Jeg skammede mig over at blive skilt…

Det handler ikke OM, du er blevet skilt. Men om HVORDAN, du bliver skilt. Nyt foredrag i København og Aarhus giver dig svaret.

Fb-annonce-skilsmisse-KBH-25-feb kopi (1)
Klik på billedet og læs mere om foredrag i februar og marts.

I de første år efter mit eget brud var jeg meget optaget af at fordømme skilsmisse. Fordi jeg sådan skammede mig over at være en del af statistikken. Skammede mig over, at jeg ikke kunne holde sammen på min familie. Skammede mig over, at jeg ikke havde gjort mig umage.

For det vidste jeg inderst inde godt, at jeg ikke havde. Jeg havde taget kærligheden for givet. Den var så meningsfyldt, så stor, så altomsluttende i mit liv og i den familie, som var det bedste og vigtigste, jeg havde, at jeg paradoksalt nok kom til at tage lige præcis det for givet.

Derfor dømte jeg skilsmisse ude. Og jeg dømte alle der blev skilt ude sammen med den skam; vi kæmpede ikke nok. Vi bildte os ind, at græsset var grønnere på den anden side. Vi insisterede på retten til at være lykkelige. Vi var ikke villige til at kæmpe og slet ikke til at arbejde med det, der var svært. I stedet var vi bare på vej videre. Til mere lykke. Til mere frihed. Til mere af det sjove.

Det tror jeg stadig, er en lille del af sandheden om vores moderne samfund. Men i dag er jeg sikker på, at det bestemt ikke er hele sandheden.

For den anden del af sandheden er, at nogle af os bare ikke kan leve et helt liv sammen. Der er nogle af os, som i dag har ødelagt hinanden. Vi har slidt hinanden op. Fordi vi ikke vidste bedre. Vi har såret hinanden for dybt. Fordi det ellers gjorde for ondt på os selv. Måske var vi slet ikke rigtige for hinanden fra begyndelsen. Men valgte ud fra forvrængede billeder og forventninger. Eller vi var gode sammen, før vi fik børn.

Måske glemte vi at tage afkørslen på den tresporede motorvej, da vi kørte ind i 30’erne sammen med alle de andre. Destinationen hed pludselig ægteskab, familie, huskøb og karriere. Vi lå i overhalingsbanen, og det så jo meget godt ud, så hvorfor ikke? Måske glemte vi, at mærke efter om det, der var så rigtigt for alle de andre (hvis det overhovedet var det), også var det for os og det parforhold, vi levede i?

På vej mod 40’erne ser det godt nok ud som om at mere en halvdelen af os kollektivt kører mod skilsmisse, og det er en ulykkelig tendens.

Ikke fordi skilsmisse er forkert. Men fordi ligegyldigt hvor sunde og bevidste vi er, ligegyldigt hvor gode vi er til at passe på børnene og ligegyldigt hvor enige vi er, så er skilsmisse forbundet med sorg. Det gør ondt. Også selv om det er, det helt rigtige.

Men. Det handler ikke om antallet af skilsmisser. Det handler om, hvordan vi går fra hinanden.

Og vi kan først begynde at fokusere på, hvordan vil bliver skilt, når vi ikke længere skal skamme os. Når vi fjerner det tabu, der er omkring skilsmisse. Skilsmisser er i dag virkelighed for mange parforhold. Alt for mange kan vi mene, men hvis det er der, vores fokus ligger, kan vi ikke ændre den statistik. For vi bliver nødt til at lære af de skilsmisser. Åbne øjnene, blive bevidste og tænde lys i de mørke afkroge af de skilsmisser, som sker. Om vi vil det eller ej. Så hvorfor ikke bryde tabuet og give skilsmisserne mening?

For vi kan godt skabe hele, sunde og glade børn, selv om forældrene er skilt. Vi kan godt vise andre, os selv og børnene, hvad kærlighed er, og i hvor mange former den findes, ved at skabe ærlige, troværdige og autentiske relationer til eks’erne og i de nye familier, som opstår ud af skilsmisse.

