Jeg skammede mig over at blive skilt…

Det handler ikke OM, du er blevet skilt. Men om HVORDAN, du bliver skilt. Nyt foredrag i København og Aarhus giver dig svaret.

Fb-annonce-skilsmisse-KBH-25-feb kopi (1)
Klik på billedet og læs mere om foredrag i februar og marts.

I de første år efter mit eget brud var jeg meget optaget af at fordømme skilsmisse. Fordi jeg sådan skammede mig over at være en del af statistikken. Skammede mig over, at jeg ikke kunne holde sammen på min familie. Skammede mig over, at jeg ikke havde gjort mig umage.

For det vidste jeg inderst inde godt, at jeg ikke havde. Jeg havde taget kærligheden for givet. Den var så meningsfyldt, så stor, så altomsluttende i mit liv og i den familie, som var det bedste og vigtigste, jeg havde, at jeg paradoksalt nok kom til at tage lige præcis det for givet.

Derfor dømte jeg skilsmisse ude. Og jeg dømte alle der blev skilt ude sammen med den skam; vi kæmpede ikke nok. Vi bildte os ind, at græsset var grønnere på den anden side. Vi insisterede på retten til at være lykkelige. Vi var ikke villige til at kæmpe og slet ikke til at arbejde med det, der var svært. I stedet var vi bare på vej videre. Til mere lykke. Til mere frihed. Til mere af det sjove.

Det tror jeg stadig, er en lille del af sandheden om vores moderne samfund. Men i dag er jeg sikker på, at det bestemt ikke er hele sandheden.

For den anden del af sandheden er, at nogle af os bare ikke kan leve et helt liv sammen. Der er nogle af os, som i dag har ødelagt hinanden. Vi har slidt hinanden op. Fordi vi ikke vidste bedre. Vi har såret hinanden for dybt. Fordi det ellers gjorde for ondt på os selv. Måske var vi slet ikke rigtige for hinanden fra begyndelsen. Men valgte ud fra forvrængede billeder og forventninger. Eller vi var gode sammen, før vi fik børn.

Måske glemte vi at tage afkørslen på den tresporede motorvej, da vi kørte ind i 30’erne sammen med alle de andre. Destinationen hed pludselig ægteskab, familie, huskøb og karriere. Vi lå i overhalingsbanen, og det så jo meget godt ud, så hvorfor ikke? Måske glemte vi, at mærke efter om det, der var så rigtigt for alle de andre (hvis det overhovedet var det), også var det for os og det parforhold, vi levede i?

På vej mod 40’erne ser det godt nok ud som om at mere en halvdelen af os kollektivt kører mod skilsmisse, og det er en ulykkelig tendens.

Ikke fordi skilsmisse er forkert. Men fordi ligegyldigt hvor sunde og bevidste vi er, ligegyldigt hvor gode vi er til at passe på børnene og ligegyldigt hvor enige vi er, så er skilsmisse forbundet med sorg. Det gør ondt. Også selv om det er, det helt rigtige.

Men. Det handler ikke om antallet af skilsmisser. Det handler om, hvordan vi går fra hinanden.

Og vi kan først begynde at fokusere på, hvordan vil bliver skilt, når vi ikke længere skal skamme os. Når vi fjerner det tabu, der er omkring skilsmisse. Skilsmisser er i dag virkelighed for mange parforhold. Alt for mange kan vi mene, men hvis det er der, vores fokus ligger, kan vi ikke ændre den statistik. For vi bliver nødt til at lære af de skilsmisser. Åbne øjnene, blive bevidste og tænde lys i de mørke afkroge af de skilsmisser, som sker. Om vi vil det eller ej. Så hvorfor ikke bryde tabuet og give skilsmisserne mening?

For vi kan godt skabe hele, sunde og glade børn, selv om forældrene er skilt. Vi kan godt vise andre, os selv og børnene, hvad kærlighed er, og i hvor mange former den findes, ved at skabe ærlige, troværdige og autentiske relationer til eks’erne og i de nye familier, som opstår ud af skilsmisse.

