konkyliens susen.

Og minde mig selv om, at jeg er nok. Også selv om jeg elsker, når han synes, jeg er sej.

Og bære mindet i mit hjerte om et barn foran og et barn bag mig på scooteren. Begge nynnende hver sin melodi. På vej ud i det blå. Tættere på mor-idyl, lykken og friheden kommer jeg ikke…

Et menneske fra fortiden #TBT

Jeg kan bedst huske følelsen. Tyngden. Sorgen. Trætheden. Tvivlen. I går mødte jeg hende igen. Og noterede mig, som jeg også har skrevet om her, at følelsen var den modsatte. Lethed. Kærlighed. Glæde. Tro.

IMG_7780Det var den ældre, garvede, omsorgsfulde sundhedsplejerske, som på en eller anden måde blev en klippe i de første måneder af lille A’s liv. Når hun sad i min sofa og anerkendende nikkede, troede jeg på, at det nok skulle gå. Hun lyttede. Og delte af sin livslange erfaring. Hun var ikke bekymret. Jeg gjore det godt (nok). Og lille A skulle nok klare sig. Hun havde hørt historier, der var værre end min. Og hun havde set mange komme ud på den anden side.

I modsætning til besøgene i forbindelse med mit første barn handlede det ikke om at skulle præstere, “gøre det rigtigt” og vise overskud, men udelukkende om at blive set. Jeg frygtede ikke dommen. Havde bare brug for den erfaring og sparring, som nu sad i min sofa i form af en garvet sundhedsplejerske, som også var mor til tre og bedstemor til to.

Jeg kunne stille alle de “små spørgsmål” om hverdagstingene og plejen af mit lille barn. Men hun kunne også rumme de store spørgsmål. De to flettede så fint ind i hinanden, bundet sammen af erfaring.

Alt det kom op som varme og taknemmelighed i kroppen i går. Et menneske der så A og jeg. Ikke som ofre. Men som to stærke feminine kræfter. Så os med erfaringens øjne og vidste, at vi nok skulle klare os. Det var den energi hun kom med.  Samtidig lyttede hun til mit “lige nu” og gav den omsorg, som hun instinktivt mærkede, vi havde brug for lige der.

Intet af dette så jeg dengang. Men nu står det klart.

Hjælpen kom – endnu en gang – fra uventet kant og én jeg bestemt ikke havde opfattet som spillende på mit hold i forbindelse med mit første barn.

Og. Det vi har brug for i orkanens øje er så enkelt, at det er svært at bede om. Vished. Omsorg. Og mest af alt; at blive set. Uden dom. Uden at skulle fikses. Bare set. Som jeg  og lille A blev det af sundhedsplejersken fra kommunen…

Lykken er en storesøster…

Metanote: Hver torsdag vil jeg fra nu af dedikere til et minde. Måske en uge gammelt, måske 30 år, torsdage er tilbage i tiden. #TBT = Throwback Thursday – er nu blevet en del af bloggen.

Dengang jeg var lille, var jeg stadig den største. Jeg var storesøster og elskede min lillebror. En anden jeg elskede højt, var naboens store pige, som var 6 år ældre. Jeg husker så tydeligt en dag i børnehaven, hvor hun vinkede til mig inde fra klubben (!). Jeg blev et hoved højere. Mindst. Og da hun så præsenterede mig for sine veninder i klubben, som sin lillesøster, voksede jeg lige ind i himlen.

Det samme oplever jeg nu med lille A og naboens tvillingepiger. Egentlig er det storebrors legekammerater, men hver en chance hun får, sniger hun sig med ind, også nogle gange uden storebror, for at være sammen med de store piger. Ofte leger de ikke med hende. Så sidder hun blot mellem dem i sofaen og ser fjernsyn. Helt stille. Som om hun sluger hvert øjeblik råt og ikke tør røre sig af frygt for, at det så er forbi. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad hun ser i fjernsynet. Hun sidder der blot. Måske begynder hun efter lang tid at lege med de store pigers legetøj, men stadig helt tæt på dem, og helt stille.

Og jeg genkender mig selv. Endnu en gang . I hende. Og i den følelse, jeg er sikker på hun har. Af at kunne spejle sig i én af samme slags. Bare større. At se sig selv. Ude i fremtiden. Uden på nogen at være bevidst om nogle af de tanker.

Blot IMG_7636mærke tiltrækningskraften. Fascinationen. Suge til sig og lære. Og samtidig være under en tryg vinge. Fordi de store piger passer på den lille. At have en storesøster, oven i købet to, er bare lykken, når man er to år og er blevet den store i vuggestuen. Når man har fået et helt sprog til at opdage verden med og lege med de piger, som allerede er rykket i børnehaven. Når man på onsdag har sin første legeaftale. Oven i købet med én af pigerne fra børnehaven.

At blive så stor, som A gør i øjeblikket og så samtidig have mulighed for at være så lille, beskyttet og uendelig inspireret af naboens piger. Hvad end det er af kød og blod eller blot et sjælefællesskab, så er en storesøster lykken.