Og det er her, jeg ønsker at sætte ind. Med bevidsthed. Og ansvar. Ansvaret for den gode skilsmisse.

Og det er ikke bare et praktisk ansvar. Det har de fleste styr på. Faktisk kaster mange sig energisk og hovedkuls ud i de praktiske udfordringer, fordi de så ikke behøver at forholde sig til de følelser, som buldrer indeni.

Vi tror, vi kan fikse børnenes følelsesstorm og forsøg på at navigere og forstå, hvordan deres fundament pludselig blev revet væk under dem, ved at sørge for det praktiske. Ved at indrette fine nye værelser og skabe ydre rammer.

Men det er ikke hele ansvaret. For der er et indre arbejde. Og kan vi ikke gøre det selv, kan vi ikke vise vores børn hvordan.

Kan vi ikke selv være følelsesmæssigt autentiske, hvordan skal vi så vise vores børn, hvordan de skal navigere?

Hvordan kan vi udvikle et sundt og stærk samarbejde med en eks om netop børnene, hvis nissen fra det forliste ægteskab, flytter med ind i den nye relation?

Det er nødvendigt at rydde op. Det er nødvendigt at tage et ansvar for det indre arbejde. Det er nødvendigt at sige farvel til nissen.

Hvis ikke, bliver din skilsmisse ikke det værd. Al den smerte. Al den sorg. Al det savn. Al den omvæltning. Giv det mening.

For det er dig, der bestemmer, om din skilsmisse bliver et sammenbrud eller et gennembrud.

Vil du lære hvordan, du tager det ansvar, rydder op, og siger farvel til nissen, så holder jeg foredrag i København d. 25. februar og Aarhus d. 3. marts.

OBS! Premiere-rabat: 1 person koster kr. 650,- og tager du en ven med betaler I kr. 400,- hver. 

Læs mere og tilmeld dig i København d. 25. februar, 2016
Læs mere og tilmeld dig i Aarhus d. 3. marts, 2016

Jeg håber vi ses…

Så blev det jul i det lille hjem

eller endnu en fortælling om, hvad overskud kan medføre…

IMG_7765Jeg har ønsket mig den nissedør i tre år. Og hvor svært kan det være at få den købt og sat op? Ikke så svært skulle man mene. Og så alligevel. 

For havde jeg sat den nissedør op forrige eller sidste år, så havde det blot føjet til mere pres på en i forvejen presset situation. Jeg har haft store uindfriede forventinger til julen de sidste to år. Ikke et ord – i dette indlæg – om at dele sine børn i julen, men nogle ord om forventninger, som jeg også har skrevet om før.

I år har letheden medført noget andet: overskud. Til jul. Julerier. Nissedøre. Konfekt. Juledekorationer. Drillenisser. Kalendergaver og julekalender – med en sund struktur omkring det hele, så det ikke betød al for sen sengetid og overstimulering. Det sidste lyder måske af lidt for meget struktur, men tidligere år har netop julekalender på DR kl. 19.30 kunne slå hele putterutinen i stykker.

Jeg har med andre ord givet den julegas. Ikke fra et sted af underskud, om end jeg kender  alt til den version. Men fra et sted af overskud. Derfor har det været sjovt. Og jeg har været overrasket over min egen glæde og kreativitet. Julestemning, som jeg ikke har oplevet den før. 

Fordi det ikke har været forceret. Og fordi jeg har sænket barren. Jeg opgav at købe alle kalendergaverne på én gang. Købte dem jeg havde fantasi til og tænkte, at jeg så nok fandt en løsning på resten. Har primært julet igennem med nissedør og drillenisser, når den store har været hos mig, fordi den lille ikke helt forstår det endnu.

IMG_7803Jeg har haft travlt med arbejdet denne december, mange opgaver og en del på farten. Så der har også været træthed. På de dage har jeg opgivet at finde på og drille. Og så alligevel. På vej i seng fik jeg en idé og ti minutter senere hang der strømper i hele stuen. Fordi jeg havde tilladt, at jeg ikke havde lyst og ikke orkede. Netop derfor, tror jeg, kom lysten til juleriet igen. På trods af træthed. Jeg fandt mit julehumør og intet har kunne ødelægge det.