Og det er her, jeg ønsker at sætte ind. Med bevidsthed. Og ansvar. Ansvaret for den gode skilsmisse.

Og det er ikke bare et praktisk ansvar. Det har de fleste styr på. Faktisk kaster mange sig energisk og hovedkuls ud i de praktiske udfordringer, fordi de så ikke behøver at forholde sig til de følelser, som buldrer indeni.

Vi tror, vi kan fikse børnenes følelsesstorm og forsøg på at navigere og forstå, hvordan deres fundament pludselig blev revet væk under dem, ved at sørge for det praktiske. Ved at indrette fine nye værelser og skabe ydre rammer.

Men det er ikke hele ansvaret. For der er et indre arbejde. Og kan vi ikke gøre det selv, kan vi ikke vise vores børn hvordan.

Kan vi ikke selv være følelsesmæssigt autentiske, hvordan skal vi så vise vores børn, hvordan de skal navigere?

Hvordan kan vi udvikle et sundt og stærk samarbejde med en eks om netop børnene, hvis nissen fra det forliste ægteskab, flytter med ind i den nye relation?

Det er nødvendigt at rydde op. Det er nødvendigt at tage et ansvar for det indre arbejde. Det er nødvendigt at sige farvel til nissen.

Hvis ikke, bliver din skilsmisse ikke det værd. Al den smerte. Al den sorg. Al det savn. Al den omvæltning. Giv det mening.

For det er dig, der bestemmer, om din skilsmisse bliver et sammenbrud eller et gennembrud.

Vil du lære hvordan, du tager det ansvar, rydder op, og siger farvel til nissen, så holder jeg foredrag i København d. 25. februar og Aarhus d. 3. marts.

OBS! Premiere-rabat: 1 person koster kr. 650,- og tager du en ven med betaler I kr. 400,- hver. 

Læs mere og tilmeld dig i København d. 25. februar, 2016
Læs mere og tilmeld dig i Aarhus d. 3. marts, 2016

Jeg håber vi ses…

Goddag lethed. Farvel sorg.

Det gik meget godt, synes jeg. Indtil jeg mærkede letheden. Så forstod jeg. At nu gik det godt i ordets reneste forstand. Noget lettede. Noget vigtigt. Noget tungt. Endnu en rest af sorg havde sluppet mig. Eller jeg havde sluppet den.

IMG_7309Jeg har i flere uger forsøgt at beskrive den lethed. Som om mit blik løftede sig. Jeg kunne se ud over egen næse. (Det håber jeg at andre har oplevet, at jeg kunne tidligere, men nu det var én af fornemmelserne). Verden blev større. Farverne tydeligere. Perspektiverne flere.

Jeg kan rumme mere. Små og store ændringer eller skuffelser vælter mig ikke lige så nemt. De små, ligegyldige uheld, er færre. Altså af den slags hvor et glas vælter, hvor jeg glemmer nøglerne eller hvor vi kommer for sent (det gør jeg faktisk stadigvæk, men nu er det ikke pga. uheld).

Den bedste måde at beskrive det på, er hverdagen (er det ikke altid det?). Vi har i den seneste tid fået andre end de 12 hofretter, jeg har kørt med i de sidste 2 år. Jeg har improviseret i køkkenet. Da der manglede en ingrediens til frikadellerne og jeg til gengæld havde masser af thai-krydderier fik vi thai-spyd med nuddelsalat. Det kan synes af ingenting for dig, men for mig var det en regulær fest i køkkenet.

Jeg kunne genkende mig selv. Mit overskud. Min glæde ved at skabe.

Det gælder også bageriet. Jeg var holdt op med at bage. Nu sker det igen flere gange om ugen. Uden de store overvejelser eller overtalelser. Det sker bare.

Sådan er arbejdet også. Det føles ikke som hårdt arbejde mere. Det har det gjort. I en tid. Det var ok. Jeg følte, at der var noget jeg skulle bevise. Overfor mig selv. At jeg ville det.

Nu kan jeg begynde at høste det, jeg såede. Hvor fortærsket begrebet end er, så er det måske blot flow?

