En mors bekendelser (om også at skulle være faren)

Han havde faktisk bare ikke tillid til mig. Han sagde han var utryg. Men det var på grund af mig. Han tvivlede på mine evner som scooter-kører. Da jeg spurgte ham, om det havde været anderledes, hvis det var hans far, han skulle køre med, svarede han tøvende ja. Så blev jeg først rigtig træt af det. Omvendt bekræftede det min mistanke. Og så er det, jeg mander mig op.

IMG_0073Til gengæld var det desto større, da han sad med armene om mig, bag på scooteren, på vej af de hullede grusstier ind til vandfaldet gennem junglen og jeg hørte ham sige; “jeg har den sejeste mor i verden”. Jeg tror ikke der er mange, der er så seje som dig, mor. Du er virkelig god til at køre på scooter. Og det er så fedt. Jeg er glad for, at jeg tog med”.

Jeg smilede for mig selv foran ham. Jeg vil gerne være den sejeste mor. Men jeg ved også, hvorfor jeg gør mig så umage for at være det. Fordi der ikke er nogen far med.

Jeg skulle være sej en gang til. Da Noah fandt det smukkeste og største konkylie jeg har set i levende live under vand. Vi snorklede ud for en lille øde ø, som Noah har døbt Hawaii (fordi det er det den ligner, når vi sidder og nyder solnedgangen og øen ligger overfor med alle sine palmer og er sin helt egen). Konkyliet lå, så jeg næsten kunne nå det, uden at skulle dykke ned. Men kun næsten. Så der lå jeg så, i overfladen, og samlede mod til mig. For jeg elsker at dykke. Men jeg behøver bestemt ikke røre ved noget af det, jeg ser.

IMG_0072Men sådan er det ikke, når jeg har børnene med. Det var det heller ikke i sommer, da vi samlede på søpindsvin i de græske farvande. Nu var jeg på den igen. Da jeg endelig trak vejret dybt, holdt vejret, dykkede ned og greb forsigtigt om konkylien, blev jeg så forskrækket over hvor tung og stor den var, at jeg slap den igen, kun for at den sank endnu længere ned. Okay, også fordi den så noget så ulækker ud, da jeg vendte den rundt og så den største, sorte snegl, som havde til huse indeni.

Men på den igen. For han lå jo lige der i overfladen. Min søn. Og holdt vejret sammen med mig. Op til overfladen kom den. Og ombord i kajakken.

Han gentog sig selv; “du er den sejeste, mor”. Og det er jeg måske nok. Fordi jeg skal være det. Jeg skal være moren. Men også faren. Sådan er det, når man deler sine børn og far ikke er med på ferie. For havde han været det, så havde det bestemt ikke været mig, der havde samlet det konkylie op.

Min grænse blev trukket, da vi kom hjem på resortet med konkyliet. Egentlig ville jeg så gerne, at vi selv havde tage livet af den meget livlige – og store – snegl indeni. Men hertil og ikke længere. Så da de søde drenge på stedet pludselig tog den med og sagde “sixty minutes” kom jeg bestemt ikke med indvendinger. Bagefter tænkte jeg, at Noah skulle have været vidne til det.

Men det må blive sammen med hans far. Eller en anden mand. For mig bliver det ikke med.

Jeg vil blot nyde mindet om drengen, der sad bag mig på scooteren og til tider kyssede min bare skulder. Mindet om drengen, der gik rundt på resortet og viste hele personalet sin konkylie. Og drengen der faldt i søvn, mens han lå og lyttede til konkyliens susen.

Og minde mig selv om, at jeg er nok. Også selv om jeg elsker, når han synes, jeg er sej.

Og bære mindet i mit hjerte om et barn foran og et barn bag mig på scooteren. Begge nynnende hver sin melodi. På vej ud i det blå. Tættere på mor-idyl, lykken og friheden kommer jeg ikke…

Så blev det jul i det lille hjem

eller endnu en fortælling om, hvad overskud kan medføre…

IMG_7765Jeg har ønsket mig den nissedør i tre år. Og hvor svært kan det være at få den købt og sat op? Ikke så svært skulle man mene. Og så alligevel. 