I år blev det jul i det lille hjem. På en nye måde. På min måde. Nissedøren blev beviset og symbolet. 

At miste halvdelen af en barndom #TBT

I dag er det Throwback Thrusday. Det slog mig, da jeg skrev om minder og lange lemmer den anden dag, at der også her sniger sig et deleperspektiv ind, som jeg blev opmærksom på, længe før det overgik mig selv at dele mine børn.

Skilsmisse var meget svært for mig at at forholde mig til dengang i 2008. Jeg var unuanceret. Og dømte mennesker, som ikke kunne få det til at fungere.

Der var dog et menneske, som i et fint og skrøbeligt øjeblik efter sin skilsmisse sagde noget, der gik lige i hjertet på mig, og som jeg siden har tænkt tilbage på mange gange:

“Jeg har ikke blot mistet min elsker og min bedste ven. Jeg har også mistet halvdelen af mit barns barndom”.

IMG_7124Det rørte mig. Det var så klart, at jeg allerede dengang kunne forstå det, på trods af at jeg delte verden op i sort og hvid, og skilsmisse hørte til i den sorte kategori. Jeg kunne forestille mig – med hovedet – hvor forfærdeligt det måtte være.

Senere har jeg i den grad mærket det i hjertet. Og når de børn vokser så hurtigt, som de gør i perioder, eksempelvis når de starter i skole, så kan en uge hos far godt føles som om, man lige er gået glip af en stor luns barndom.

Goddag lethed. Farvel sorg.

Det gik meget godt, synes jeg. Indtil jeg mærkede letheden. Så forstod jeg. At nu gik det godt i ordets reneste forstand. Noget lettede. Noget vigtigt. Noget tungt. Endnu en rest af sorg havde sluppet mig. Eller jeg havde sluppet den.

IMG_7309Jeg har i flere uger forsøgt at beskrive den lethed. Som om mit blik løftede sig. Jeg kunne se ud over egen næse. (Det håber jeg at andre har oplevet, at jeg kunne tidligere, men nu det var én af fornemmelserne). Verden blev større. Farverne tydeligere. Perspektiverne flere.

Jeg kan rumme mere. Små og store ændringer eller skuffelser vælter mig ikke lige så nemt. De små, ligegyldige uheld, er færre. Altså af den slags hvor et glas vælter, hvor jeg glemmer nøglerne eller hvor vi kommer for sent (det gør jeg faktisk stadigvæk, men nu er det ikke pga. uheld).

Den bedste måde at beskrive det på, er hverdagen (er det ikke altid det?). Vi har i den seneste tid fået andre end de 12 hofretter, jeg har kørt med i de sidste 2 år. Jeg har improviseret i køkkenet. Da der manglede en ingrediens til frikadellerne og jeg til gengæld havde masser af thai-krydderier fik vi thai-spyd med nuddelsalat. Det kan synes af ingenting for dig, men for mig var det en regulær fest i køkkenet.

Jeg kunne genkende mig selv. Mit overskud. Min glæde ved at skabe.

Det gælder også bageriet. Jeg var holdt op med at bage. Nu sker det igen flere gange om ugen. Uden de store overvejelser eller overtalelser. Det sker bare.

Sådan er arbejdet også. Det føles ikke som hårdt arbejde mere. Det har det gjort. I en tid. Det var ok. Jeg følte, at der var noget jeg skulle bevise. Overfor mig selv. At jeg ville det.

Nu kan jeg begynde at høste det, jeg såede. Hvor fortærsket begrebet end er, så er det måske blot flow?

Letheden er måske blot overskud? Goddag, overskud. Hvor har jeg savnet dig. Mere end jeg var klar over. Og godt for det.

Det tankevækkende er så, at jeg før denne lethed syntes, at jeg var kommet igennem. Ud på den anden side af en svær tid efter at min familie pludselig blev en anden og mit liv ligeså. Jeg syntes, det havde taget lang tid. Dengang.