Letheden er måske blot overskud? Goddag, overskud. Hvor har jeg savnet dig. Mere end jeg var klar over. Og godt for det.

Det tankevækkende er så, at jeg før denne lethed syntes, at jeg var kommet igennem. Ud på den anden side af en svær tid efter at min familie pludselig blev en anden og mit liv ligeså. Jeg syntes, det havde taget lang tid. Dengang.

Nu skriver jeg 2 år og 9 måneder. Siden han flyttede. Og i denne måned mærkede jeg letheden. Det er skræmmende lang tid at vente på overskud. Godt jeg ikke ventede bevidst. Godt jeg blot var i stand til at mærke, da det pludselig var der og kan glædes over det nu.

IMG_7031Godt sorg, livet og al udvikling er af den slags. Som er tydeligst i bakspejlet. Ellers var jeg ikke sikker på vi kom igennem. Godt jeg synes det også var rart for måneder siden. Nu er det blot endnu rarere.

Men mest af alt lettere. Jeg er let. Livet er let. Smukt. Fyldt med perspektiver. Også de svære. Men jeg kan bære dem nu. Fordi noget tungt slap mig eller jeg det. Så jeg kunne mærke letheden. Hej lethed. Jeg nyder dig i fulde drag. Og kan mærke, at jeg svæver. (Og jeg er ikke  en gang forelsket. Endnu…)

 

Om den rå virkelighed – og de fine nuancer den medfører

“Where she better or you sicker, then the stars would not be so terribly crossed. But it is the nature of stars to cross, and never was Shakespeare more wrong, than we he had Cassius note:  “The fault, dear Brutus, is not in our stars. But in ourselves.” Easy enough to say, when you’re a Roman nobleman (or Shakespeare!), but here is no shortage of fault to be found amid our stars.”

En bog om virkeligheden. Den rå af slagsen. Som alligevel er helt almindelig. Og hverdagsagtig. I al sin absuritet. Mens man venter på at dø. Selv der finder kærligheden os. Eller måske netop der, hvor vi har givet os over til livet. Hvor intet er så skræmmende som fremtidsudsigterne. Eller manglen på dem.

the fault in our stars3Måske læste du mit Learning Letter (som, jeg udsender ifm min selvstændige forrretning som coach) om min kærlige besættelse af “The Fault in our Stars”?

Når jeg skamroser bogen, har jeg flere gange fået svaret; “så må jeg hellere låne den af min teenage-datter”. Og jeg smiler, fordi det lyder som om, jeg har forelsket mig i en ungdomsbog. Men det gør ikke bogen mindre smuk. Og jeg glædes på vores børns vegne, hvis det er, hvad de læser som teenagere. Så skal det nok gå dem godt.

For den bog fortæller mere om at stå i livet end de fleste voksne mennesker kan finde ud af. Den handler om at stå midt i en virkelighed, som man har al mulig grund til at have modstand på. Den råhed, som ligger i at vide at døden venter forude. Lige om hjørnet. På mindre ubestemt tid end for de fleste af os andre.

Det skaber en intensitet i livet, som de fleste af os længes efter, men alligevel ikke tør, fordi det bliver for farligt.

Fault in our stars1Det er refleksionen bag den hverdag, som beskrives, der hiver i mig, får mig til at rykke tættere på mig selv, når jeg læser. Det er selvfølgelig ordenen alene. De små one-liners og de mange hilsner til smilebåndet. For den bog har en lethed, som er så fin og befriende. Men mest af alt er det den råhed hovedpersonerne lever med, som gør dem til uhyre præcise observatører af vores liv.

Og så er der smerten. Den fysiske. Selvfølgelig. Men også den psykiske. Tabet og sorgen. Når den ligger lige under overfladen og med jævne mellemrum kigger frem i sin fulde størrelse og river alt med. Min egen erfaring med at leve lige der, på knivsæggen mellem smerten og glæden, med en altid tilstedeværende viden om, at den næste bølger kommer. Sorgen ligger der. Altid.

