“Det må man ikke”

Sådan sagde min lille pige på 2 år i dag, da hendes far og storebror gik hjem til lejligheden på den anden side af broen og jeg sagde til hende, at hun skulle med mig.

Det har taget mig en aften med æbletrifli, en tåreperser på Apple TV’et og en hel del rastløshed at bryde sammen i gråd. For nej, det må man ikke.

Ungerne savner hinanden så meget, at den store græd, da jeg hentede den lille hos deres far den anden dag. Vi aftalte, de kunne kommer over, hvis det blev ved. Så aftensmad kom de over og vi badede alle 4.

foto (13)Efter badeturen var det så den lilles tur: “hvor skal far og N hen?”.  De skal hjem til far,  svarede jeg. “Jeg vil med”, sagde hun. Hun stod der. 2 år gammel. Hendes mor og far har aldrig i hendes lille liv boet sammen. Det her er den verden, hun kender. Jeg troede, det ville blive nemmere. Anderledes. Alligevel er hendes svar “det må man ikke”.

Og mit hjerte brister igen. Over det her deleri. Fordi det ikke kan fikses. Det bliver ved med at være sådan her. Vi vil hele tiden skulle deles på den ene eller anden måde.

Og selv hyggelige momenter som en aftenbadetur, er ikke helt ægte. For vi er jo ikke en familie i den forstand mere. Lige om lidt går vi hver til sit.

Og allerede da vi skal til at samle os og gå op fra badebroen, spørger den store, om han må sove hos mig. Og det må han godt. Men nåh nej, der var noget med lego og fodbold hos far. Så han vælger alligevel ham. Men han vil helst være der, hvor A er, siger han. Og vi lover, at de ses igen i morgen. Han krammer sin mor, vinker til sin søster og går med sin far.

Er jeg den eneste, der kan mærke absuditeten og smerten i det? Hvordan endte det der? Det er i øjeblikke som dem,  at jeg genoplever den sønderrivende smerte ved at skulle dele. Ikke så meget for mig selv. Jeg er jo den voksne. Men for mit barn. Og hans søster.

At se mit store barn foretage det valg, forholde sig til den smerte – fordi vi har været på tre ugers skøn ferie og han nu har vænnet sig til at være sammen med sin søster hver dag? Jeg ved, de har elsket det, men hvis det er så svært at vende hjem til deleriet igen, er det så det hele værd?

Lille A sagde “det må man ikke” og gik efter sin bror og far. Faren signalerede “skal vi bare gå hurtigt”, men noget i mig kunne ikke signalere et ja tilbage. Noget i mig ønskede stadig at en fe med magisk tryllestøv pludselig ville løse situationen, så det ikke gjorde ondt på nogen.

Må man overhovedet byde sine små børn det? Nej, det må man ikke. Bare spørg min lille A. Selv hun forstår det. Og hun har aldrig prøvet andet…

Søskendekærlighed

Det er ikke kun mig, der har nyd det uafbrudte samvær i de tre uger, vi har været på ferie.

Det har storebror og lillesøster også. De var tætte før og ingen tvivl om at de elsker hinandens selskab. Men den nærhed, det bånd og al det sjov og leg, de har haft de tre uger vi var i Frankrig er intet mindre end dybt rørende.

foto (12)

De har begge lært en hel del om grænser og konfliktløsning, om omsorg og leg, om dril og sjov. Den store kan altid nå sin søster, også når moren ikke kan og inviterer han til leg eller hygge, er hun er med det samme. Storebror er blevet meget bedre til at sætte grænser for sin viljestærke søster og lillesøster opfører sig som et lille børnehavebarn efter i 3 uger at have modelleret og observeret sin storebror. Jeg har elsket at være vidne til dem og det heltsærlige de bånd de har forstærket på denne ferie, både på bagsædet, i sofaen, i vand, i leg og ved sengetid.

N har altid elsket sin lillesøster højt og det er meget få gange, han har sagt højt, at han var træt af hende, også selv om hans tålmodighed i den grad er blevet sat på prøve. Hold op han har ventet, da lillesøster var mindre. Jeg kan få helt ondt i maven over, hvor mange timer han har ventet på mig, fordi lillesøsters behov kom først.

A har uden tvivl også elsket sin storebror fra første blik. Og de sidste måneder har hun tydeligt savnet ham, når han var hos far. Hun har ledt efter ham og spurgt efter ham lige siden hun kunne sige sine første ord.