Nu skriver jeg 2 år og 9 måneder. Siden han flyttede. Og i denne måned mærkede jeg letheden. Det er skræmmende lang tid at vente på overskud. Godt jeg ikke ventede bevidst. Godt jeg blot var i stand til at mærke, da det pludselig var der og kan glædes over det nu.

IMG_7031Godt sorg, livet og al udvikling er af den slags. Som er tydeligst i bakspejlet. Ellers var jeg ikke sikker på vi kom igennem. Godt jeg synes det også var rart for måneder siden. Nu er det blot endnu rarere.

Men mest af alt lettere. Jeg er let. Livet er let. Smukt. Fyldt med perspektiver. Også de svære. Men jeg kan bære dem nu. Fordi noget tungt slap mig eller jeg det. Så jeg kunne mærke letheden. Hej lethed. Jeg nyder dig i fulde drag. Og kan mærke, at jeg svæver. (Og jeg er ikke  en gang forelsket. Endnu…)

 

Tvang, ja-tak

Tænk, hvis vi var blevet tvunget. Tænk, hvis vi var blevet tvunget til at se hinanden i øjnene. Tænk hvis vi var blevet tvunget til at tale ud, tale om og tale færdig. Tænk hvis vi ikke kunne gå, hæve stemmen eller lægge på.

Tænk, hvis det nej, jeg mødte, da jeg foreslog terapi ikke var blevet accepteret. Tænk hvis vi var blevet tvunget til terapi.

Jeg er sikker på, at meget havde været anderledes i dag.

Så når der vedtages en ny skilsmissepakke uden tiltag omhandlende mægling mellem forældre, så er det som om de har sovet i timen. Når en morfar skyder en far og en advokat i retten, må noget gøres. Men det handler ikke kun om statsamt og fogedret. Det handler om forebyggelsen. Om at forstå smerten og følelserne bag. Om alt andet end jura.

Vi var begge uddannede coaches. Og selv mens det var værst, tvivlede jeg aldrig på, at vi var enige om intentionen; vi ville have det til at virke. Ingen forsøgte at sabotere det bevidst. Ingen handlede i ond vilje. Vi ville det samme mål. Vi var bare ikke enige om vejen derhen. Vi kunne bare ikke stå ved siden af hinanden. Ikke alene. Ikke lige der.

Selv vi faldt i. Om og om igen. Hvilket var dyrt for vores børn. Selv om vi gjorde os umage for at holde dem udenfor. Og lykkedes 95% af tiden. Men det kostede dyrt for dem, fordi vores relation tog så voldsomt skade.

Det var smerten. Smerten, der smed os af sporet hele tiden. Der var så meget smerte. Så mange knuste hjerter. Så meget ulykkelighed. Så meget, der blev ødelagt. Så stor en sorg.

Til at starte med gjorde smerten blind. Jeg så slet ikke, det var den, der gang på gang smed os ud på det dybe. Senere så jeg det. Da smerten aftog en my, men stadig havde taget i os. Alligevel kunne jeg ikke altid holde kursen. Det kunne han heller ikke.

Og i dag. I dag er skaden sket og der er langt tilbage, selv om vi virkelig arbejder på det. Selv om smerten er blevet en sorg, der er til at rumme. Men skaden er erfaringen. Alt det dårlige og svære vi opleve i en tid, der i forvejen var så umenneskelig svær. I dag er det blevet et filter, som jeg nogle gange kommer til at se ham og hans ord gennem, hvis jeg er ubevidst et øjeblik (og det er jeg).

Så ser jeg det, jeg så for to år siden, da konflikterne var på deres mest smertefulde. Og måske er det et spøgelse. Fra fortiden. Måske ser jeg ikke, at han faktisk prøver. At han faktisk ønsker at møde mig.

Det er min smertekrop, der reagerer. Det der gjorde så ondt dengang. Og som stadig sidder i mig. Fordi vi ikke fik hjælp til at bearbejde det. Og nogle gange tænker jeg, at det stadig gør mig blind.

Jeg er ikke stolt af at indrømme det. At vi ikke klarede det bedre. At vi med vores professionelle virke ikke kunne komme bedre igennem den første tid. Jeg skammer mig faktisk. Men jeg ved, at vi gjorde vores bedste. Jeg ved, at smerten gjorde os blind og tvang os i knæ.