Det er også den knivsæg, som viser mig hvor smukt livet og verden er. Det er de briller, som gør mig i stand til at se de små ting. Og dyrke taknemmeligheden. Det er også den knivsæg, som gør, at jeg tager chancen. Stiller mig ud, hvor der er noget på spil. Der hvor det er sårbart. Siger det, der skal siges (nogle gange. Andre gange observerer jeg, at jeg ikke har modet. Endnu. Og det prøver jeg så at give plads til).

Hver gang jeg så meget som tænker på bogen, får jeg lyst til at læse den forfra. Og har fået anbefalet at gøre lige præcis det. Fordi den er endnu bedre anden gang.

Og sådan er det jo egentlig med mange gode ting;)

Om at vælge sit eget selskab til

Det var én af de dage, hvor der skete lige rigeligt på indersiden. Samtaler som klemte op i en krog. Følelser, der var genkendelige, men ikke velkomne. Skuffelsen over at være der, én gang til. Uindfriede forventinger. Igen. Alt det som en relation til en eks også kan være. Og det bliver faktisk sværere at acceptere, jo sjældnere det sker. Fordi jeg vænner mig til at, at vi kan. At vi er gode. Og at vi gør os umage. Men lige præcis vanen er også den, der får mig til at falde i. Fordi jeg glemmer, at det stadig er en knivsæg. At vejen (stadig) er smal. At jeg skal gøre mig umage.

Umiddelbart ville automatreaktionen have været at ringe til en ven. Så kunne jeg lufte al larmen på indersiden og så plejer det at give ro. Men noget indeni sagde mig, at jeg skulle vælge mit eget selskab. På trods af uro. Fordi jeg ikke var helt færdig med at bearbejde dagen. Og hvis jeg skulle lære af det, så var det nødvendigt at blive ved det. Dvæle lidt i det.

foto 1 (3)Så selv om jeg lige umiddelbart havde lyst til at dulme alle følelserne med snak og samvær, så valgte jeg mit eget selskab i stedet. Eller mit eget og så selvfølgelig Mads Langers (sommerballetten), fordi jeg tænkte at han kunne sætte en fin scene omkring min sindstilstand. Det og så et glas hvidvin og Bellevue strand.

Det kræver faktisk vedholdenhed at vælge sit eget selskab. Og kontinuerligt vende fokus indad, når alle andre sidder eller står med nogle andre. Min erfaring er dog, at oplevelsen kan blive mere intens. Fordi du bliver nødt til at holde den indeni. Den kan ikke deles.

Hvilket så heller ikke passer, for der var jo ikke tale om et silent retreat. Så jeg tillod mig selv omgang med de sociale medier. Og så deler man jo alligevel. Eller er i kontakt. Om end ikke på den dybe måde. Men det var jo netop pointen. Jeg valgte ikke aleneheden for ensomhedens skyld. Men for refleksionens skyld. Og for at læne mig lidt ind i alt det, som var sket i løbet af dagen.

Første akt var uroligt. Anden akt gav kuldegysninger. Så kunne jeg mærke, at jeg begyndte at lande. Indeni.

foto 2 (4)Jeg var kommet ud på den anden side. Havde lænet mig ind i ubehaget og stormen af følelser og frustration. Holdt hånden under mit eget hjerte uden at dulme eller fikse. Hver gang jeg tør vælge den vej, kommer jeg en lille smule tættere på mig selv.

Så derfor bød jeg på middag, selv om det er én af de største overvindelser. At spise ude. Alene. Men som jeg sad der med min risotto, trøffelbrie, bourgogne og Kindle (e-bogslæser) var jeg alt andet end alene.

Jeg var i det bedste selskab. Mit eget.

Om glidende tacklinger, tryghedsnarkomaner og rutsjebaner

Bam, så lå jeg der. Livet havde lavet en absolut uelegant glidende tackling. Jeg kom helt ned at bide i græsset. Og lige der, i knæ, så livet smukkere og finere ud end nogensinde før. Med al den råhed, smerte og kærlighed et menneskeliv, kan byde på.