Fra trekløver til tosomhed – og tilbage igen

Den torsdag, hvor jeg afleverer min store dreng til sin far, er helt hellig. Det er min og lille A’s aften. Hvor vi sidder helt tæt og helt stille i sofaen. Mærker hinanden efter en uge, hvor vi har været tre. En lidt mere “rigtig” familie på tre. Nu er vi to. Tøserne. Og vi læner os ind i det og i hinanden. Det føles særligt på den helt stille måde.

For der er stille, når tre bliver til to. En 2-årigs behov er nogle andre end en 6-årig og to børns behov nogle andre end et barns. Mest fordi der kun er et barn. Det ene barn er mere stille end hun plejer. Fordi hun også mærker tomheden. Og spørger efter sin storebror. Hun nikker, når jeg svarer, at han er hos far. Hun kender godt rutinen. Men det mindsker ikke savnet.

Jeg spejler mig i hende. I hendes accept af virkeligheden. Også når den gør ondt. Eller er svær. Hun sætter ord på sine behov. Siger at hun savner ham. Spørger, hvornår hun skal over til far.

Virkeligheden er også, at hun har sin mor for sig selv. At vi pjatter og finder ind i den fineste lille symbiose (ligesom min store og hans far sikkert også gør den aften). Vi er helt tætte, lidt stille den første tid indtil kroppene vender sig til igen at være to.

Derefter hygger vi os og jeg kan føle mig helt skyldig over, hvor tæt jeg er med det lille menneske. Hvis tilstedeværelse i en tid holdt mig på benene uden at hun vidste det. Fordi jeg skulle. Fordi selv om jeg delte mit store barn, så var jeg stadig mor for et andet, når han blev afleveret.

Og selv om jeg til en hver tid vil foretrække mit lille trekløver (når nu kernefamilien ikke er en mulighed), så nyder jeg den tosomhed og nærhed, som ét barn kan have med én voksen.

En nærhed med den fineste, klogeste, sjoveste, mest temperamentsfulde lille lærermester. En tidlig og uspoleret version af mig selv. En tosomhed og en kærlighed, som overvælder mig.

IMG_7491Det sværeste? Dualismen. Der er altid den anden side. Som jeg også synes dette indlæg så fint illustrerer. Symbiosen er den ene side. Savnet den anden. Hele tiden hiver den anden side i mig, når jeg med umage nyder det jeg har.

Dualismen i hverdagen er først at slippe den store. For syv dage senere at tage imod ham igen. Lille A begynder som regel at spørge efter ham en dag eller to før. Og lige der trykker hun start på savnet. Så kan vi sammen glæde os og tælle ned til vi igen skal hente ham og blive et trekløver. Læne os ind i det og nyde den konstellation. Og sådan går hverdagen, i al sin almindelige absurditet.

Savnet…

Jeg har ønsket mig det så længe. Dengang fordi jeg havde brug for at komme til overfladen og trække vejret helt ned i lungerne. Helt ind i mig selv. Uden afbrydelser.

Jeg var flad og kørte på pumperne. Jeg trængte til pauser. Men ikke det gør jeg ikke mere. Ikke på samme måde. Som ordene om lethed gerne skulle beskrive i forrige indlæg.

Alligevel skal hun afleveres. Fordi hun savner sin far. Det siger hun selv. Og fordi hendes far gerne vil. Alt er, som det skal være.

Alligevel hiver længslen i mig. Jeg kan nemlig sagtens holde pauserne sammen med hende. Nu. Nu hvor hun ikke er der. For nu er hun hos sin far. Løb i hans arme. Efter at have hoppet, danset, grinet, talt og råbt “du kan ikke fange mig” hele vejen derover. Det er som det skal være.

Det er det her, jeg har ønsket så længe. For os alle. For mig. For hendes far. Og mest af alt for Anna.

Det betyder bare ikke, at det er rart. For det gør ondt. Savnet.

IMG_7582Og det er så nu, at jeg skal nyde min tid. Til at trække vejret helt ind. Komme til overfladen. Sove uafbrudt søvn (er så meget ud af træning, at det ikke sker, men det er heller ikke vigtigt. Mere).

Det bedste er at kunne tænke tanker til ende. Komme ud på den anden side af en tanke, og så… Ro. Og det næstbedste er ikke at skulle lave aftensmad. I går spiste jeg mysli med mælk på. Kl. 21.10.

Og så kan jeg gå ud. Mødes med voksne mennesker. Og fordybe mig i ord. Og arbejde. Alt sammen gode ting. Som jeg har savnet. Men ikke så meget, som jeg savner hende.

Jeg ved, at A er glad for sin far. Hun er sammen med sin bror, hvilket gør mig varm om hjertet. Hun har sikkert været sammen med sin farmor og farfar i går. Som hun er helt vild med. Det er så fint. Der er masser af kærlighed. Masser af omsorg. Det er, som det skal være. Og det er savnet vel egentlig også?