Og når vi ikke kunne uden tvang. Hvad så med alle dem, som ikke en gang har de forudsætninger, vi havde?

Vi skal tvinges til at tale sammen, når smerten tager over. Når det handler om at dele vores børn. Når det handler om at skabe et trygt fundament for et barn, der skal flytte mellem sin mor og sin far. Når det handler om en relation, som nu ikke længere er naturlig, men som for børnene er den vigtigste relation for deres trivsel og barndom.

For som de sagde i TV i aften efter dokumentaren “Stop nu krigen, mor og far” på TV2: “Tvang er en god idé. Nogle har brug for det, andre har ikke. Men det skader ingen”.

De fordømte forventninger…

Man skulle tro, jeg var klar over det nu. Når forventninger ikke indfries indtræder skuffelsen. Og skuffelse gør ikke noget godt for relationen mellem to mennesker. Slet ikke to, som en gang var elskende og nu deler børn.

Expectation is the root of all heartache. – William Shakespeare

Alligevel falder jeg i om og om igen. De fordømte forventinger. Og ønsker. Ønsket om at hvis vi ikke kan være sammen, så lad os i det mindste være sammen om vores børn.

Don't expect, what (2)Det er vi også. Vi har bare forskelllige definitioner af, hvad det betyder i praksis. Jeg render panden mod den mur om og om igen. Og det gør ondt. Hver gang.

Ondt i hjertet, fordi det jo stadig burde handle om kærligheden. Om den kærlighed vi stadig har til fælles. Kærligheden til børnene. Men så enkelt er det ikke. Når to voksne mennesker samtidig skal  slippe hinanden og finde en ny måde at dele kærligheden til børnene på.

Og ondt i stoltheden. Nu fik jeg endnu et nej. Nu stillede jeg mig derud igen og sagde højt, hvad jeg ønskede. Og blev igen afvist. Det er i disse sammenhænge laveste fællesnævner, der bestemmer. For en tættere relation kan ikke forceres. Eller påtvinges.

Men stoltheden må jeg slippe. Den er der ikke plads til, når børnene er involveret. I stedet må jeg samle sårbarheden op. Den jeg smed fra mig, fordi jeg ikke orkede mere. Ikke kunne se, hvorfor jeg skulle blive ved. Jeg må sige det, der er. Stille mig derud. Tage samtalen.

ExpectationsMåske mere end én. I stedet for at gemme mine forventinger væk. Under overfladen lever de nemlig deres eget liv. Og dernede fra kan de gøre rigtig meget skade. Det kan sårbarheden ikke. Den er blot noget så irriterende. Og svær at arbejde med. Særligt hvis vreden og stoltheden også vil lege med.

Så bliver det nemmere at spille for det hårde hold. Fordi det ikke er nær så farligt. Fordi eksponeringen er mindre. Men mine erfaringer med at vinde på det hårde hold er blot, at jeg i sidste ende taber alligevel. Taber relationen.

Og det var den, jeg sagde ja til at spille for. Det var den forventning, jeg fik på banen med. Fordømte forventninger.

Om at give slip, igen og igen – og om kærlighed og synkronisitet fra parellelverdener

Jeg er begyndt at læse skønlitteratur igen. Jeg nærmest sluger det. Og kan ikke slippe de mennesker jeg møder i den fiktive verden. Jeg sætter min egen verden på pause og kaster mig ind i deres. Sniger mig til et kapitel og til samvær med min parallelverden, så snart jeg kan. Jeg nyder i fulde drag at være tæt på ordene igen. Og kan mærke de inspirerer.

Men. Jeg savner de fiktive mennesker, når jeg har læst sidste side. Jeg har forholdt mig til dem. Til deres glæde og smerte. Og jeg har ikke lyst til at slippe.

Temaet for de sidste to bøger har været kvinde, der forelsker sig i mand, der dør. Lagde først mærke til sammenfaldet her til aften. Jeg kendte ikke handlingerne på forhånd (og skal nok lade være med at fortælle, hvilke bøger, for så har jeg jo stjålet din rene læseglæde), og når sådanne tilfældigheder viser sig i mit liv, tror jeg på signaler, beskeder, symboler. Mening. Synkronisitet.