For havde jeg sat den nissedør op forrige eller sidste år, så havde det blot føjet til mere pres på en i forvejen presset situation. Jeg har haft store uindfriede forventinger til julen de sidste to år. Ikke et ord – i dette indlæg – om at dele sine børn i julen, men nogle ord om forventninger, som jeg også har skrevet om før.

I år har letheden medført noget andet: overskud. Til jul. Julerier. Nissedøre. Konfekt. Juledekorationer. Drillenisser. Kalendergaver og julekalender – med en sund struktur omkring det hele, så det ikke betød al for sen sengetid og overstimulering. Det sidste lyder måske af lidt for meget struktur, men tidligere år har netop julekalender på DR kl. 19.30 kunne slå hele putterutinen i stykker.

Jeg har med andre ord givet den julegas. Ikke fra et sted af underskud, om end jeg kender  alt til den version. Men fra et sted af overskud. Derfor har det været sjovt. Og jeg har været overrasket over min egen glæde og kreativitet. Julestemning, som jeg ikke har oplevet den før. 

Fordi det ikke har været forceret. Og fordi jeg har sænket barren. Jeg opgav at købe alle kalendergaverne på én gang. Købte dem jeg havde fantasi til og tænkte, at jeg så nok fandt en løsning på resten. Har primært julet igennem med nissedør og drillenisser, når den store har været hos mig, fordi den lille ikke helt forstår det endnu.

IMG_7803Jeg har haft travlt med arbejdet denne december, mange opgaver og en del på farten. Så der har også været træthed. På de dage har jeg opgivet at finde på og drille. Og så alligevel. På vej i seng fik jeg en idé og ti minutter senere hang der strømper i hele stuen. Fordi jeg havde tilladt, at jeg ikke havde lyst og ikke orkede. Netop derfor, tror jeg, kom lysten til juleriet igen. På trods af træthed. Jeg fandt mit julehumør og intet har kunne ødelægge det.

I år blev det jul i det lille hjem. På en nye måde. På min måde. Nissedøren blev beviset og symbolet. 

De fordømte forventninger…

Man skulle tro, jeg var klar over det nu. Når forventninger ikke indfries indtræder skuffelsen. Og skuffelse gør ikke noget godt for relationen mellem to mennesker. Slet ikke to, som en gang var elskende og nu deler børn.

Expectation is the root of all heartache. – William Shakespeare

Alligevel falder jeg i om og om igen. De fordømte forventinger. Og ønsker. Ønsket om at hvis vi ikke kan være sammen, så lad os i det mindste være sammen om vores børn.

Don't expect, what (2)Det er vi også. Vi har bare forskelllige definitioner af, hvad det betyder i praksis. Jeg render panden mod den mur om og om igen. Og det gør ondt. Hver gang.

Ondt i hjertet, fordi det jo stadig burde handle om kærligheden. Om den kærlighed vi stadig har til fælles. Kærligheden til børnene. Men så enkelt er det ikke. Når to voksne mennesker samtidig skal  slippe hinanden og finde en ny måde at dele kærligheden til børnene på.

Og ondt i stoltheden. Nu fik jeg endnu et nej. Nu stillede jeg mig derud igen og sagde højt, hvad jeg ønskede. Og blev igen afvist. Det er i disse sammenhænge laveste fællesnævner, der bestemmer. For en tættere relation kan ikke forceres. Eller påtvinges.

Men stoltheden må jeg slippe. Den er der ikke plads til, når børnene er involveret. I stedet må jeg samle sårbarheden op. Den jeg smed fra mig, fordi jeg ikke orkede mere. Ikke kunne se, hvorfor jeg skulle blive ved. Jeg må sige det, der er. Stille mig derud. Tage samtalen.

ExpectationsMåske mere end én. I stedet for at gemme mine forventinger væk. Under overfladen lever de nemlig deres eget liv. Og dernede fra kan de gøre rigtig meget skade. Det kan sårbarheden ikke. Den er blot noget så irriterende. Og svær at arbejde med. Særligt hvis vreden og stoltheden også vil lege med.

Så bliver det nemmere at spille for det hårde hold. Fordi det ikke er nær så farligt. Fordi eksponeringen er mindre. Men mine erfaringer med at vinde på det hårde hold er blot, at jeg i sidste ende taber alligevel. Taber relationen.

Og det var den, jeg sagde ja til at spille for. Det var den forventning, jeg fik på banen med. Fordømte forventninger.

