Sådan sagde min lille pige på 2 år i dag, da hendes far og storebror gik hjem til lejligheden på den anden side af broen og jeg sagde til hende, at hun skulle med mig.
Det har taget mig en aften med æbletrifli, en tåreperser på Apple TV’et og en hel del rastløshed at bryde sammen i gråd. For nej, det må man ikke.
Ungerne savner hinanden så meget, at den store græd, da jeg hentede den lille hos deres far den anden dag. Vi aftalte, de kunne kommer over, hvis det blev ved. Så aftensmad kom de over og vi badede alle 4.
Efter badeturen var det så den lilles tur: “hvor skal far og N hen?”. De skal hjem til far, svarede jeg. “Jeg vil med”, sagde hun. Hun stod der. 2 år gammel. Hendes mor og far har aldrig i hendes lille liv boet sammen. Det her er den verden, hun kender. Jeg troede, det ville blive nemmere. Anderledes. Alligevel er hendes svar “det må man ikke”.
Og mit hjerte brister igen. Over det her deleri. Fordi det ikke kan fikses. Det bliver ved med at være sådan her. Vi vil hele tiden skulle deles på den ene eller anden måde.
Og selv hyggelige momenter som en aftenbadetur, er ikke helt ægte. For vi er jo ikke en familie i den forstand mere. Lige om lidt går vi hver til sit.
Og allerede da vi skal til at samle os og gå op fra badebroen, spørger den store, om han må sove hos mig. Og det må han godt. Men nåh nej, der var noget med lego og fodbold hos far. Så han vælger alligevel ham. Men han vil helst være der, hvor A er, siger han. Og vi lover, at de ses igen i morgen. Han krammer sin mor, vinker til sin søster og går med sin far.
Er jeg den eneste, der kan mærke absuditeten og smerten i det? Hvordan endte det der? Det er i øjeblikke som dem, at jeg genoplever den sønderrivende smerte ved at skulle dele. Ikke så meget for mig selv. Jeg er jo den voksne. Men for mit barn. Og hans søster.
At se mit store barn foretage det valg, forholde sig til den smerte – fordi vi har været på tre ugers skøn ferie og han nu har vænnet sig til at være sammen med sin søster hver dag? Jeg ved, de har elsket det, men hvis det er så svært at vende hjem til deleriet igen, er det så det hele værd?
Lille A sagde “det må man ikke” og gik efter sin bror og far. Faren signalerede “skal vi bare gå hurtigt”, men noget i mig kunne ikke signalere et ja tilbage. Noget i mig ønskede stadig at en fe med magisk tryllestøv pludselig ville løse situationen, så det ikke gjorde ondt på nogen.
Må man overhovedet byde sine små børn det? Nej, det må man ikke. Bare spørg min lille A. Selv hun forstår det. Og hun har aldrig prøvet andet…
