Så blev det jul i det lille hjem

eller endnu en fortælling om, hvad overskud kan medføre…

IMG_7765Jeg har ønsket mig den nissedør i tre år. Og hvor svært kan det være at få den købt og sat op? Ikke så svært skulle man mene. Og så alligevel. 

For havde jeg sat den nissedør op forrige eller sidste år, så havde det blot føjet til mere pres på en i forvejen presset situation. Jeg har haft store uindfriede forventinger til julen de sidste to år. Ikke et ord – i dette indlæg – om at dele sine børn i julen, men nogle ord om forventninger, som jeg også har skrevet om før.

I år har letheden medført noget andet: overskud. Til jul. Julerier. Nissedøre. Konfekt. Juledekorationer. Drillenisser. Kalendergaver og julekalender – med en sund struktur omkring det hele, så det ikke betød al for sen sengetid og overstimulering. Det sidste lyder måske af lidt for meget struktur, men tidligere år har netop julekalender på DR kl. 19.30 kunne slå hele putterutinen i stykker.

Jeg har med andre ord givet den julegas. Ikke fra et sted af underskud, om end jeg kender  alt til den version. Men fra et sted af overskud. Derfor har det været sjovt. Og jeg har været overrasket over min egen glæde og kreativitet. Julestemning, som jeg ikke har oplevet den før. 

Fordi det ikke har været forceret. Og fordi jeg har sænket barren. Jeg opgav at købe alle kalendergaverne på én gang. Købte dem jeg havde fantasi til og tænkte, at jeg så nok fandt en løsning på resten. Har primært julet igennem med nissedør og drillenisser, når den store har været hos mig, fordi den lille ikke helt forstår det endnu.

IMG_7803Jeg har haft travlt med arbejdet denne december, mange opgaver og en del på farten. Så der har også været træthed. På de dage har jeg opgivet at finde på og drille. Og så alligevel. På vej i seng fik jeg en idé og ti minutter senere hang der strømper i hele stuen. Fordi jeg havde tilladt, at jeg ikke havde lyst og ikke orkede. Netop derfor, tror jeg, kom lysten til juleriet igen. På trods af træthed. Jeg fandt mit julehumør og intet har kunne ødelægge det.

I år blev det jul i det lille hjem. På en nye måde. På min måde. Nissedøren blev beviset og symbolet. 

Et menneske fra fortiden #TBT

Jeg kan bedst huske følelsen. Tyngden. Sorgen. Trætheden. Tvivlen. I går mødte jeg hende igen. Og noterede mig, som jeg også har skrevet om her, at følelsen var den modsatte. Lethed. Kærlighed. Glæde. Tro.

IMG_7780Det var den ældre, garvede, omsorgsfulde sundhedsplejerske, som på en eller anden måde blev en klippe i de første måneder af lille A’s liv. Når hun sad i min sofa og anerkendende nikkede, troede jeg på, at det nok skulle gå. Hun lyttede. Og delte af sin livslange erfaring. Hun var ikke bekymret. Jeg gjore det godt (nok). Og lille A skulle nok klare sig. Hun havde hørt historier, der var værre end min. Og hun havde set mange komme ud på den anden side.

I modsætning til besøgene i forbindelse med mit første barn handlede det ikke om at skulle præstere, “gøre det rigtigt” og vise overskud, men udelukkende om at blive set. Jeg frygtede ikke dommen. Havde bare brug for den erfaring og sparring, som nu sad i min sofa i form af en garvet sundhedsplejerske, som også var mor til tre og bedstemor til to.

Jeg kunne stille alle de “små spørgsmål” om hverdagstingene og plejen af mit lille barn. Men hun kunne også rumme de store spørgsmål. De to flettede så fint ind i hinanden, bundet sammen af erfaring.

Alt det kom op som varme og taknemmelighed i kroppen i går. Et menneske der så A og jeg. Ikke som ofre. Men som to stærke feminine kræfter. Så os med erfaringens øjne og vidste, at vi nok skulle klare os. Det var den energi hun kom med.  Samtidig lyttede hun til mit “lige nu” og gav den omsorg, som hun instinktivt mærkede, vi havde brug for lige der.

Intet af dette så jeg dengang. Men nu står det klart.

Hjælpen kom – endnu en gang – fra uventet kant og én jeg bestemt ikke havde opfattet som spillende på mit hold i forbindelse med mit første barn.

Og. Det vi har brug for i orkanens øje er så enkelt, at det er svært at bede om. Vished. Omsorg. Og mest af alt; at blive set. Uden dom. Uden at skulle fikses. Bare set. Som jeg  og lille A blev det af sundhedsplejersken fra kommunen…

Ikke udenom, men gennem det lille savn…

“Vi kan face-time, hvis du stadig savner senere”, sagde moren fiksende. “Det er ikke det samme”, svarede den kede søn. Jeg satte mig på hug, så jeg kunne se ham i øjnene. “Nej, det er det ikke. Det er det bestemt ikke”. Så lykkedes det.

