En svær kamel at sluge!

Det har været svært at komme hjem fra ferie. Jeg synes, prisen har været høj.

Ikke så meget for mig. Jeg synes jeg har vænnet mig til savnet, som heller ikke denne gang udeblev.

Men jeg har været vidne til to søskende, som virkelig har savnet hinanden. Som aldrig nogensinde har været sammen i 3 uger i træk før. Og det har været så rørende at være vidne til det bånd, som allerede var stærkt, men som nu virker udbrydeligt. De har på skift grædt, når den ene er blevet hentet og den anden skulle blive. Den lille har spurgt efter den store, som det første, når hun vågnede om morgenen.

Det er allerede bevet bedre. Men det har gjort ondt.

Så ondt at jeg har haft svært ved at koncentrere mig om arbejdet. Og haft svært ved stilheden om aftenen.

Og så slog det mig pludselig. Det er i tider som disse, at jeg simpelthen bliver nødt til at læne mig op ad min spiritualitet. En spiritualitet, som blev markant stærkere, da børnenes far flyttede. Fordi det gjorde ondt. Fordi jeg var magtesløs. Fordi det ikke gav mening overhovedet.

Jeg forstod ingenting. Og havde massiv modstand på virkeligheden, hvis jeg tænkte for meget over det.

Kun når jeg mindende mig selv om, at jeg ikke kunne regne livet ud, at jeg ikke vidste, hvad meningen var, men hele tiden kunne vælge at have tillid til, at der var en mening. At der var et smukkere liv for både mig og mine unger. Og for deres far.  Og at den smerte, som vi påførte dem, ville gøre dem til de mennsker, som det var meningen, de skulle blive. At det ville være med til at forme dem. Til det, de var ment til at skulle udrette i verden.

Det fjerner ikke smerten. Men det fjerner modstanden. Og kampen. Mod virkeligheden. Som er en kamp vi altid taber, og som er umådelig hård at kæmpe. Det gør smerten renere. Og lige der kan taknemmeligheden også vise sig. Taknemmeligheden over alt det, som trods alt er.

Alligevel kan jeg, i de øjeblik hvor sætningen dukker op i mit hoved, have lyst til at sparke, råbe og skrige. Det er modstanden, der taler. Men hvis jeg læner mig ind i den modstand, så smelter den, og jeg  mærker overgivelsen. Blødheden. Og tilliden. Det er den samme krampetrækning hver gang. Og nogle gange, hvis det virkelig gør ondt, udebliver forløsningen.

Men langt de fleste gange, så er den overgivelse den eneste løsning. Det andet gør simpelthen for ondt. For længe. Og jeg kan kæmpe nok så meget, men virkeligheden vinder alligevel. Så alt er godt. Også smerten. Bare den er renset for modstand.

For så kan der, lige der i den rene smerte også opstå den dybeste kærlighed. For det giver mening. For mig. Jo dybere smerte, jo dybere kærlighed. Og jeg har virkelig elsket. Og ud af de kom mine børn. Så ja, alt er godt. Også selv om det er en kamel at sluge en gang i mellem.