Jeg har altid troet, jeg var tryghedsnarkoman. Men måske er det mere sådan, jeg er vokset op. I trygge rammer (og tak for det mor og far). Vi vidste hvad vi havde og ikke, hvad vi fik hvis vi tog en chance. Og jeg har truffet mange valg – også mange ubevidste – ud fra den devise.

Men langsomt, mens jeg faktisk endnu en gang er i knæ, dog med mindre dramatisk fortegn end hjertesmerte, mærker jeg, at jeg er bedst i udsvingene. Jeg vil gerne nedturene (måske fordi jeg ikke forestiller mig at smerte kan blive  værre end den, jeg allerede har oplevet)., fordi det så betyder, at opturene er tydeligere (og jeg elsker de bobler i maven). Jeg vil faktisk gerne rutsjebanen.  Både følelsesmæssigt. Men også i hverdagen. Kedsomme, trætte dage som på grund af livets naturlige vekselvirkning og dynamik pludselig åbenbarer den slags hverdagsoplevelser, som virkelig giver kulør. Og også økonomisk. Leve på en sten (som nok stadig er end del større end så mange andre oplever) af havregryn og se hvor langt madbudgettet kan række (fordi det også kan ende med en optur), for så at rejse ud og se i verden og bo på smukke steder lige ned til vandet.

Der er en enorm frihed i ikke at skulle vælge vejen på midten. Men det er også en svær balancegang. Fordi den lokker. Den store, brede hovedvej. Trygheden. Særligt, når man har ansvar for noget, som føles større end en selv.

For det frihedsideal må aldrig blive på bekostning af børnene og deres tryghed. Og så alligevel. Jeg vil også gerne vise dem udsvingene. At vi kan lære af livet. At vi kan vende de situationer, som vi står i til vores fordel. Det er på en eller anden måde, de kort en skilsmisse allerede giver én på hånden. Skiftene. Savnet. Men også intensitetten. Og den fulde opmærksomhed.

De kender allerede rutsjebanen. Og så er det min opgave at pege til, at selv i smerte og med modstand, kan vi finde taknemmeligheden og glæden. Og for at vise dem, at vi ikke skal tage noget som helst for givet. For det er første skridt hen mod den glidende tackling.

Det lille, tavse kærlighedsritual

Det startede som en nødvendighed. Når A var ked i cykelsædet og at stoppe op ikke var en mulighed. Så rakte jeg om bag mig og tog hendes lille bløde hånd. For at signalere at jeg ikke var ligeglad med hendes gråd. Og jeg aede hendes lille hånd uden ord. Og kunne mærke, hvordan hun faldt til ro bag mig.

Mange morgener har jeg gentaget den samme handling. Uden helt at tænke over det. På det samme sted på cykelturen til vuggestuen. På samme måde. Uden ord. Som vores eget lille farvel-ritual. Som en sidste nærhed og samvær inden adskillelse.

Den lille hånd. Så blød. Og buttet. Hendes lille hånd, som også lukker sig så godt den kan om min. Så jeg kan mærke gengældelsen. At hun også forstår.  Mine fingre, der aer. Igen og igen. Og roen der spreder sig. Kærligheden, som bare sniger sig ind på den der måde, som i virkeligheden er alt for stor til sådan en helt almindelig hverdag.

Jeg kan få tårer i øjnene, når jeg beskriver det. Fordi jeg kan mærke hende. Og hendes hånd. Og kærligheden. Og det er rørende, fordi det er ordløst.  Midt i morgentrafik, almindeligheder og arbejdsdag, lukker vi det hele ude og træder ind i vores egen verden.

En lille handling, som er kæmpestor. Fordi den er indbegrebet af alt det, som er vigtigt.

En svær kamel at sluge!

Det har været svært at komme hjem fra ferie. Jeg synes, prisen har været høj.

Ikke så meget for mig. Jeg synes jeg har vænnet mig til savnet, som heller ikke denne gang udeblev.

Men jeg har været vidne til to søskende, som virkelig har savnet hinanden. Som aldrig nogensinde har været sammen i 3 uger i træk før. Og det har været så rørende at være vidne til det bånd, som allerede var stærkt, men som nu virker udbrydeligt. De har på skift grædt, når den ene er blevet hentet og den anden skulle blive. Den lille har spurgt efter den store, som det første, når hun vågnede om morgenen.

