Han havde faktisk bare ikke tillid til mig. Han sagde han var utryg. Men det var på grund af mig. Han tvivlede på mine evner som scooter-kører. Da jeg spurgte ham, om det havde været anderledes, hvis det var hans far, han skulle køre med, svarede han tøvende ja. Så blev jeg først rigtig træt af det. Omvendt bekræftede det min mistanke. Og så er det, jeg mander mig op.
Til gengæld var det desto større, da han sad med armene om mig, bag på scooteren, på vej af de hullede grusstier ind til vandfaldet gennem junglen og jeg hørte ham sige; “jeg har den sejeste mor i verden”. Jeg tror ikke der er mange, der er så seje som dig, mor. Du er virkelig god til at køre på scooter. Og det er så fedt. Jeg er glad for, at jeg tog med”.
Jeg smilede for mig selv foran ham. Jeg vil gerne være den sejeste mor. Men jeg ved også, hvorfor jeg gør mig så umage for at være det. Fordi der ikke er nogen far med.
Jeg skulle være sej en gang til. Da Noah fandt det smukkeste og største konkylie jeg har set i levende live under vand. Vi snorklede ud for en lille øde ø, som Noah har døbt Hawaii (fordi det er det den ligner, når vi sidder og nyder solnedgangen og øen ligger overfor med alle sine palmer og er sin helt egen). Konkyliet lå, så jeg næsten kunne nå det, uden at skulle dykke ned. Men kun næsten. Så der lå jeg så, i overfladen, og samlede mod til mig. For jeg elsker at dykke. Men jeg behøver bestemt ikke røre ved noget af det, jeg ser.
Men sådan er det ikke, når jeg har børnene med. Det var det heller ikke i sommer, da vi samlede på søpindsvin i de græske farvande. Nu var jeg på den igen. Da jeg endelig trak vejret dybt, holdt vejret, dykkede ned og greb forsigtigt om konkylien, blev jeg så forskrækket over hvor tung og stor den var, at jeg slap den igen, kun for at den sank endnu længere ned. Okay, også fordi den så noget så ulækker ud, da jeg vendte den rundt og så den største, sorte snegl, som havde til huse indeni.
Men på den igen. For han lå jo lige der i overfladen. Min søn. Og holdt vejret sammen med mig. Op til overfladen kom den. Og ombord i kajakken.
Han gentog sig selv; “du er den sejeste, mor”. Og det er jeg måske nok. Fordi jeg skal være det. Jeg skal være moren. Men også faren. Sådan er det, når man deler sine børn og far ikke er med på ferie. For havde han været det, så havde det bestemt ikke været mig, der havde samlet det konkylie op.
Min grænse blev trukket, da vi kom hjem på resortet med konkyliet. Egentlig ville jeg så gerne, at vi selv havde tage livet af den meget livlige – og store – snegl indeni. Men hertil og ikke længere. Så da de søde drenge på stedet pludselig tog den med og sagde “sixty minutes” kom jeg bestemt ikke med indvendinger. Bagefter tænkte jeg, at Noah skulle have været vidne til det.
Men det må blive sammen med hans far. Eller en anden mand. For mig bliver det ikke med.
Jeg vil blot nyde mindet om drengen, der sad bag mig på scooteren og til tider kyssede min bare skulder. Mindet om drengen, der gik rundt på resortet og viste hele personalet sin konkylie. Og drengen der faldt i søvn, mens han lå og lyttede til konkyliens susen.
Og minde mig selv om, at jeg er nok. Også selv om jeg elsker, når han synes, jeg er sej.
Og bære mindet i mit hjerte om et barn foran og et barn bag mig på scooteren. Begge nynnende hver sin melodi. På vej ud i det blå. Tættere på mor-idyl, lykken og friheden kommer jeg ikke…