En rokketand og en lorteble senere…

Så er vi i gang. Med en ny uge. Det har allerede været rigtig mandag. Men jeg har taget søndagen med ind i denne uge, så det lykkedes mig at tage både lorteble på vej ud af døren og en rokketand til morgenmad med oprejst pande, smil og dybe vejrtrækninger. Jeg elsker, når det lykkes. Og lægger mærke til det. Måske fordi det lige så ofte går galt…

Og det her med rokketanden er altså noget af en bedrift. Når man skal tage tre dybe vejrtrækninger bare for at mærke en tand, der rokker. Havde ellers håbet den kunne vente til han kom hjem til sin far. Men nu skulle den ud. Før morgenmad og ikke mindst morgenkaffe.  Men da N for tredje gang græd over bløde havregryn, fordi det gjorde ondt, kunne jeg mærke mor-modet indfinde sig. Lige der, hvor man får superheltekappen udleveret i døren til køleskabet. Samtidig kunne jeg mærke at al den morgenmad, jeg ikke havde fået, vende sig i maven, men barnet skulle ikke sidde midt i madpakken med blod, tand og stadig forholdsvis fremmede voksne omkring sig. Derfor fik jeg udleveret en ny uniform.

Således kan jeg nu sige, med god og entusiastisk hjælp fra ejermanden selv, at jeg har hevet en tand ud. Og hans lettelse og stolthed var det hele værd.

På cyklen, kun 5 minutter for sent på den, på trods af både tand og 2 bleskift indenfor 7 minutter, kunne jeg mærke, at jeg kunne takke min søndag for, at det ikke var gået helt galt.

foto (15)En søndag, hvor vi absolut intet lavede. Hvor vi alle tre fik lov at passe os selv. Læse bøger, se film, lege med Ipad og lego. Gå tur uden at have et formål, så der blev rigelig tid til at gå på line og på trapper. Op og ned. Op og ned. Opdage at solen faktisk varmede. Og vinden ikke helt havde taget efteråret med sig endnu.

Læse et kapitel i en roman (!) med en iskaffe mens den mindste fandt ind i sin middagslur. Og snige sig til en halv lur, af den slags, hvor man døser ind og ud,  med et bagtæppe af fantasi, fordi den største var i gang med at redde menneskeheden med sin Hero Factory (og jo, der var også en en lille djævel, som hældte dårlig samvittighed ned i halsen på mig, over at jeg ikke reddede planeterne sammen med ham. Jeg bygger gerne de mænd med ham. Men at lade dem flyve gennem luften bagefter, det rækker min fantasi ikke til).

Vi var sammen. Hver for sig. Og fandt hinanden i kram, sjov og snak. For så at søge ind i hver vores igen. Vi var “bare” sammen.

Så kan jeg det hele dagen efter. Ligegyldig hvor meget mandag, der blev smidt efter mig.

Ren kærlighed…

Jeg ved ikke, hvorfor jeg tuder hver gang jeg ser babyer blive badet.

Men det her er oven i købet tvillinger. Se lige, hvor meget kærlighed, ømhed og omsorg. Det er ren overgivelse. Ren kærlighed. Bare rent (no pun intented).

Og så kommer jeg til at tænke på dengang, jeg  selv badede lille A i håndvasken med en løbende vandhane (inspireret af netop disse videoer). Hun var helt ny og lille. Og hun lå bare der i vandet med sin rynkede hud. Og tog imod. Og nød. Og så faldt hun i søvn krøllet rundt om min ene hånd. Og jeg stod der og havde lyst til at trykke på livets pauseknap. Råbe til verden, at de skulle komme og opleve dette øjeblik sammen med mig.  Men havde ingen at dele det med, og var lige ved at implodere af kærhed, kærlighed og det rene, smukke liv. Måske derfor græder jeg:)

Det lille, tavse kærlighedsritual

Det startede som en nødvendighed. Når A var ked i cykelsædet og at stoppe op ikke var en mulighed. Så rakte jeg om bag mig og tog hendes lille bløde hånd. For at signalere at jeg ikke var ligeglad med hendes gråd. Og jeg aede hendes lille hånd uden ord. Og kunne mærke, hvordan hun faldt til ro bag mig.

Mange morgener har jeg gentaget den samme handling. Uden helt at tænke over det. På det samme sted på cykelturen til vuggestuen. På samme måde. Uden ord. Som vores eget lille farvel-ritual. Som en sidste nærhed og samvær inden adskillelse.

Den lille hånd. Så blød. Og buttet. Hendes lille hånd, som også lukker sig så godt den kan om min. Så jeg kan mærke gengældelsen. At hun også forstår.  Mine fingre, der aer. Igen og igen. Og roen der spreder sig. Kærligheden, som bare sniger sig ind på den der måde, som i virkeligheden er alt for stor til sådan en helt almindelig hverdag.

Jeg kan få tårer i øjnene, når jeg beskriver det. Fordi jeg kan mærke hende. Og hendes hånd. Og kærligheden. Og det er rørende, fordi det er ordløst.  Midt i morgentrafik, almindeligheder og arbejdsdag, lukker vi det hele ude og træder ind i vores egen verden.

En lille handling, som er kæmpestor. Fordi den er indbegrebet af alt det, som er vigtigt.