Det er allerede bevet bedre. Men det har gjort ondt.

Så ondt at jeg har haft svært ved at koncentrere mig om arbejdet. Og haft svært ved stilheden om aftenen.

Og så slog det mig pludselig. Det er i tider som disse, at jeg simpelthen bliver nødt til at læne mig op ad min spiritualitet. En spiritualitet, som blev markant stærkere, da børnenes far flyttede. Fordi det gjorde ondt. Fordi jeg var magtesløs. Fordi det ikke gav mening overhovedet.

Jeg forstod ingenting. Og havde massiv modstand på virkeligheden, hvis jeg tænkte for meget over det.

Kun når jeg mindende mig selv om, at jeg ikke kunne regne livet ud, at jeg ikke vidste, hvad meningen var, men hele tiden kunne vælge at have tillid til, at der var en mening. At der var et smukkere liv for både mig og mine unger. Og for deres far.  Og at den smerte, som vi påførte dem, ville gøre dem til de mennsker, som det var meningen, de skulle blive. At det ville være med til at forme dem. Til det, de var ment til at skulle udrette i verden.

Foto: MagnetTV og @pernillesdaily (Instagram) - sig endelig til hvis jeg skal fjerne det.
Foto: MagnetTV og @pernillesdaily (Instagram) – sig endelig til hvis jeg skal fjerne det.

Det fjerner ikke smerten. Men det fjerner modstanden. Og kampen. Mod virkeligheden. Som er en kamp vi altid taber, og som er umådelig hård at kæmpe. Det gør smerten renere. Og lige der kan taknemmeligheden også vise sig. Taknemmeligheden over alt det, som trods alt er.

Alligevel kan jeg, i de øjeblik hvor sætningen dukker op i mit hoved, have lyst til at sparke, råbe og skrige. Det er modstanden, der taler. Men hvis jeg læner mig ind i den modstand, så smelter den, og jeg  mærker overgivelsen. Blødheden. Og tilliden. Det er den samme krampetrækning hver gang. Og nogle gange, hvis det virkelig gør ondt, udebliver forløsningen.

Men langt de fleste gange, så er den overgivelse den eneste løsning. Det andet gør simpelthen for ondt. For længe. Og jeg kan kæmpe nok så meget, men virkeligheden vinder alligevel. Så alt er godt. Også smerten. Bare den er renset for modstand.

For så kan der, lige der i den rene smerte også opstå den dybeste kærlighed. For det giver mening. For mig. Jo dybere smerte, jo dybere kærlighed. Og jeg har virkelig elsket. Og ud af de kom mine børn. Så ja, alt er godt. Også selv om det er en kamel at sluge en gang i mellem.

Er jeg skole-klar?

Det burde da være mit barn, der spurgte mig om det. Men det gør han ikke. Det gør eg til gengæld.

Han glæder sig. Det er kun moren, som i sit hjerte frygter, hvordan det skal gå den lille dreng, som er blevet stor uden at jeg nåede at opdage det. “Han er så blød” tænker jeg. “Han er så mild”. Jeg elsker ham for det, men nu kan jeg godt blive bange for at det giver knubs.

Og mens jeg skriver det, sker der, som så ofte før, noget magisk. Jeg tænker. Knubs, de gør ondt ja, men jeg er lige her til at hjælpe ham med at forstå og navigere. Og knubs er også livsduelighed. Og får han ikke den nu, så kan det blive benspænd og styrt senere.

Tjek. Så er den klaret. I hovedet i hvert fald. Men hjertet, det er stadig blødt – og let blødende.

For han er blevet stor det sidste år. Og jeg tror faktisk på, at han er klar.

Men jeg er ikke. Jeg er da ikke mor til et skolebarn. Jeg er da baby-mor. Det er da små størrelser, jeg skal navigere i. Ikke madpakker, legegrupper, lektier og lærere. En hel anden kommunikation – og meget mindre kontrol – eller indsigt, er vel et pænere ord.