Der sker ting i det virkelige liv, som også kun er mavefornemmelser. Kun er små observationer. Når man kender et menneske godt, så ser man de helt små ændringer. Eller jeg gør; lidt mere distræt end sædvanligvis. Vinflaskerne. Den lidt for hurtige afvisning og de korte udtalelser, for ikke at komme til at sige for meget.

Jeg har i et to et halvt år øvet mig i at slippe. For det er ikke noget, du gør fra det ene øjeblik til det andet. At slippe et andet menneske er noget du gør om og om igen. I hvert fald hvis du ikke selv har valgt det til at begynde med. Men hver dag kan du vælge at slippe lidt mere.

Men det betyder ikke, at kærligheden dør. Kærlighed dør ikke, fordi forholdet gør. Den ændrer sig. Selvfølgelig. Det gør den også i et forhold.

I mit tilfælde elskede jeg meget højt, også selv om jeg slap. Og jeg aldrig blev ledt til at håbe igen. Jeg tror den store kærlighed var med til bevare den relation, som skal bestå for at kunne dele børn mellem sig. Jeg tror den store kærlighed var en pude af blødhed midt i en kamp, en hårdhed og hav af smerte, som kunne have ødelagt os. Og mest af alt tror jeg den kærlighed satte mig fri. Mindede mig om hvem jeg var. Helt inde ved kernen. Så jeg tilgav mig selv for stadig at elske. Også selv om det gjorde ondt, når han skubbede. Selv om jeg godt forstod, at han gjorde det. At han smerte var ikke at kunne gengælde kærligheden og derfor måtte han også skubbe min væk.

Og så en dag opdagede jeg at kærligheden havde transformeret sig. At den ikke rev og sled i hjertet længere. Og et øjeblik, eller faktisk mange øjeblikke, blev jeg bange. For hvad så? Og hvorfor var jeg holdt op med at elske? Ville jeg ikke altid gøre det?

I dag kender jeg svaret. Jo, jeg vil stadig elske. Men ikke på en måde. For vi har en historie og deler det mest dyrebare. Jeg mærker ikke kærligheden hver dag. I perioder mærker jeg faktisk ligegyldighed. Men det er også godt. Selv om det ikke altid føles sådan. Jeg fortæller mig selv, at det er tiden, som guider kærligheden et nyt sted hen.

Og når jeg læser disse bøger, opdager jeg, at jeg ikke er den eneste, som har svært ved at slippe. At al forandring er svær. Men de minder mig om, at kærlighed ikke har en ramme. At vi kan elske, også selv vi ikke er mere.

Men også om at vi skal slippe. Vi må godt sørge. Men vi skal slippe. Og respektere livet. Og valgene. Og at forandring er det eneste vi kan være sikre på. Vi kan ikke holde fast. Så jeg ser tegnene. Trækker vejret dybt. En hel masse. Og slipper. Igen.

Og jeg kan gøre det, fordi disse bøger minder mig om, at kærlighed ikke dør. Den har sit eget liv. Som vi ikke skal forsøge at definere. Vores opgave er blot at tage imod. Turde mærke den og åbne os for den. Og være taknemmelige. For det hele. Også sorgen. For den er vores vidne. Vores bevis. Bevis på kærligheden.

Om at vælge sit eget selskab til

Det var én af de dage, hvor der skete lige rigeligt på indersiden. Samtaler som klemte op i en krog. Følelser, der var genkendelige, men ikke velkomne. Skuffelsen over at være der, én gang til. Uindfriede forventinger. Igen. Alt det som en relation til en eks også kan være. Og det bliver faktisk sværere at acceptere, jo sjældnere det sker. Fordi jeg vænner mig til at, at vi kan. At vi er gode. Og at vi gør os umage. Men lige præcis vanen er også den, der får mig til at falde i. Fordi jeg glemmer, at det stadig er en knivsæg. At vejen (stadig) er smal. At jeg skal gøre mig umage.