Når vanen skulle gøre det nemmere… (men ikke gør det)

Jeg kan ikke komme udenom det. Det vil jeg heller ikke. For den lille skal også have en far. Alligevel havde jeg troet det ville blive nemmere. Nemmere end første gang jeg skulle dele. Hvor jeg følte det som om mit hjerte bristede, hver gang jeg afleverede ham. Den store.

Nu er den lille blevet stor nok. Det er også nemmere. Fordi der er en vane. Og fordi det stadig er for så kort tid tid (24 timer).

Det er også noget andet. Fordi omstændighederne er nogle andre.

Men dele. Det skal jeg. Én gang til. Og igen spørger jeg mig selv hvorfor så mange lykkes med at gøre det uden at blive nødt til at sige det højt?

Selvfølgelig skal de dele. Selvfølgelig skal jeg dele. Et barn har brug for både en mor og en far. Men hvordan gør I det så naturligt? Eller er det slet ikke så naturligt? Fortier I bare? Stiltiende accept uden at fortælle at det river i hjertet? Får I aldrig lyst til at råbe?

foto (17)Det er anderledes at dele lille A, fordi hun har været hos mig. Uden ham. Og derfor kender han hende ikke så godt, som han kender den store. Det gør ondt at skrive det. Jeg ved, det gør også gør ondt på ham.

A er vild med sin far. Og han med hende. Ingen tvivl om det. Alligevel kan jeg ikke mønstre den samme tillid. Egentlig naturligt nok. Men svært at italesætte. Fordi det uvægerligt taler ind til kernen af smerten. Jeg tier ikke. Men får det alligevel ikke sagt klart. Når jeg skriver det her, kan jeg mærke, at det er et problem.

Ikke at sige det, der er. Fordi det er der. Lige der midt mellem to voksne, som skal dele én gang til. Det var ikke nemt første gang. Faktisk var det ulykkeligt og urimelig svært.

Situationen er en anden med lille A. Men fortielse tjener stadig ikke situationen.

I går kom hun hjem fra sin far. Satte sig ind i sofaen og kaldte på mig. Vi så en film. Helt tæt. Helt stille. Sådan sad vi længe. Og jeg kunne mærke, hvordan uroen langsomt blev afløst af ro. Hvordan skuldrene fladt på plads og spændingen forsvandt. Det er bare noget andet med hende her.

Den kærlighed til hende har ikke været delt med noget andet menneske. Jeg har skulle rumme den indeni. Alene. Og gjort det. Med stor glæde og følelsen af at boble over. Nærmest hver gang jeg ser på hende. Men også savn. “Jeg er den”, plejer hendes far at sige. Og det er jeg. Jeg ville ønske, han også var. Men det er han ikke. Og jeg har ellers nok kærlighed indeni. Kunne sagtens hælde en liter eller to i ham. Men han må finde sin egen vej.

Det er så tydeligt for mig nu, at vi ikke er sammen om at dele hende her. At denne proces er en anden. Så det er forfra. Jeg kan mærke uroen, når jeg skriver det. Jeg ville gerne vide, at jeg havde gået på denne vej før. Fordi hullerne man falder i er som knive i hjertet. Det ved jeg. Fra tidligere.

Jeg må stille mig derud. I uvisheden. Men også i sårbarheden. Måske endda smerten. Smerten over at det er anderledes. Tale om det. Så vi sammen kan gå udenom hullerne. For de gør intet godt for os. Snarere tværtimod.

Der er dog én ting, der hjælper mig og som jeg ikke havde sidst. Vanen. At deleriet ikke længere er en fremmed disciplin.

Alligevel må jeg spørge igen: hvordan gør I det så naturligt? Eller er det slet ikke så naturligt? Fortier I bare? Stiltiende accept uden at fortælle, at det river i hjertet? Får I aldrig lyst til at råbe? Eller kan vanen virkelig læge alle sår?

Om at vælge sit eget selskab til

Det var én af de dage, hvor der skete lige rigeligt på indersiden. Samtaler som klemte op i en krog. Følelser, der var genkendelige, men ikke velkomne. Skuffelsen over at være der, én gang til. Uindfriede forventinger. Igen. Alt det som en relation til en eks også kan være. Og det bliver faktisk sværere at acceptere, jo sjældnere det sker. Fordi jeg vænner mig til at, at vi kan. At vi er gode. Og at vi gør os umage. Men lige præcis vanen er også den, der får mig til at falde i. Fordi jeg glemmer, at det stadig er en knivsæg. At vejen (stadig) er smal. At jeg skal gøre mig umage.