Den store har til gengæld haft lidt svært ved at vænne sig til at lillesøster også skulle være hos far en gang i mellem. Har talt om alene-tid med far og proteresteret højlydt, når A skulle på besøg. Forståeligt, fordi det uden tvivl forstyrrede dem dybe tosomhed, han havde hos sin far.

Men den protest er helt aldeles forstummet nu. Det var N der bad om at lillesøster skulle med over til far, når de kom hjem fra ferie. Og det var ham, der græd hjerteskærende i morges, da hans far foreslog at lillesøster måske skulle hentes, fordi hun savnede mor.

De to har altid hørt sammen. Og gudskelov at de har hinanden og kan følges ad i dette deleri. Det er jeg dybt taknemmelig for, også selv om det kun er den store, der har oplevet sine forældre bo sammen og den lille endnu ikke sover fast hos far.

Og jeg tror, noget kommer til at ændre sig nu. Ikke fordi hverken mor eller far siger det. Men fordi søskendekærligheden har vokset sig så stor, at de ikke kan undvære hinanden en hel uge…

Det er rørende, når situationer finder deres egen løsning og timing viser sig. Det er ikke altid det sker, slet ikke i deleriets navn. Men tid, tillid og tålmodighed har virkelig været mine læremestre. Dog ikke overgået af de to søskende og deres accept og kærlighed. Til deres forældre, til livet, til omstændighederne. Og ikke mindst til hinanden.

Hverdagens bagside

Det kom bag på mig.

Både at jeg ikke havde lyst til at aflevere begge børn og bare være mig selv, da jeg kørte ind over grænsen til Danmark. Da vi først var landet i lejligheden, havde jeg bare lyst til at fortsætte. Fortsætte med at være sammen. Fortsætte med hverdag. Fortsætte som trekøver.

Det kom også bag på mig, at jeg skulle aflevere BEGGE unger OG sove alene. Dagen efter vi var kommet hjem. Da jeg sagde farvel, kunne jeg mærke, at jeg blev ked af det. Men da jeg undersøgte det nærmere, var det måske bare historien om, at det farvel er svært. At det skulle det være, når der var gået tre uger. For lige der var mit fokus – helt ærligt – på, hvor glade de var for at se deres far og glædede sig til at skulle med ham. Og så selvfølgelig at den lille kørte af sted på løbecykel og ikke en gang jeg vidste, hvor meget styr hun havde på det, så jeg råbte en del – velmente – pas på’er og formaninger (til faren).

Nu er det blevet aften. Og stille. Og jeg føler mig slet ikke klar. Til at have afleveret dem begge. Nu melder savnet sig. Det startede som et småt ubehag helt nederst og bagerst. Men da jeg først så det, så kom det rullende. Op igennem maven og nu sidder det som en klump i halsen. Og som tårer der trænger sig på.  Og som en hovedpine.

Hovedpinen kommer af modstanden. Den mentale modstand mod det deleri, som jeg har holdt ferie fra. Og ferien sluttede lidt for brat. Og uden at jeg nåede at forberede mig på, at jeg skulle undvære dem begge. Men det samme.

Det er svært at nyde roen. Der er alt for stille. Jeg ved, jeg vænner mig til det. Men inden jeg gør det, er den lille tilbage. Det er også godt nok. Men ville så gerne have nydt alenetiden. Når der nu ikke er så meget af den. Men det kan jeg ikke. Ikke lige nu.

Lige nu kan jeg kun mærke tomheden. Som at mangle en del af mig selv. Det her er den del af hverdagen, jeg bestemt ikke har glædet mig til at komme tilbage til. Og meningsløsheden melder sig igen. Smerten kigger frem. Fordi det er sådan her. Og fordi det ikke går væk. Deleriet er en realitet. Nogle gange gør det bare meget mere ondt end andre. I dag er én af de dage. Og det kom bag på mig. Også selv om (jeg troede) jeg havde forberedt mig.

Har jeg krammet nok?

Da solen skinnede på mig i sengen her til morgen lå jeg helt stille og lyttede til ungernes vejrtrækning. Og kom igen til at tænke på den gavmilde dag i går. Og hvor meget jeg havde krammet den store. Og pludselig slog det mig: har jeg krammet ham nok på denne ferie? Det er jo ham, jeg skal aflevere lige om lidt, har jeg fået nydt ham nok?

foto (11)

Delemorens svar er nej. Men moren i mit hjerte siger ja. Fordi jeg på denne ferie også har været vidne til en dreng, som er blevet stor. En dreng, som lige om lidt starter i skole. En dreng som har været storebror med stor S på denne ferie. En dreng som har vænnet sig til at bo to steder. En dreng, som på så mange måder er ved at blive stor og derfor ikke hele tiden søger sin mors favn (selv om han heldigvis stadig gør det).

