En rokketand og en lorteble senere…

Så er vi i gang. Med en ny uge. Det har allerede været rigtig mandag. Men jeg har taget søndagen med ind i denne uge, så det lykkedes mig at tage både lorteble på vej ud af døren og en rokketand til morgenmad med oprejst pande, smil og dybe vejrtrækninger. Jeg elsker, når det lykkes. Og lægger mærke til det. Måske fordi det lige så ofte går galt…

Og det her med rokketanden er altså noget af en bedrift. Når man skal tage tre dybe vejrtrækninger bare for at mærke en tand, der rokker. Havde ellers håbet den kunne vente til han kom hjem til sin far. Men nu skulle den ud. Før morgenmad og ikke mindst morgenkaffe.  Men da N for tredje gang græd over bløde havregryn, fordi det gjorde ondt, kunne jeg mærke mor-modet indfinde sig. Lige der, hvor man får superheltekappen udleveret i døren til køleskabet. Samtidig kunne jeg mærke at al den morgenmad, jeg ikke havde fået, vende sig i maven, men barnet skulle ikke sidde midt i madpakken med blod, tand og stadig forholdsvis fremmede voksne omkring sig. Derfor fik jeg udleveret en ny uniform.

Således kan jeg nu sige, med god og entusiastisk hjælp fra ejermanden selv, at jeg har hevet en tand ud. Og hans lettelse og stolthed var det hele værd.

På cyklen, kun 5 minutter for sent på den, på trods af både tand og 2 bleskift indenfor 7 minutter, kunne jeg mærke, at jeg kunne takke min søndag for, at det ikke var gået helt galt.

foto (15)En søndag, hvor vi absolut intet lavede. Hvor vi alle tre fik lov at passe os selv. Læse bøger, se film, lege med Ipad og lego. Gå tur uden at have et formål, så der blev rigelig tid til at gå på line og på trapper. Op og ned. Op og ned. Opdage at solen faktisk varmede. Og vinden ikke helt havde taget efteråret med sig endnu.

Læse et kapitel i en roman (!) med en iskaffe mens den mindste fandt ind i sin middagslur. Og snige sig til en halv lur, af den slags, hvor man døser ind og ud,  med et bagtæppe af fantasi, fordi den største var i gang med at redde menneskeheden med sin Hero Factory (og jo, der var også en en lille djævel, som hældte dårlig samvittighed ned i halsen på mig, over at jeg ikke reddede planeterne sammen med ham. Jeg bygger gerne de mænd med ham. Men at lade dem flyve gennem luften bagefter, det rækker min fantasi ikke til).

Vi var sammen. Hver for sig. Og fandt hinanden i kram, sjov og snak. For så at søge ind i hver vores igen. Vi var “bare” sammen.

Så kan jeg det hele dagen efter. Ligegyldig hvor meget mandag, der blev smidt efter mig.

Om glidende tacklinger, tryghedsnarkomaner og rutsjebaner

Bam, så lå jeg der. Livet havde lavet en absolut uelegant glidende tackling. Jeg kom helt ned at bide i græsset. Og lige der, i knæ, så livet smukkere og finere ud end nogensinde før. Med al den råhed, smerte og kærlighed et menneskeliv, kan byde på.

Jeg har altid troet, jeg var tryghedsnarkoman. Men måske er det mere sådan, jeg er vokset op. I trygge rammer (og tak for det mor og far). Vi vidste hvad vi havde og ikke, hvad vi fik hvis vi tog en chance. Og jeg har truffet mange valg – også mange ubevidste – ud fra den devise.

Men langsomt, mens jeg faktisk endnu en gang er i knæ, dog med mindre dramatisk fortegn end hjertesmerte, mærker jeg, at jeg er bedst i udsvingene. Jeg vil gerne nedturene (måske fordi jeg ikke forestiller mig at smerte kan blive  værre end den, jeg allerede har oplevet)., fordi det så betyder, at opturene er tydeligere (og jeg elsker de bobler i maven). Jeg vil faktisk gerne rutsjebanen.  Både følelsesmæssigt. Men også i hverdagen. Kedsomme, trætte dage som på grund af livets naturlige vekselvirkning og dynamik pludselig åbenbarer den slags hverdagsoplevelser, som virkelig giver kulør. Og også økonomisk. Leve på en sten (som nok stadig er end del større end så mange andre oplever) af havregryn og se hvor langt madbudgettet kan række (fordi det også kan ende med en optur), for så at rejse ud og se i verden og bo på smukke steder lige ned til vandet.

Der er en enorm frihed i ikke at skulle vælge vejen på midten. Men det er også en svær balancegang. Fordi den lokker. Den store, brede hovedvej. Trygheden. Særligt, når man har ansvar for noget, som føles større end en selv.