Umiddelbart ville automatreaktionen have været at ringe til en ven. Så kunne jeg lufte al larmen på indersiden og så plejer det at give ro. Men noget indeni sagde mig, at jeg skulle vælge mit eget selskab. På trods af uro. Fordi jeg ikke var helt færdig med at bearbejde dagen. Og hvis jeg skulle lære af det, så var det nødvendigt at blive ved det. Dvæle lidt i det.

foto 1 (3)Så selv om jeg lige umiddelbart havde lyst til at dulme alle følelserne med snak og samvær, så valgte jeg mit eget selskab i stedet. Eller mit eget og så selvfølgelig Mads Langers (sommerballetten), fordi jeg tænkte at han kunne sætte en fin scene omkring min sindstilstand. Det og så et glas hvidvin og Bellevue strand.

Det kræver faktisk vedholdenhed at vælge sit eget selskab. Og kontinuerligt vende fokus indad, når alle andre sidder eller står med nogle andre. Min erfaring er dog, at oplevelsen kan blive mere intens. Fordi du bliver nødt til at holde den indeni. Den kan ikke deles.

Hvilket så heller ikke passer, for der var jo ikke tale om et silent retreat. Så jeg tillod mig selv omgang med de sociale medier. Og så deler man jo alligevel. Eller er i kontakt. Om end ikke på den dybe måde. Men det var jo netop pointen. Jeg valgte ikke aleneheden for ensomhedens skyld. Men for refleksionens skyld. Og for at læne mig lidt ind i alt det, som var sket i løbet af dagen.

Første akt var uroligt. Anden akt gav kuldegysninger. Så kunne jeg mærke, at jeg begyndte at lande. Indeni.

foto 2 (4)Jeg var kommet ud på den anden side. Havde lænet mig ind i ubehaget og stormen af følelser og frustration. Holdt hånden under mit eget hjerte uden at dulme eller fikse. Hver gang jeg tør vælge den vej, kommer jeg en lille smule tættere på mig selv.

Så derfor bød jeg på middag, selv om det er én af de største overvindelser. At spise ude. Alene. Men som jeg sad der med min risotto, trøffelbrie, bourgogne og Kindle (e-bogslæser) var jeg alt andet end alene.

Jeg var i det bedste selskab. Mit eget.

En rokketand og en lorteble senere…

Så er vi i gang. Med en ny uge. Det har allerede været rigtig mandag. Men jeg har taget søndagen med ind i denne uge, så det lykkedes mig at tage både lorteble på vej ud af døren og en rokketand til morgenmad med oprejst pande, smil og dybe vejrtrækninger. Jeg elsker, når det lykkes. Og lægger mærke til det. Måske fordi det lige så ofte går galt…

Og det her med rokketanden er altså noget af en bedrift. Når man skal tage tre dybe vejrtrækninger bare for at mærke en tand, der rokker. Havde ellers håbet den kunne vente til han kom hjem til sin far. Men nu skulle den ud. Før morgenmad og ikke mindst morgenkaffe.  Men da N for tredje gang græd over bløde havregryn, fordi det gjorde ondt, kunne jeg mærke mor-modet indfinde sig. Lige der, hvor man får superheltekappen udleveret i døren til køleskabet. Samtidig kunne jeg mærke at al den morgenmad, jeg ikke havde fået, vende sig i maven, men barnet skulle ikke sidde midt i madpakken med blod, tand og stadig forholdsvis fremmede voksne omkring sig. Derfor fik jeg udleveret en ny uniform.

Således kan jeg nu sige, med god og entusiastisk hjælp fra ejermanden selv, at jeg har hevet en tand ud. Og hans lettelse og stolthed var det hele værd.