Og det er kun hvis jeg sammenligner med alle de kram hans lillesøster har fået, at han ikke har fået nok. Og sammenligningerne tjener ingen. Hverken ham eller mig.

Måske har jeg ikke krammet nok. Eller rettere. Jeg kunne godt have tænkt mig at kramme endnu mere. Og måske er dette også en påmindelse om en dreng, som jeg har set vokse. Og som den næste tid får brug for sin mor på en anden måde (også). Fordi en ny og stor verden åbner sig for ham.

Og i mellem tiden har jeg spillet kort og matador og ludo. Vi har badet sammen. Jeg har grint med ham. Læst for ham. Om verden og fantasi. Og vi har talt om det hele. Og jeg har lyttet. Det er også kram i min bog.

En gavmild dag…

Så er det sidste morgen på terrassen. Kaffen er god, solen skinner, forkælet med friskpresset juice og det der særlige – lidt febrilske – nærvær, når man ved at noget er ved at lakke mod enden, så man gør hvad man kan for at få det sidste med.

Jeg er stadig fyldt op af den gavmilde dag i går. Da jeg havde skrevet om det, hjertet var fyldt af – og følte jeg havde æret mindet om dagen på bedste vis, var jeg pludselig også blevet klar til at sige farvel. Derfor kiggede jeg i taknemmelighed op på den smukke himmel et ganske kort øjeblik. Og med det samme blev jeg belønnet (sådan føltes det) med et stjerneskud. Bare sådan lige for at knibe mig i armen. Bare sådan lige for at understrege, at den var god nok. Og mens jeg stod der, endnu en gang rørt til tårer (ja, jeg havde følelserne udenpå tøjet i går), trumfede dem eller det, som bestemt holdt hånden under mig hele dagen, ved at sende mig endnu et stjerneskud. Jeg var så tæt på lige der. På mig selv. På mine unger. På livet.

Og det slog mig endnu en gang. Lykken er lige der på knivsæggen for mig, og faktisk kan det gøre mig lidt trist, at jeg ikke rigtig kan mærke den med mindre et farvel eller en sorg kan gøre konturerne tydelige som kontrast til en gavmild dag.

Men sådan er det. Og i stedet for at slå mig selv oven i hovedet med den kendsgerning, vil jeg finde taknemmeligheden for at sådan en knivsæg er i mit liv. For ellers giver det ikke mening. Ellers er det spild af liv. Og gavmildhed.

3 uger i forglemmelsens land

Så lå jeg for sidste gang mellem mine to guldklumper i det blå værelse i huset på bakken i den lille franske landsby Latour. Mellem to lækre, solvarme kroppe og afbleget lyst hår efter den perfekte afslutning på en ferie, som altid vil stå som noget særligt. Min første ferie som delemor helt alene med mine unger. I hele 3 uger.

Jeg lå der i sengen. Gennem det åbne vindue kunne jeg se stjernehimlen, som stadig var dyb blå, som kun en ægte sommerhimmel kan være det. Mærkede den varme sommerluft gennem det åbne vindue med en lille buttet brun hånd i min ene hånd, ovenpå lå en lidt større brun hånd og til slut min anden.  Jeg sang godnatsange. Mens et par tårer trillede ned af kinderne. Af taknemmelighed. For den fineste dag. Det smukkeste hav. De skønneste unger.

Det bedste ved denne ferie har for ungerne været variationer over temaet badeferie, på trods af at huset ikke ejer hverken pool og har mere end 30 minutter til vandet. Men det har ikke stoppet os. Min største har lært at svømme og er blevet bidt af en gal snorkler (det glæder jeg mig til at bygge videre på). Min mindste er gået fra at være decideret utryg ved vand til selv at plaske rundt med svømmevest, både i pool og hav.

foto 2 (1)Det har været vidunderligt at være vidne til den læringskurve. Uden afbræk. Med tid til at fejre, udvikle videre og forfine det nye, de lærte. Fordi de ikke skulle afleveres. Det bedste for mig ved denne ferie har uden tvivl været ikke at skulle dele (selv om jeg helt sikkert har savnet den anden forældre at dele de stolte og læringsrige øjeblikke med).

I tre uger har de unger været mine. Helt og aldeles. Uden stress og jag over at skulle nå noget inden den største igen skulle afleveres hos far. Med tid til at sige, “det gør vi i morgen” eller oven i købet “det når vi i næste uge”. Med tid til at lære den store at spille intet mindre end 5 forskellige kortspil. Og derudover repetere klassikerne. Ludo. Og matador.

