3 uger i forglemmelsens land

Så lå jeg for sidste gang mellem mine to guldklumper i det blå værelse i huset på bakken i den lille franske landsby Latour. Mellem to lækre, solvarme kroppe og afbleget lyst hår efter den perfekte afslutning på en ferie, som altid vil stå som noget særligt. Min første ferie som delemor helt alene med mine unger. I hele 3 uger.

Jeg lå der i sengen. Gennem det åbne vindue kunne jeg se stjernehimlen, som stadig var dyb blå, som kun en ægte sommerhimmel kan være det. Mærkede den varme sommerluft gennem det åbne vindue med en lille buttet brun hånd i min ene hånd, ovenpå lå en lidt større brun hånd og til slut min anden.  Jeg sang godnatsange. Mens et par tårer trillede ned af kinderne. Af taknemmelighed. For den fineste dag. Det smukkeste hav. De skønneste unger.

Det bedste ved denne ferie har for ungerne været variationer over temaet badeferie, på trods af at huset ikke ejer hverken pool og har mere end 30 minutter til vandet. Men det har ikke stoppet os. Min største har lært at svømme og er blevet bidt af en gal snorkler (det glæder jeg mig til at bygge videre på). Min mindste er gået fra at være decideret utryg ved vand til selv at plaske rundt med svømmevest, både i pool og hav.

Det har været vidunderligt at være vidne til den læringskurve. Uden afbræk. Med tid til at fejre, udvikle videre og forfine det nye, de lærte. Fordi de ikke skulle afleveres. Det bedste for mig ved denne ferie har uden tvivl været ikke at skulle dele (selv om jeg helt sikkert har savnet den anden forældre at dele de stolte og læringsrige øjeblikke med).

I tre uger har de unger været mine. Helt og aldeles. Uden stress og jag over at skulle nå noget inden den største igen skulle afleveres hos far. Med tid til at sige, “det gør vi i morgen” eller oven i købet “det når vi i næste uge”. Med tid til at lære den store at spille intet mindre end 5 forskellige kortspil. Og derudover repetere klassikerne. Ludo. Og matador.

Alt det og flere fine oplevelser trillede tårerne for.

Men det var også tårer med sorg. Som jeg lå der mellem dem og knugede deres hænder. Netop fordi jeg kan mærke, at deleriet trænger sig på igen. Og det er som om det er et helet sår, som pludselig skal rives op igen. Eller tre uger i absolut forglemmelse. Nu melder virkeligheden sig. Det gør mere ondt end jeg havde regnet med.

For jeg har jo vænnet mig til det. Deleriet. Derhjemme. Men hernede har jeg haft helle. Og jeg har elsket hvert et øjeblik.

Det bliver godt at komme hjem. Jeg er ved at savne hverdagen. Men deleriet. Det har ikke jeg ikke savnet…