På cyklen, kun 5 minutter for sent på den, på trods af både tand og 2 bleskift indenfor 7 minutter, kunne jeg mærke, at jeg kunne takke min søndag for, at det ikke var gået helt galt.

foto (15)En søndag, hvor vi absolut intet lavede. Hvor vi alle tre fik lov at passe os selv. Læse bøger, se film, lege med Ipad og lego. Gå tur uden at have et formål, så der blev rigelig tid til at gå på line og på trapper. Op og ned. Op og ned. Opdage at solen faktisk varmede. Og vinden ikke helt havde taget efteråret med sig endnu.

Læse et kapitel i en roman (!) med en iskaffe mens den mindste fandt ind i sin middagslur. Og snige sig til en halv lur, af den slags, hvor man døser ind og ud,  med et bagtæppe af fantasi, fordi den største var i gang med at redde menneskeheden med sin Hero Factory (og jo, der var også en en lille djævel, som hældte dårlig samvittighed ned i halsen på mig, over at jeg ikke reddede planeterne sammen med ham. Jeg bygger gerne de mænd med ham. Men at lade dem flyve gennem luften bagefter, det rækker min fantasi ikke til).

Vi var sammen. Hver for sig. Og fandt hinanden i kram, sjov og snak. For så at søge ind i hver vores igen. Vi var “bare” sammen.

Så kan jeg det hele dagen efter. Ligegyldig hvor meget mandag, der blev smidt efter mig.

Om glidende tacklinger, tryghedsnarkomaner og rutsjebaner

Bam, så lå jeg der. Livet havde lavet en absolut uelegant glidende tackling. Jeg kom helt ned at bide i græsset. Og lige der, i knæ, så livet smukkere og finere ud end nogensinde før. Med al den råhed, smerte og kærlighed et menneskeliv, kan byde på.

Jeg har altid troet, jeg var tryghedsnarkoman. Men måske er det mere sådan, jeg er vokset op. I trygge rammer (og tak for det mor og far). Vi vidste hvad vi havde og ikke, hvad vi fik hvis vi tog en chance. Og jeg har truffet mange valg – også mange ubevidste – ud fra den devise.

Men langsomt, mens jeg faktisk endnu en gang er i knæ, dog med mindre dramatisk fortegn end hjertesmerte, mærker jeg, at jeg er bedst i udsvingene. Jeg vil gerne nedturene (måske fordi jeg ikke forestiller mig at smerte kan blive  værre end den, jeg allerede har oplevet)., fordi det så betyder, at opturene er tydeligere (og jeg elsker de bobler i maven). Jeg vil faktisk gerne rutsjebanen.  Både følelsesmæssigt. Men også i hverdagen. Kedsomme, trætte dage som på grund af livets naturlige vekselvirkning og dynamik pludselig åbenbarer den slags hverdagsoplevelser, som virkelig giver kulør. Og også økonomisk. Leve på en sten (som nok stadig er end del større end så mange andre oplever) af havregryn og se hvor langt madbudgettet kan række (fordi det også kan ende med en optur), for så at rejse ud og se i verden og bo på smukke steder lige ned til vandet.

Der er en enorm frihed i ikke at skulle vælge vejen på midten. Men det er også en svær balancegang. Fordi den lokker. Den store, brede hovedvej. Trygheden. Særligt, når man har ansvar for noget, som føles større end en selv.

For det frihedsideal må aldrig blive på bekostning af børnene og deres tryghed. Og så alligevel. Jeg vil også gerne vise dem udsvingene. At vi kan lære af livet. At vi kan vende de situationer, som vi står i til vores fordel. Det er på en eller anden måde, de kort en skilsmisse allerede giver én på hånden. Skiftene. Savnet. Men også intensitetten. Og den fulde opmærksomhed.

De kender allerede rutsjebanen. Og så er det min opgave at pege til, at selv i smerte og med modstand, kan vi finde taknemmeligheden og glæden. Og for at vise dem, at vi ikke skal tage noget som helst for givet. For det er første skridt hen mod den glidende tackling.

“Der findes ingen rigtige mænd her”

Det er Viceværtens ord. Efter at min nøgle sad fast i døren ned til parkeringskælderen. Jeg havde selvfølgelig prøvet selv (er ikke særlig god til at bede om hjælp og synes egentlig jeg er ret handy). Men jeg øver mig i at læne mig ind i mine feminine sider. Så jeg gik hen til de to nærmeste mænd og bad om hjælp. Så stod de lidt og rykkede i nøglen. Hentede lidt olie. Men indrømmet, de virkede ikke videre overbeviste om, at de kunne løse problemet. Så jeg ringede til viceværten.