For det frihedsideal må aldrig blive på bekostning af børnene og deres tryghed. Og så alligevel. Jeg vil også gerne vise dem udsvingene. At vi kan lære af livet. At vi kan vende de situationer, som vi står i til vores fordel. Det er på en eller anden måde, de kort en skilsmisse allerede giver én på hånden. Skiftene. Savnet. Men også intensitetten. Og den fulde opmærksomhed.

De kender allerede rutsjebanen. Og så er det min opgave at pege til, at selv i smerte og med modstand, kan vi finde taknemmeligheden og glæden. Og for at vise dem, at vi ikke skal tage noget som helst for givet. For det er første skridt hen mod den glidende tackling.

Ren kærlighed…

Jeg ved ikke, hvorfor jeg tuder hver gang jeg ser babyer blive badet.

Men det her er oven i købet tvillinger. Se lige, hvor meget kærlighed, ømhed og omsorg. Det er ren overgivelse. Ren kærlighed. Bare rent (no pun intented).

Og så kommer jeg til at tænke på dengang, jeg  selv badede lille A i håndvasken med en løbende vandhane (inspireret af netop disse videoer). Hun var helt ny og lille. Og hun lå bare der i vandet med sin rynkede hud. Og tog imod. Og nød. Og så faldt hun i søvn krøllet rundt om min ene hånd. Og jeg stod der og havde lyst til at trykke på livets pauseknap. Råbe til verden, at de skulle komme og opleve dette øjeblik sammen med mig.  Men havde ingen at dele det med, og var lige ved at implodere af kærhed, kærlighed og det rene, smukke liv. Måske derfor græder jeg:)

Det lille, tavse kærlighedsritual

Det startede som en nødvendighed. Når A var ked i cykelsædet og at stoppe op ikke var en mulighed. Så rakte jeg om bag mig og tog hendes lille bløde hånd. For at signalere at jeg ikke var ligeglad med hendes gråd. Og jeg aede hendes lille hånd uden ord. Og kunne mærke, hvordan hun faldt til ro bag mig.

Mange morgener har jeg gentaget den samme handling. Uden helt at tænke over det. På det samme sted på cykelturen til vuggestuen. På samme måde. Uden ord. Som vores eget lille farvel-ritual. Som en sidste nærhed og samvær inden adskillelse.

Den lille hånd. Så blød. Og buttet. Hendes lille hånd, som også lukker sig så godt den kan om min. Så jeg kan mærke gengældelsen. At hun også forstår.  Mine fingre, der aer. Igen og igen. Og roen der spreder sig. Kærligheden, som bare sniger sig ind på den der måde, som i virkeligheden er alt for stor til sådan en helt almindelig hverdag.

Jeg kan få tårer i øjnene, når jeg beskriver det. Fordi jeg kan mærke hende. Og hendes hånd. Og kærligheden. Og det er rørende, fordi det er ordløst.  Midt i morgentrafik, almindeligheder og arbejdsdag, lukker vi det hele ude og træder ind i vores egen verden.

En lille handling, som er kæmpestor. Fordi den er indbegrebet af alt det, som er vigtigt.

En svær kamel at sluge!

Det har været svært at komme hjem fra ferie. Jeg synes, prisen har været høj.

Ikke så meget for mig. Jeg synes jeg har vænnet mig til savnet, som heller ikke denne gang udeblev.

Men jeg har været vidne til to søskende, som virkelig har savnet hinanden. Som aldrig nogensinde har været sammen i 3 uger i træk før. Og det har været så rørende at være vidne til det bånd, som allerede var stærkt, men som nu virker udbrydeligt. De har på skift grædt, når den ene er blevet hentet og den anden skulle blive. Den lille har spurgt efter den store, som det første, når hun vågnede om morgenen.

Det er allerede bevet bedre. Men det har gjort ondt.

Så ondt at jeg har haft svært ved at koncentrere mig om arbejdet. Og haft svært ved stilheden om aftenen.

Og så slog det mig pludselig. Det er i tider som disse, at jeg simpelthen bliver nødt til at læne mig op ad min spiritualitet. En spiritualitet, som blev markant stærkere, da børnenes far flyttede. Fordi det gjorde ondt. Fordi jeg var magtesløs. Fordi det ikke gav mening overhovedet.

Jeg forstod ingenting. Og havde massiv modstand på virkeligheden, hvis jeg tænkte for meget over det.

Kun når jeg mindende mig selv om, at jeg ikke kunne regne livet ud, at jeg ikke vidste, hvad meningen var, men hele tiden kunne vælge at have tillid til, at der var en mening. At der var et smukkere liv for både mig og mine unger. Og for deres far.  Og at den smerte, som vi påførte dem, ville gøre dem til de mennsker, som det var meningen, de skulle blive. At det ville være med til at forme dem. Til det, de var ment til at skulle udrette i verden.