Alt det og flere fine oplevelser trillede tårerne for.

Men det var også tårer med sorg. Som jeg lå der mellem dem og knugede deres hænder. Netop fordi jeg kan mærke, at deleriet trænger sig på igen. Og det er som om det er et helet sår, som pludselig skal rives op igen. Eller tre uger i absolut forglemmelse. Nu melder virkeligheden sig. Det gør mere ondt end jeg havde regnet med.

For jeg har jo vænnet mig til det. Deleriet. Derhjemme. Men hernede har jeg haft helle. Og jeg har elsket hvert et øjeblik.

Det bliver godt at komme hjem. Jeg er ved at savne hverdagen. Men deleriet. Det har ikke jeg ikke savnet…

“Sådan en dag, jeg putter i hjertet”

Det var min konklusion på dagen i dag. Jeg landede i det helt lave gear. I nærvær og taknemmelighed. Og der har jeg bestemt ikke været alle dage på denne ferie.

Og jeg var ikke ene om at synes, at det var en god stranddag. Vi havde svært ved at tage hjem. Det har været den skønneste dag på den hyggeligste strandbar med det klareste vand.

foto 1 (1)

Hen på den tidlige aften fandt vi hver vores at tulle med. Den lille gik rundt i sin ble mellem solsengene med sin badedukke og kom forbi med jævne mellemrum for at fylde sutteflasken med havvand. Den store var gået ned i vandkanten. Han gik tydeligvis og havde en dialog med sig selv. Kastede sten i vandet. Han var i sine egen verden. En god verden. Uden tvivl. Men alligevel så han også så lille og alene ud. Så da han kom tilbage trak jeg ham over på min solseng og krammede. Krammede og beundrede den smukke sten, han havde fundet.

Og vi talte om at sige farvel. Hvor hurtigt tre uger var gået. Hverken Noah eller jeg er gode til farvel. Det sentimentale sneg sig ind på os (godt at have en at dele det med). Og så blev vi enige om at blive lidt længere på stranden. Selv om klokken var mange. For her var så fint. Og smukt. Og ret stille. Strandbarens rytmer i baggrunden var ren hygge.

Og vi blev enige om at bade. Tage en sidste tur i Middelhavet. Og så vores snit til at det kun var os to. A var midt i en leg. Og så ud i bølgen. Med den nye svømmer. Som stadig havde brug for lidt hjælp i bølgerne. Heldigvis. Så jeg kunne holde ham tæt en gang til…

Det tager to år…

De siger, det tager to år. At komme ovenpå igen. Efter en skilsmisse.

Vi var ikke gift. Men vi havde to børn. Eller en dreng på næsten 4 og en på vej. Så derfor tillader jeg mig at kalde det en skilsmisse alligevel. Så ved de fleste, hvad vi taler om.

Og så alligevel ikke. For det er netop, hvad denne blog handler om. Hvordan det er. Inde i mig. Og måske I mange andre. Men ikke mange taler om det. Og det kan jeg ikke forstå. Hvorfor noget, som væltede min verden så meget, som det gjorde og som stadig er på dagsordenen hver eneste uge, mindst én gang, når der er skiftedag, men ofte mange flere, fordi det – i hvert fald for mig – har stor indflydelse på min hverdag. Hvorfor taler vi ikke mere om det?

Det gør jeg så nu. Her på Delehjerte. Og hvilken bedre dag at starte end på min datters 2-års fødselsdag?

For de siger det tager 2 år. Det er så 2 år og 5 måneder siden det skete.  Skilsmissen. Og en venden hjem til mig selv, som aldrig før. Var jeg begyndt tidligere, havde det været for tidligt. For sårbart. For tæt på. For alle.

Jeg troede mit delte hjerte ville vænne sig til det. At mine tanker ikke længere ville kredse om at dele. Men det gør de stadig.

Så nu tager jeg det på mig. Fordi jeg har så meget på det hjerte. Både om at dele. Men også om at blive hel. Og jeg har lyst til at dele det hele med dig. Her på Delehjerte. Tilbage er der kun at sige velkommen til. Og tillykke med de 2 år, smukke A. Du er mit vidne, mit bevis og min årsag til transformation. Til to år, som i sandhed har bragt mit tættere på mit hjerte. Og på alle andres. Fordi dit var så stærkt. Og stadig er. Du er min inspiration. Du er min lille kopi. Du er en mundfuld. Og du var min redning.