Da jeg mødtes med ham nedenfor og kort opsummerede situationen, sagde han: “du ved godt, at der ikke findes nogle rigtige mænd i denne gård”. Jeg kom til at smile. For jeg ved godt, hvad han mener. Ikke sådan, at de er bløde mænd. De er måske mest af alt livsnydere – eller drengerøve, hvis jeg må være så fri. De elsker at lege – og er sindsygt gode med deres børn, de hænger ud og tjatter til fodbolde og når deres bedre halvdele her i gården knokler lidt for meget (tager martyren på), så vil kvinderne nok gå så langt som til at kalde dem dovne. Der er i hvert fald ikke mange af dem, som viser deres handy’e side. Måske har de den ikke, og det giver god mening at flytte ind i nybyg, hvis hammer og boremaskine ikke appellerer. Så på den måde er det jo ikke falsk varebetegnelse.

Samtidig siger det også noget helt centralt om kvinderne her i gården. For måske er mændende ikke sådan virkelig gammeldags maskuline, men kvinderne er heller ikke gammeldags feminine. Ikke at det er værd at stræbe efter, men det er svært at påtage sig en moderne maskulin rolle, hvis den allerede er taget.

Jeg er vild med mine kvindelige naboer. De er nogle seje og inspirererende kvinder med lækre unger, fede jobs og veltrænede kroppe, men på dage, hvor selvtilliden ikke er i top kan selv jeg blive lidt skræmt af deres power, tempo, formåen og krav. Og hvis jeg kan, så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det er for deres mænd (og var for min!).

Så inden vi går fra “de dovne, de bløde, BØV’erne og de kedelige”, skulle vi måske se om vi kunne aflægge os lidt af det maskuline, så mændene kunne påtage sig den del. Og så kunne vi feje for egen dør og finde den – for mange af os – rimelig hengemte feminine side frem.

Ikke at jeg på nogen måde påberåber mig gamle dages kønsroller. Slet ikke. Jeg ved blot hvor travlt jeg selv har haft – og til dels stadig har – med at kunne klare mig selv (nu også af nødvendighed, men der er jo stadig masser af mænd rundt omkring, jeg kan bede om hjælp – og ingen af dem siger nej til en enlig mor;). Det er betryggende at vide, at jeg kan selv. Men jeg er begyndt at spørge mig selv, om jeg egentlig har lyst til, at det skal være sådan (hvad synes du)?

En aften med tilskuere på…

Jeg følte, vi havde tilskuere på. Jeg blev så selvbevidst. Og så skammede jeg mig. Igen. Stadigvæk.

Den anden dag, da vi havde været nede og bade alle 4 og skulle gå hver til sit, to og to, skete det lige foran afslutningen på en børnefødselsdag  i stuelejligheden. Og det var jeg meget bevidst om. Ikke at det påvirkede mig. Ikke at jeg gjorde eller sagde noget anderledes til mine børn i den svære situation.

Men jeg kunne mærke skammen.

foto (14)Den samme skam, som da vi sad på kanten efter at have badet og den store spurgte om han måtte sove hos mig sammen med sin lillesøster. Og jeg svarede at han jo var hos far i dag og at vi skulle ses i morgen. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at de to fyre, som netop var kommet op af vandet og nu stod og tørrede sig og nød aftenen, helt sikkert havde troet at vi var en “almindelig” familie (jeg var lige ved at skrive “rigtig familie”). At vi bare var nede at bade og lige om lidt skulle hjem (til det samme hjem).

Men nu overhørte de så, at sådan hang det ikke sammen.

Måske lagde de ikke mærke til det. Det kan sagtens være mit indre spotlight, der lyser så stærkt, at jeg tror, alle andre kan se det. Det er egentlig ikke vigtigt. Men det er til gengæld min skam. At jeg stadig ikke har sluttet fred med situationen.

Måske er det også derfor, jeg ikke helt kan nyde og give mig hen til at vi faktisk – efter mere end to års gode intentioner blandet med smerte og masser af fald i store, grimme huller -endelig er der, hvor vi kan lave noget sammen alle 4. Jeg oplever – ofte bagefter – at jeg flytter mig fra det og ikke har kunne finde ro i det. Fordi jeg ved, at det ikke er sandt. Fordi vi jo ikke er en familie på den måde, vi var en gang.