Han ville have jeg kom med op. Ikke noget dramatisk, bare en for kort kontakt, fordi lillesøster skulle afleveres hos far og han var ikke klar til at slippe.

Jeg havde af flere omgange mindet mig selv om at møde ham i savnet. I stedet for at fikse ham. Snakke udenom. Aflede. (Som om det er muligt med en 6-årig dreng, der har “været skilt” i snart 3 år). Alligevel var det kun lykkedes i korte glimt. Derfor hang han stadig fast i mig.

Det handlede ikke om æbleskiver. Eller om lillesøster. Eller om at det ikke er rart hos far. Det handlede om påmindelsen. Jeg ved, at min søn trives hos både mor og far. Men skiftene er hans udfordring. Der hvor han er landet hos den ene og så skal over til den anden. Og så når vi ses midt i ugen. Der rammer det.

Det rammer også mig. For det handler om vane og om tilvænning. Men når et menneske, stort eller lille, pludselig er i ens sfære, så er det en forstyrrelse.

Endnu en gang mindes jeg om, at der kun er én vej. Gennem.

Gennem savnet. Den lille sorg. Fraværet. At turde dvæle ved det lige der, sammen med det lille menneske. Uden at fikse. For det kan ikke fikses. Ikke når man deler. Det er ok. Men svært. Lige der, hvor mennesket forstyrrer vanen. Og man må gå igennem, ikke udenom. Sammen.

At miste halvdelen af en barndom #TBT

I dag er det Throwback Thrusday. Det slog mig, da jeg skrev om minder og lange lemmer den anden dag, at der også her sniger sig et deleperspektiv ind, som jeg blev opmærksom på, længe før det overgik mig selv at dele mine børn.

Skilsmisse var meget svært for mig at at forholde mig til dengang i 2008. Jeg var unuanceret. Og dømte mennesker, som ikke kunne få det til at fungere.

Der var dog et menneske, som i et fint og skrøbeligt øjeblik efter sin skilsmisse sagde noget, der gik lige i hjertet på mig, og som jeg siden har tænkt tilbage på mange gange:

“Jeg har ikke blot mistet min elsker og min bedste ven. Jeg har også mistet halvdelen af mit barns barndom”.

IMG_7124Det rørte mig. Det var så klart, at jeg allerede dengang kunne forstå det, på trods af at jeg delte verden op i sort og hvid, og skilsmisse hørte til i den sorte kategori. Jeg kunne forestille mig – med hovedet – hvor forfærdeligt det måtte være.

Senere har jeg i den grad mærket det i hjertet. Og når de børn vokser så hurtigt, som de gør i perioder, eksempelvis når de starter i skole, så kan en uge hos far godt føles som om, man lige er gået glip af en stor luns barndom.

Om minder, lange lemmer, små babyer og grove masker

Jeg har hukommelse som en si. Ikke når det kommer til nummerplader (hvad nytte har jeg af det), men når det kommer til minder. Særligt dem fra hverdagen. Jeg synes så mange fine små minder, øjeblikke, hvor verden stod stille, forsvinder ud gennem mit alt for grovmaskede net. Det gælder min egen barndom og opvækst, men nu også mine børns. Hvor er der mange minder, jeg ønsker at holde fast i. Sy fast i det grove net, så maskerne bliver mindre og ikke en eneste dag eller øjeblik kan smutte igennem.

FullSizeRenderI lørdags havde jeg gæster. De har en datter, der er tre måneder ældre end min ældste. Vi har fulgtes ad. Som familier. Og de som børn. Og nu skal du høre, hvad jeg kan huske. Jeg kan huske, hvor små de var. Da vi var på ferie i Frankrig og den ældste af dem fik sin første tand dernede og min lille dreng stadig kunne sove i sin lilla lift. Jeg husker, som var det i går, at de to små en nytårsdag, hvor hele familien havde overnattet, havde samme nattøj på fra H&M og vi dansede i rundkreds i stuen med de to tumlinge. Jeg husker alt muligt. Fra dengang de var helt små. Det er ikke længe siden. For så ville jeg ikke kunne huske det.

Så hvorfor sidder de så der, langlemmede og med et sprog og en viden, som imponerer. Som to rigtige mennesker med egne holdninger, tydelig personlighed og karaktertræk. Så selvstændige, at det nogle gange er irriterende. De kan indgå i en relation, passe på hinanden og sig selv. De kan føre dybsindige samtaler.

Hvor blev de små babyer af? De var her jo lige. Jeg ved det, for jeg kan huske det. Så det kan ikke være længe siden. Hvor blev tiden af? Hvordan blev de så store.

Det finmaskede net til at fange minderne i, bliver mere nødvendigt for hvert øjeblik, der flyver forbi. Jeg håber maskerne kan strikkes af taknemmelighed, nærvær og bloggen her.