Foto: MagnetTV og @pernillesdaily (Instagram) - sig endelig til hvis jeg skal fjerne det.
Foto: MagnetTV og @pernillesdaily (Instagram) – sig endelig til hvis jeg skal fjerne det.

Det fjerner ikke smerten. Men det fjerner modstanden. Og kampen. Mod virkeligheden. Som er en kamp vi altid taber, og som er umådelig hård at kæmpe. Det gør smerten renere. Og lige der kan taknemmeligheden også vise sig. Taknemmeligheden over alt det, som trods alt er.

Alligevel kan jeg, i de øjeblik hvor sætningen dukker op i mit hoved, have lyst til at sparke, råbe og skrige. Det er modstanden, der taler. Men hvis jeg læner mig ind i den modstand, så smelter den, og jeg  mærker overgivelsen. Blødheden. Og tilliden. Det er den samme krampetrækning hver gang. Og nogle gange, hvis det virkelig gør ondt, udebliver forløsningen.

Men langt de fleste gange, så er den overgivelse den eneste løsning. Det andet gør simpelthen for ondt. For længe. Og jeg kan kæmpe nok så meget, men virkeligheden vinder alligevel. Så alt er godt. Også smerten. Bare den er renset for modstand.

For så kan der, lige der i den rene smerte også opstå den dybeste kærlighed. For det giver mening. For mig. Jo dybere smerte, jo dybere kærlighed. Og jeg har virkelig elsket. Og ud af de kom mine børn. Så ja, alt er godt. Også selv om det er en kamel at sluge en gang i mellem.

Er jeg skole-klar?

Det burde da være mit barn, der spurgte mig om det. Men det gør han ikke. Det gør eg til gengæld.

Han glæder sig. Det er kun moren, som i sit hjerte frygter, hvordan det skal gå den lille dreng, som er blevet stor uden at jeg nåede at opdage det. “Han er så blød” tænker jeg. “Han er så mild”. Jeg elsker ham for det, men nu kan jeg godt blive bange for at det giver knubs.

Og mens jeg skriver det, sker der, som så ofte før, noget magisk. Jeg tænker. Knubs, de gør ondt ja, men jeg er lige her til at hjælpe ham med at forstå og navigere. Og knubs er også livsduelighed. Og får han ikke den nu, så kan det blive benspænd og styrt senere.

Tjek. Så er den klaret. I hovedet i hvert fald. Men hjertet, det er stadig blødt – og let blødende.

For han er blevet stor det sidste år. Og jeg tror faktisk på, at han er klar.

Men jeg er ikke. Jeg er da ikke mor til et skolebarn. Jeg er da baby-mor. Det er da små størrelser, jeg skal navigere i. Ikke madpakker, legegrupper, lektier og lærere. En hel anden kommunikation – og meget mindre kontrol – eller indsigt, er vel et pænere ord.

Jeg glæder mig til at skulle læse med mit barn og lave lektier. Jeg glæder mig til alle de spændende snakke, når han kommer hjem med ny viden. Jeg elsker hans videbegærlighed. Og jeg er sikker på vi begge bliver så kloge af det her.

Men min identitet skal også i skole. Den skal nemlig lære, at jeg nu er mor til et skolebarn. At jeg er blevet så voksen. Og det ved jeg faktisk ikke om jeg er helt klar til at være.

“Der findes ingen rigtige mænd her”

Det er Viceværtens ord. Efter at min nøgle sad fast i døren ned til parkeringskælderen. Jeg havde selvfølgelig prøvet selv (er ikke særlig god til at bede om hjælp og synes egentlig jeg er ret handy). Men jeg øver mig i at læne mig ind i mine feminine sider. Så jeg gik hen til de to nærmeste mænd og bad om hjælp. Så stod de lidt og rykkede i nøglen. Hentede lidt olie. Men indrømmet, de virkede ikke videre overbeviste om, at de kunne løse problemet. Så jeg ringede til viceværten.

Da jeg mødtes med ham nedenfor og kort opsummerede situationen, sagde han: “du ved godt, at der ikke findes nogle rigtige mænd i denne gård”. Jeg kom til at smile. For jeg ved godt, hvad han mener. Ikke sådan, at de er bløde mænd. De er måske mest af alt livsnydere – eller drengerøve, hvis jeg må være så fri. De elsker at lege – og er sindsygt gode med deres børn, de hænger ud og tjatter til fodbolde og når deres bedre halvdele her i gården knokler lidt for meget (tager martyren på), så vil kvinderne nok gå så langt som til at kalde dem dovne. Der er i hvert fald ikke mange af dem, som viser deres handy’e side. Måske har de den ikke, og det giver god mening at flytte ind i nybyg, hvis hammer og boremaskine ikke appellerer. Så på den måde er det jo ikke falsk varebetegnelse.