Når jeg skriver det, er jeg helt med på, at her er et indre arbejde, jeg ikke er færdig med. Jeg føler mig utaknemmelig. For med alt det, der har været, er det her så fint. Og når jeg skriver, er jeg faktisk taknemmelig. For at vi er nået hertil.

Men der er stadig en modstand mod virkeligheden. Måske fordi en del af mig, den lille pige, som voksede op i en kernefamilie og som barn ikke kendte en eneste familie, der var skilt, stadig længes efter at være “en rigtig familie”.

Og så pyt med tilskuerne. De bliver bare en påmindelse om den lille pige, som stadig skammer sig over den nye familie og længes efter den gamle…

Men i skrivende stund går det op for mig, at det også bliver en påmindelse om noget andet. Om ikke at være tilskuer i mit eget liv. Men være lige der, hvor det er. Træde ind på virkelighedens scenen. Der, hvor vi ikke er den familie vi var en gang. Men en ny slags. Fordi der også er masser af fine, smukke og kærlige øjeblikke lige der. Hvis jeg lader være med at fortælle historien om et før og efter. Hvis jeg lader være med at være tilskuer. Så det vil jeg øve mig på…

Søskendekærlighed

Det er ikke kun mig, der har nyd det uafbrudte samvær i de tre uger, vi har været på ferie.

Det har storebror og lillesøster også. De var tætte før og ingen tvivl om at de elsker hinandens selskab. Men den nærhed, det bånd og al det sjov og leg, de har haft de tre uger vi var i Frankrig er intet mindre end dybt rørende.

foto (12)

De har begge lært en hel del om grænser og konfliktløsning, om omsorg og leg, om dril og sjov. Den store kan altid nå sin søster, også når moren ikke kan og inviterer han til leg eller hygge, er hun er med det samme. Storebror er blevet meget bedre til at sætte grænser for sin viljestærke søster og lillesøster opfører sig som et lille børnehavebarn efter i 3 uger at have modelleret og observeret sin storebror. Jeg har elsket at være vidne til dem og det heltsærlige de bånd de har forstærket på denne ferie, både på bagsædet, i sofaen, i vand, i leg og ved sengetid.

N har altid elsket sin lillesøster højt og det er meget få gange, han har sagt højt, at han var træt af hende, også selv om hans tålmodighed i den grad er blevet sat på prøve. Hold op han har ventet, da lillesøster var mindre. Jeg kan få helt ondt i maven over, hvor mange timer han har ventet på mig, fordi lillesøsters behov kom først.

A har uden tvivl også elsket sin storebror fra første blik. Og de sidste måneder har hun tydeligt savnet ham, når han var hos far. Hun har ledt efter ham og spurgt efter ham lige siden hun kunne sige sine første ord.

Den store har til gengæld haft lidt svært ved at vænne sig til at lillesøster også skulle være hos far en gang i mellem. Har talt om alene-tid med far og proteresteret højlydt, når A skulle på besøg. Forståeligt, fordi det uden tvivl forstyrrede dem dybe tosomhed, han havde hos sin far.

Men den protest er helt aldeles forstummet nu. Det var N der bad om at lillesøster skulle med over til far, når de kom hjem fra ferie. Og det var ham, der græd hjerteskærende i morges, da hans far foreslog at lillesøster måske skulle hentes, fordi hun savnede mor.

De to har altid hørt sammen. Og gudskelov at de har hinanden og kan følges ad i dette deleri. Det er jeg dybt taknemmelig for, også selv om det kun er den store, der har oplevet sine forældre bo sammen og den lille endnu ikke sover fast hos far.

Og jeg tror, noget kommer til at ændre sig nu. Ikke fordi hverken mor eller far siger det. Men fordi søskendekærligheden har vokset sig så stor, at de ikke kan undvære hinanden en hel uge…

Det er rørende, når situationer finder deres egen løsning og timing viser sig. Det er ikke altid det sker, slet ikke i deleriets navn. Men tid, tillid og tålmodighed har virkelig været mine læremestre. Dog ikke overgået af de to søskende og deres accept og kærlighed. Til deres forældre, til livet, til omstændighederne. Og ikke mindst til hinanden.