Umiddelbart ville automatreaktionen have været at ringe til en ven. Så kunne jeg lufte al larmen på indersiden og så plejer det at give ro. Men noget indeni sagde mig, at jeg skulle vælge mit eget selskab. På trods af uro. Fordi jeg ikke var helt færdig med at bearbejde dagen. Og hvis jeg skulle lære af det, så var det nødvendigt at blive ved det. Dvæle lidt i det.

foto 1 (3)Så selv om jeg lige umiddelbart havde lyst til at dulme alle følelserne med snak og samvær, så valgte jeg mit eget selskab i stedet. Eller mit eget og så selvfølgelig Mads Langers (sommerballetten), fordi jeg tænkte at han kunne sætte en fin scene omkring min sindstilstand. Det og så et glas hvidvin og Bellevue strand.

Det kræver faktisk vedholdenhed at vælge sit eget selskab. Og kontinuerligt vende fokus indad, når alle andre sidder eller står med nogle andre. Min erfaring er dog, at oplevelsen kan blive mere intens. Fordi du bliver nødt til at holde den indeni. Den kan ikke deles.

Hvilket så heller ikke passer, for der var jo ikke tale om et silent retreat. Så jeg tillod mig selv omgang med de sociale medier. Og så deler man jo alligevel. Eller er i kontakt. Om end ikke på den dybe måde. Men det var jo netop pointen. Jeg valgte ikke aleneheden for ensomhedens skyld. Men for refleksionens skyld. Og for at læne mig lidt ind i alt det, som var sket i løbet af dagen.

Første akt var uroligt. Anden akt gav kuldegysninger. Så kunne jeg mærke, at jeg begyndte at lande. Indeni.

foto 2 (4)Jeg var kommet ud på den anden side. Havde lænet mig ind i ubehaget og stormen af følelser og frustration. Holdt hånden under mit eget hjerte uden at dulme eller fikse. Hver gang jeg tør vælge den vej, kommer jeg en lille smule tættere på mig selv.

Så derfor bød jeg på middag, selv om det er én af de største overvindelser. At spise ude. Alene. Men som jeg sad der med min risotto, trøffelbrie, bourgogne og Kindle (e-bogslæser) var jeg alt andet end alene.

Jeg var i det bedste selskab. Mit eget.

Om glidende tacklinger, tryghedsnarkomaner og rutsjebaner

Bam, så lå jeg der. Livet havde lavet en absolut uelegant glidende tackling. Jeg kom helt ned at bide i græsset. Og lige der, i knæ, så livet smukkere og finere ud end nogensinde før. Med al den råhed, smerte og kærlighed et menneskeliv, kan byde på.

Jeg har altid troet, jeg var tryghedsnarkoman. Men måske er det mere sådan, jeg er vokset op. I trygge rammer (og tak for det mor og far). Vi vidste hvad vi havde og ikke, hvad vi fik hvis vi tog en chance. Og jeg har truffet mange valg – også mange ubevidste – ud fra den devise.

Men langsomt, mens jeg faktisk endnu en gang er i knæ, dog med mindre dramatisk fortegn end hjertesmerte, mærker jeg, at jeg er bedst i udsvingene. Jeg vil gerne nedturene (måske fordi jeg ikke forestiller mig at smerte kan blive  værre end den, jeg allerede har oplevet)., fordi det så betyder, at opturene er tydeligere (og jeg elsker de bobler i maven). Jeg vil faktisk gerne rutsjebanen.  Både følelsesmæssigt. Men også i hverdagen. Kedsomme, trætte dage som på grund af livets naturlige vekselvirkning og dynamik pludselig åbenbarer den slags hverdagsoplevelser, som virkelig giver kulør. Og også økonomisk. Leve på en sten (som nok stadig er end del større end så mange andre oplever) af havregryn og se hvor langt madbudgettet kan række (fordi det også kan ende med en optur), for så at rejse ud og se i verden og bo på smukke steder lige ned til vandet.

Der er en enorm frihed i ikke at skulle vælge vejen på midten. Men det er også en svær balancegang. Fordi den lokker. Den store, brede hovedvej. Trygheden. Særligt, når man har ansvar for noget, som føles større end en selv.