Samtidig siger det også noget helt centralt om kvinderne her i gården. For måske er mændende ikke sådan virkelig gammeldags maskuline, men kvinderne er heller ikke gammeldags feminine. Ikke at det er værd at stræbe efter, men det er svært at påtage sig en moderne maskulin rolle, hvis den allerede er taget.

Jeg er vild med mine kvindelige naboer. De er nogle seje og inspirererende kvinder med lækre unger, fede jobs og veltrænede kroppe, men på dage, hvor selvtilliden ikke er i top kan selv jeg blive lidt skræmt af deres power, tempo, formåen og krav. Og hvis jeg kan, så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det er for deres mænd (og var for min!).

Så inden vi går fra “de dovne, de bløde, BØV’erne og de kedelige”, skulle vi måske se om vi kunne aflægge os lidt af det maskuline, så mændene kunne påtage sig den del. Og så kunne vi feje for egen dør og finde den – for mange af os – rimelig hengemte feminine side frem.

Ikke at jeg på nogen måde påberåber mig gamle dages kønsroller. Slet ikke. Jeg ved blot hvor travlt jeg selv har haft – og til dels stadig har – med at kunne klare mig selv (nu også af nødvendighed, men der er jo stadig masser af mænd rundt omkring, jeg kan bede om hjælp – og ingen af dem siger nej til en enlig mor;). Det er betryggende at vide, at jeg kan selv. Men jeg er begyndt at spørge mig selv, om jeg egentlig har lyst til, at det skal være sådan (hvad synes du)?

En aften med tilskuere på…

Jeg følte, vi havde tilskuere på. Jeg blev så selvbevidst. Og så skammede jeg mig. Igen. Stadigvæk.

Den anden dag, da vi havde været nede og bade alle 4 og skulle gå hver til sit, to og to, skete det lige foran afslutningen på en børnefødselsdag  i stuelejligheden. Og det var jeg meget bevidst om. Ikke at det påvirkede mig. Ikke at jeg gjorde eller sagde noget anderledes til mine børn i den svære situation.

Men jeg kunne mærke skammen.

foto (14)Den samme skam, som da vi sad på kanten efter at have badet og den store spurgte om han måtte sove hos mig sammen med sin lillesøster. Og jeg svarede at han jo var hos far i dag og at vi skulle ses i morgen. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at de to fyre, som netop var kommet op af vandet og nu stod og tørrede sig og nød aftenen, helt sikkert havde troet at vi var en “almindelig” familie (jeg var lige ved at skrive “rigtig familie”). At vi bare var nede at bade og lige om lidt skulle hjem (til det samme hjem).

Men nu overhørte de så, at sådan hang det ikke sammen.

Måske lagde de ikke mærke til det. Det kan sagtens være mit indre spotlight, der lyser så stærkt, at jeg tror, alle andre kan se det. Det er egentlig ikke vigtigt. Men det er til gengæld min skam. At jeg stadig ikke har sluttet fred med situationen.

Måske er det også derfor, jeg ikke helt kan nyde og give mig hen til at vi faktisk – efter mere end to års gode intentioner blandet med smerte og masser af fald i store, grimme huller -endelig er der, hvor vi kan lave noget sammen alle 4. Jeg oplever – ofte bagefter – at jeg flytter mig fra det og ikke har kunne finde ro i det. Fordi jeg ved, at det ikke er sandt. Fordi vi jo ikke er en familie på den måde, vi var en gang.

Når jeg skriver det, er jeg helt med på, at her er et indre arbejde, jeg ikke er færdig med. Jeg føler mig utaknemmelig. For med alt det, der har været, er det her så fint. Og når jeg skriver, er jeg faktisk taknemmelig. For at vi er nået hertil.

Men der er stadig en modstand mod virkeligheden. Måske fordi en del af mig, den lille pige, som voksede op i en kernefamilie og som barn ikke kendte en eneste familie, der var skilt, stadig længes efter at være “en rigtig familie”.

Og så pyt med tilskuerne. De bliver bare en påmindelse om den lille pige, som stadig skammer sig over den nye familie og længes efter den gamle…

Men i skrivende stund går det op for mig, at det også bliver en påmindelse om noget andet. Om ikke at være tilskuer i mit eget liv. Men være lige der, hvor det er. Træde ind på virkelighedens scenen. Der, hvor vi ikke er den familie vi var en gang. Men en ny slags. Fordi der også er masser af fine, smukke og kærlige øjeblikke lige der. Hvis jeg lader være med at fortælle historien om et før og efter. Hvis jeg lader være med at være tilskuer. Så det vil jeg øve mig på…