Jeg glæder mig til at skulle læse med mit barn og lave lektier. Jeg glæder mig til alle de spændende snakke, når han kommer hjem med ny viden. Jeg elsker hans videbegærlighed. Og jeg er sikker på vi begge bliver så kloge af det her.

Men min identitet skal også i skole. Den skal nemlig lære, at jeg nu er mor til et skolebarn. At jeg er blevet så voksen. Og det ved jeg faktisk ikke om jeg er helt klar til at være.

En gavmild dag…

Så er det sidste morgen på terrassen. Kaffen er god, solen skinner, forkælet med friskpresset juice og det der særlige – lidt febrilske – nærvær, når man ved at noget er ved at lakke mod enden, så man gør hvad man kan for at få det sidste med.

Jeg er stadig fyldt op af den gavmilde dag i går. Da jeg havde skrevet om det, hjertet var fyldt af – og følte jeg havde æret mindet om dagen på bedste vis, var jeg pludselig også blevet klar til at sige farvel. Derfor kiggede jeg i taknemmelighed op på den smukke himmel et ganske kort øjeblik. Og med det samme blev jeg belønnet (sådan føltes det) med et stjerneskud. Bare sådan lige for at knibe mig i armen. Bare sådan lige for at understrege, at den var god nok. Og mens jeg stod der, endnu en gang rørt til tårer (ja, jeg havde følelserne udenpå tøjet i går), trumfede dem eller det, som bestemt holdt hånden under mig hele dagen, ved at sende mig endnu et stjerneskud. Jeg var så tæt på lige der. På mig selv. På mine unger. På livet.

Og det slog mig endnu en gang. Lykken er lige der på knivsæggen for mig, og faktisk kan det gøre mig lidt trist, at jeg ikke rigtig kan mærke den med mindre et farvel eller en sorg kan gøre konturerne tydelige som kontrast til en gavmild dag.

Men sådan er det. Og i stedet for at slå mig selv oven i hovedet med den kendsgerning, vil jeg finde taknemmeligheden for at sådan en knivsæg er i mit liv. For ellers giver det ikke mening. Ellers er det spild af liv. Og gavmildhed.

Det tager to år…

De siger, det tager to år. At komme ovenpå igen. Efter en skilsmisse.

Vi var ikke gift. Men vi havde to børn. Eller en dreng på næsten 4 og en på vej. Så derfor tillader jeg mig at kalde det en skilsmisse alligevel. Så ved de fleste, hvad vi taler om.

Og så alligevel ikke. For det er netop, hvad denne blog handler om. Hvordan det er. Inde i mig. Og måske I mange andre. Men ikke mange taler om det. Og det kan jeg ikke forstå. Hvorfor noget, som væltede min verden så meget, som det gjorde og som stadig er på dagsordenen hver eneste uge, mindst én gang, når der er skiftedag, men ofte mange flere, fordi det – i hvert fald for mig – har stor indflydelse på min hverdag. Hvorfor taler vi ikke mere om det?

Det gør jeg så nu. Her på Delehjerte. Og hvilken bedre dag at starte end på min datters 2-års fødselsdag?

For de siger det tager 2 år. Det er så 2 år og 5 måneder siden det skete.  Skilsmissen. Og en venden hjem til mig selv, som aldrig før. Var jeg begyndt tidligere, havde det været for tidligt. For sårbart. For tæt på. For alle.

Jeg troede mit delte hjerte ville vænne sig til det. At mine tanker ikke længere ville kredse om at dele. Men det gør de stadig.

Så nu tager jeg det på mig. Fordi jeg har så meget på det hjerte. Både om at dele. Men også om at blive hel. Og jeg har lyst til at dele det hele med dig. Her på Delehjerte. Tilbage er der kun at sige velkommen til. Og tillykke med de 2 år, smukke A. Du er mit vidne, mit bevis og min årsag til transformation. Til to år, som i sandhed har bragt mit tættere på mit hjerte. Og på alle andres. Fordi dit var så stærkt. Og stadig er. Du er min inspiration. Du er min lille kopi. Du er en mundfuld. Og du var min redning.