For det frihedsideal må aldrig blive på bekostning af børnene og deres tryghed. Og så alligevel. Jeg vil også gerne vise dem udsvingene. At vi kan lære af livet. At vi kan vende de situationer, som vi står i til vores fordel. Det er på en eller anden måde, de kort en skilsmisse allerede giver én på hånden. Skiftene. Savnet. Men også intensitetten. Og den fulde opmærksomhed.

De kender allerede rutsjebanen. Og så er det min opgave at pege til, at selv i smerte og med modstand, kan vi finde taknemmeligheden og glæden. Og for at vise dem, at vi ikke skal tage noget som helst for givet. For det er første skridt hen mod den glidende tackling.

En svær kamel at sluge!

Det har været svært at komme hjem fra ferie. Jeg synes, prisen har været høj.

Ikke så meget for mig. Jeg synes jeg har vænnet mig til savnet, som heller ikke denne gang udeblev.

Men jeg har været vidne til to søskende, som virkelig har savnet hinanden. Som aldrig nogensinde har været sammen i 3 uger i træk før. Og det har været så rørende at være vidne til det bånd, som allerede var stærkt, men som nu virker udbrydeligt. De har på skift grædt, når den ene er blevet hentet og den anden skulle blive. Den lille har spurgt efter den store, som det første, når hun vågnede om morgenen.

Det er allerede bevet bedre. Men det har gjort ondt.

Så ondt at jeg har haft svært ved at koncentrere mig om arbejdet. Og haft svært ved stilheden om aftenen.

Og så slog det mig pludselig. Det er i tider som disse, at jeg simpelthen bliver nødt til at læne mig op ad min spiritualitet. En spiritualitet, som blev markant stærkere, da børnenes far flyttede. Fordi det gjorde ondt. Fordi jeg var magtesløs. Fordi det ikke gav mening overhovedet.

Jeg forstod ingenting. Og havde massiv modstand på virkeligheden, hvis jeg tænkte for meget over det.

Kun når jeg mindende mig selv om, at jeg ikke kunne regne livet ud, at jeg ikke vidste, hvad meningen var, men hele tiden kunne vælge at have tillid til, at der var en mening. At der var et smukkere liv for både mig og mine unger. Og for deres far.  Og at den smerte, som vi påførte dem, ville gøre dem til de mennsker, som det var meningen, de skulle blive. At det ville være med til at forme dem. Til det, de var ment til at skulle udrette i verden.

Foto: MagnetTV og @pernillesdaily (Instagram) - sig endelig til hvis jeg skal fjerne det.
Foto: MagnetTV og @pernillesdaily (Instagram) – sig endelig til hvis jeg skal fjerne det.

Det fjerner ikke smerten. Men det fjerner modstanden. Og kampen. Mod virkeligheden. Som er en kamp vi altid taber, og som er umådelig hård at kæmpe. Det gør smerten renere. Og lige der kan taknemmeligheden også vise sig. Taknemmeligheden over alt det, som trods alt er.

Alligevel kan jeg, i de øjeblik hvor sætningen dukker op i mit hoved, have lyst til at sparke, råbe og skrige. Det er modstanden, der taler. Men hvis jeg læner mig ind i den modstand, så smelter den, og jeg  mærker overgivelsen. Blødheden. Og tilliden. Det er den samme krampetrækning hver gang. Og nogle gange, hvis det virkelig gør ondt, udebliver forløsningen.

Men langt de fleste gange, så er den overgivelse den eneste løsning. Det andet gør simpelthen for ondt. For længe. Og jeg kan kæmpe nok så meget, men virkeligheden vinder alligevel. Så alt er godt. Også smerten. Bare den er renset for modstand.

For så kan der, lige der i den rene smerte også opstå den dybeste kærlighed. For det giver mening. For mig. Jo dybere smerte, jo dybere kærlighed. Og jeg har virkelig elsket. Og ud af de kom mine børn. Så ja, alt er godt. Også selv om det er en kamel at sluge en gang i mellem.